Af 
Det er en bog om et både omdiskuteret og politisk sprængfarligt emne, som journalisten og debattøren Mikkel Andersson og historikeren Niels Jespersen har skrevet.
Da bogen blev anmeldt i Information af migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen hævdede han således, at forfatterne ville ”ofre hele humanismen” og anklagede dem for ”selektiv omgang med kilder og udeladelsen af pointer, statistik og anden empiri, som ikke bekræfter forfatternes standpunkter.”
Forfatterne replicerede, at anmeldelsen var præget af ”udeladelser, fordrejninger og citatfusk” samt at anmeldelsen blot viste, at bogens udsagn om, at migrationsforskningen i Danmark er stærkt politiseret er korrekt.
Så hvad er det for en bog, der har skabt så megen debat?
Bedst kan bogen vel beskrives som en maggiterning – små stærke koncentrater af de vigtigste emner i forhold til integrationen gennem de seneste knap 40 år. Forfatterne vil undersøge, hvad der er sket med Danmark i denne periode, og hvad der mon vil ske i fremtiden. Det gøres ved at gennemgå en række emner som kriminalitet, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning, økonomi mv. i et lettilgængeligt sprog.
Hvorfor slog eksperimentet fejl?
Forfatterne starter med en konstatering. I 1983 – året hvor ’verdens mest liberale udlændingelov’ blev vedtaget – var 60.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I 2018 var der 476.000. Udlændingeloven viste sig hurtigt at få store konsekvenser, først og fremmest fordi det snart viste sig, at de der fik asyl som (midlertidige) flygtninge i virkeligheden blev til (blivende) indvandrere – trods indvandringsstoppet i 1973.
Det andet store problem var, at det stigende antal indvandrere kun i ringe grad blev integreret. Dårligst af alle klarer personer fra en række muslimske lande fra Mellemøsten og Nordafrika sig, og det uanset om man ser på beskæftigelse, kriminalitet, social kontrol eller uddannelse.
Årsagen skal ifølge forfatterne primært findes i det forhold, at Islam er en lovreligion, hvor religion, politik og dagligliv er blandet sammen, hvilket ganske enkelt gør det svært for muslimer at indpasse sig i det senmoderne danske samfund: ”I modsætning til hvad mange i den danske offentlige debat forestiller sig, tyder intet på, at der i Danmark findes moskéer, som accepterer eksempelvis førægteskabelig sex, kæresteri, som det forstås i Danmark, indtagelse af alkohol, homoseksualitet, eller at muslimske kvinder kan gifte sig med ikke-muslimske mænd.”
Videre konstateres det, at eftersom der ikke findes markante teologiske retninger indenfor islam, som stiller spørgsmålet ved dogmet om, at Koranen er Guds ufejlbarlige ord, og at danske muslimer samtidig bliver stadig mere religiøse, er der ingen udsigt til, at problemerne bliver mindre i fremtiden.
I kapitlet ’Indvandringens økonomi’ gør forfatterne op med forestillingen om, at indvandringen kan løse det demografiske problem med en stadig mindre og ældre dansk befolkning. I 2015 vurderede finansministeriet, at den ikke vestlige indvandring kostede 36 mia. kroner årligt. Underbeskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er hhv. 41% for kvinder og 34% for mænd. For efterkommere er tallene lidt bedre, men stadigt langt fra etniske danskere. Også når det kommer til uddannelse halter ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bagefter, både hvad angår graden af uddannelse og karaktergennemsnit.
Tone-teorien
Forfatteren adresserer også den såkaldte tone-teori, dvs. den opfattelse, at problemerne med den manglende integration i virkeligheden skyldes, at danskerne er et småracistisk folkefærd: ”Toneteoriens problem er imidlertid, at den forveksler årsag og virkning, ignorerer realiteterne i indvandringsdebatten og mediernes dækning af integration og indvandring samt forsøger at give ikke-vestlige indvandrere generelt og muslimer i særdeleshed en de facto særstatus i den offentlige debat, hvor nærmest enhver kritik bliver italesat som en stigmatiserende hetz.”
Blandt denne teoris fremtrædende fortalere opregnes bl.a. Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg og Susanne Brøgger samt de forhenværende politikere Uffe Ellemann-Jensen og Birthe Rønn Hornbech.
Ifølge forfatterne er det blot at se til Sverige, hvis man vil forvisse sig om, at tone-teorien er forkert. Her har medierne aktivt undladt at oplyse om gerningsmænds etnicitet, man har sløret billeder og efterlysninger af efterlyste, afvist kritiske indlæg om indvandrere og bevidst forsøgt at promovere multikultur og indvandring.
Forfatterne finder det i sig selv problematisk, at man fra den svenske stats side foreholder befolkningen oplysninger, som er relevante for den politiske meningsdannelse, ligesom de påpeger, at politikken har undermineret tilliden til de etablerede medier. I Sverige har den mediemæssige ensretning således medført, at alternative medier som f.eks. hjemmesiden Avpixlat – med over 200.000 besøgende om ugen — har fået en voldsom gennemslagskraft.
Forskning & politik
Når den ovenfor nævnte negative anmeldelse i Information ikke kom som den store overraskelse for Andersson & Jespersen, skyldes det formentlig, at de også kaster et kritisk blik på integrationsforskningen i Danmark. Forfatternes påstand er, at det akademiske majoritetssynspunkt groft sagt kan koges ned til følgende udsagn:
”Politikerne er dumme. Befolkningerne er dumme. Indvandring er godt.”
(Det akademiske majoritetssynspunkt iflg. forfatterne)
Kritikken bygger bl.a. på Henning Bech og Mehmet Necef’s undersøgelser i Er danskerne racister (2013) samt den kritik asylforsker Thomas Gammeltoft-Hansen rejste mod sit eget forskningsfelt i Weekendavisen i februar 2018. Gammeltoft-Hansen kritiserede bl.a., at mange forskere ser det som deres arbejde at promovere flygtninges interesser, ligesom feltet er præget af social kontrol i forhold til, hvad der må forskes i. Overholder man ikke reglerne, kan man få svært ved at publicere og få støtte til forskningsprojekter. Herefter citeres en række udsagn fra forskere fra bl.a. DIIS og KU, der udmærket illustrerer pointen.
Den kritiske lup rettes også mod det, forfatterne kalder ”den næstekærlige venstrefløj”, hvilket vel nærmest er det værdipolitiske venstre. Disse laver ”elendige analyser og er med til at fremmedgøre alle, der træder et skridt ved siden af eller ikke abonnerer på samme identitetsmarkører som venstrefløjen.”
Forfatterne mener, at denne gruppe opererer med et misforstået solidaritetsbegreb, der hidrører fra misforstået klasseanalyse:
”Når skurkene helst skal være kapitalister med høj hat og monokel, er det irriterende, når de i stedet er undertrykte palæstinensere, der hader jøder og tvinger deres koner til at gå med tørklæde.”
Forfatterne
De dårlige analyser forekommer ofte i form af whataboutery, dvs. at man undskylder en praksis med henvisning til en anden – hvorfor f.eks. diskutere vold og social kontrol i ghettoen, når det virkelige problem er tonen i debatten?
Samtidig er der en stærk tendens til moraliseren (Morten Østergaard, Zenia Stampe, Carsten Jensen, Rune Engelbreth mf.), som også er et effektivt middel til at undgå ubehagelige debatter. En sådan debat kunne f.eks. være om de utallige fejlslagne integrationsprojekter (Mangfoldighedsplejehjem, streetbasket, mangfoldighedsfestivaller osv.), som til stadighed bevilges midler, selv om resultaterne er endog meget svære at få øje på. Som forfatterne sammenfatter:
”De mange penge til projektmageri står i skærende kontrast til det faktum, at ingen steder er integration gået dårligere end der, hvor venstrefløjen har mest indflydelse.”
Forfatterne
Menneskesmuglingens logik
Et kapitel handler om menneskesmuglingen over Middelhavet — et aktuelt AT-emne. Ifølge forfatterne fremmer den nuværende migrantionspolitik i EU menneskesmuglerindustrien og dermed den medfølgende parasitøkonomi i de nordafrikanske lande. Så længe chancen for at nå til Europa er til stede, vil menneskesmuglingen derfor fortsætte.
Det nuværende asylsystem er samtidig dysfunktionelt i forhold til at hjælpe de, der har størst behov, fordi det kræver både økonomiske og personlige ressourcer at komme over Middelhavet. Et stort flertal af de, der kommer ind i Europa, er da også migranter, der ikke har krav på asyl. Samtidig er mellem 75% og 90% mænd. Samtidig er der ingen udsigt til, at man i EU kan blive enige om en løsning på problemet.
Hvad så nu?
Den nuværende regering påpeger ofte, at der efter migrantkrisen i 2015 er kommet ”styr på indvandringen”, men som forfatterne påpeger, fik over 10.000 personer i 2017 asyl og familiesammenføring. Det tal er historisk set højt, og der er ikke udsigt til, at det vil falde.
”Den nuværende politiske situation er derfor, at Danmark har låst sig inde i et asylsystem, der fører til stadigt voksende integrationsproblemer relateret til kultur, arbejdsmarked, uddannelse, kriminalitet osv., og som samtidig fører til, at et meget lille antal af de absolut mest ressourcestærke flygtninge, som har mulighed for at rejse gennem en række sikre lande, bliver hjulpet med forholdsmæssigt store ressourcer, der ville gøre langt større forskel for det langt større flertal af flygtninge og internt fordrevne, som befinder sig i nærområderne.”
På baggrund af denne sammenfatning anbefaler Andersson og Jespersen, at man sætter en stopper for al spontan asylansøgning og familiesammenføring. Det medgives, at det kan lyde som en kynisk beslutning, men at det er det eneste, der kan sætte en stopper for menneskesmuglingen over Middelhavet og samtidig give Danmark (og andre lande) en mulighed for at få integrationen af de allerede tilkomne til at fungere.
Maggiterningen
Der er ikke tale en akademisk afhandling, men en debatbog, hvilket forfatterne selv gør opmærksom på i deres forord, hvor de også redegør for deres respektive politiske ståsteder. Derfor skal bogen også læses som det den er – og målt som debatbog fungerer den aldeles glimrende. Den er letlæst og pointerne er trukket befriende skarpt op.
Hvis man følger med i den løbende debat og litteratur, skal man ikke forvente at støde på nye oplysninger i Eksperimentet der slog fejl. Hvis man ikke har tid til at læse Mathias Tesfayes “Velkommen Mustafa”, Henning Bech og Mehmet Necefs “Er danskerne racister”, Danmarks Statistiks “Indvandrere i Danmark” og Ahmed Akkaris “Min afsked med islamismen” kan man imidlertid få et glimrende koncentrat hos Andersson og Jespersen.
Der er kun ti titler på bogens litteraturliste, og der er et par mangler, man kan undre sig over. Det havde været relevant at inddrage Morten Uhrskov-Jensens “Et delt folk” og især Hege Storhaugs “Islam. Den ellevte landeplage”, der synes at have tjent som inspiration for bogens første kapitel.
Man kan naturligvis være politisk uenige med forfatterne til “Eksperimentet der slog fejl”, men bogen er et dokumenteret og velargumenteret indspark i debatten.
[simple-author-box]
