
Den foreliggende bog om rollespil i historieundervisningen består i virkeligheden af en bog, der introducerer til emnet og 6 hæfter, der dækker rollespil til følgende emner: ”Valg i den romerske republik”, ”Jellingstenen”, ”Hekseforfølgelser – sagen mod Anne Palles”, ”Versaillestraktaten”, ”Augustoprøret” og ”Jordskredsvalget”.
Der er tale om variationer over Tuxens egen rollespilsmodel (Tuxen-modellen), og man bør læse introduktionen i bogen for at få en bedre fornemmelse for, hvilke muligheder og fokuspunkter de forskellige tilgange indebærer. Tuxen-modellen foreskriver en kort intro til rollespillet efterfulgt af et strategimøde, så selve forhandlingen og til slut fremlæggelse af forhandlingsresultatet. Derudover anbefaler forfatteren, at man bruger en efterfølgende lektion på at reflektere over rollespillet. Typisk organiseres det ud fra matrixgrupper.
Jeg har testet ”Jellingstenen” i forbindelse med det første emne om vikingetiden i en 1.g‑klasse. Det var en god oplevelse for både elever og lærer. Mange elever gik til opgaven med interesse og levede sig ind i den rolle, de var blevet tildelt. Indlevelse er ifølge Tuxen en væsentlig forudsætning for, at rollespillet kan lykkes. En tilsyneladende misforståelse om ringborgenes funktion gav anledning til et naturligt fokuspunkt i den følgende lektion, der samtidig kunne relateres tilbage til deres eget arbejde/forhandlingsresultat.
I de fleste rollespil er der 4 roller, men ”Jellingstenen” har 5, og de er løseligt baseret på ”rigtige” personer. Men det er også her, at man tager sig nogle kunstneriske friheder, for f.eks. at få en konflikt i emnet tydeligere frem. Det gælder således også i spillet om ”Versaillestraktaten” – det mest traditionelle spil ifølge Tuxen selv – hvor tyskerne er en del af forhandlingerne. At det ikke i virkeligheden forholdt sig på den måde, taler man så om i den følgende lektion, og det kan give anledning til gode overvejelser – også om de videre perspektiver frem mod den næste verdenskrig. Rollespillene inkluderer et udvalg af kilder, kort mm., som eleverne måske med fordel kan udnytte i deres forhandling.
Skulle man selv få lyst til at udvikle et rollespil, indeholder bogen ideer og forslag til, hvad man kan gøre, og hvad man bør holde sig for øje.
Jeg forestiller mig allerede et senere emne om 1. Verdenskrig med inddragelse af ovennævnte rollespil om ”Versaillestraktaten”.
Materialet anbefales varmt.
Troels Peter Grøn

