Balladen om Grønland

Martin Breum

Gyldendal

2014

247

Vil Grønland løsrive sig fra Danmark? Hvordan skal vi forstå grønlændernes frihedstrang? Hvad nu, hvis de finder olie? Hvad mener de, når de taler om uafhængighed? Hvilke menneskelige, kulturelle, økonomiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser vil en adskillelse føre med sig? (Gyldendal.dk)

Balladen om Grønland – trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma.

Fortiden, nutiden, fremtiden – der har generelt været et for lille fokus på Grønland i Danmark. Har jeg ret i min antagelse? At spørger man frit ud i en dansk gymnasie- eller HF-klasse, om generelle grønlandske forhold og om den fælles Danmark-grønlandske historie, så vil kun ganske få elever, kunne givet et indsigtsfuldt svar.

I virkeligheden er Grønland nok slet ikke en del af de fleste unges horisont, selvom øen har haft en tilknytning til Danmark i århundreder.

Med Martin Breums bog ’Balladen om Grønland’ bevæger vi os elegant mellem både fortiden, nutiden og fremtiden. Det er ikke som sådan en historiebog, men en grundig, rapporterende fremstilling præget af dybdeborende og kritisk journalistik. Dermed kan den være et udmærket biddrag til en casestudy, eventuelt til et AT- eller et KS-forløb.

Uddrag fra en lang række interviews bringes sideløbende med en grundig historisk kontekstualisering, der primært bevæger sig indenfor de sidste 300 år. Fra Hans Egede kom til Grønland i 1721, videre over en mild kolonihistorie og op til nutiden.

Interviewene fylder meget i bogen, og de interviewede spænder over hele spektret; både politisk og socialt. Fra den almene grønlandske befolkning, over grønlandske embedsmænd og toppolitikere som Aleqa Hammond og Mininnguaq Kleist til danske politikere som eksempelvis Mogens Lykketoft. Også den skarpe og til tider kontroversielle Thorkild Kjærgaard får interessant taletid i bogen. Sidstnævnte indgå blandt andet i den vedvarende kolonitidsdebat om Grønland. Også i denne debat er hele spektret af holdninger repræsenteret; fra det ene yderpunkt hvor kolonitidsbetegnelsen slet ikke anses for at kunne bruges om det historiske Danmark-Grønlandske forhold, fordi Danmark, ulig den klassiske koloniudnyttelse, primært har behandlet Grønland hensyns- og omsorgsfuldt. Først gennem Det kongelige Grønlandske Selskab, og siden ved at gøre øen til en ligeværdig del af kongeriget (eksempelvis som amt i 1900tallet). Siden igen ved at hjælpe med både økonomiske bloktilskud og politisk knowhow til udvikling af hjemmestyre og selvstyre. Det andet yderpunkt er synspunktet, hvor Danmark netop anses for at være et skoleeksempel på en typisk kolonimagt. En kolonimagt som undertrykte og udnyttede den lokale grønlandske befolkning på nedsættende vis og af hensyn til profit.

Her er et par krydrede smagsprøver:

Ulrik Lyberth (grønlænder, tidligere skolelærer): ”Lukningen af Qullissat, Thuleboerne, Ivittuut, de faderløse. Vi har talt om alle disse historier i 50 år, uden at der er sket noget. Det gør ondt på os, fordi Danmark ikke vil vedkende sig sine fejl. Hvis Danmark siger undskyld, ville vi få fred i sjælen til at komme videre. I medierne er det altid grønlændernes skyld, men der er en grund til at tingene er, som de er. Det skal graves frem og behandles som en tandrodsbehandling” (s. 77)

“Det irriterede mig. I Danmark var jeg grønlænder, i Grønland sagde de, at jeg var dansk.”
- Nina Nikolajsen (HTX-elev med grønlandsk far og dansk mor)
- Nina Nikolajsen (HTX-elev med grønlandsk far og dansk mor)

Nina taler ikke grønlandsk, og da hun blev interviewet om dette, sagde hun: ”Det irriterede mig. I Danmark var jeg grønlænder, i Grønland sagde de, at jeg var dansk. Men jeg boede jo i Grønland, og min far var grønlænder, så det forstod jeg ikke… Jeg er mere grønlandsk, end jeg er dansk, men jeg kan ikke sige, at jeg ikke er dansk. Der er mange forskellige typer grønlændere. Det kommer an på, hvor de kommer fra i Grønland, og hvilken generation du er. Dem i 40’erne siger: Tal grønlandsk! Mens dem der er på min egen alder, bare spørger hinanden: Skal vi tale dansk eller grønlandsk?” (s.88–89)

Aleqa Hammond (landsstyreformand, 2014): “I disse år er verdens fokus rettet mod Arktis og mod Grønland. Vigtige arktiske sejlruter åbner nord for Rusland og nord for Canada. Selve Polarhavet åbner op for fiskeri. Offshore olie- og gasressourcer bliver kortlagt og udforsket. Og råstoffer på land bliver kommercielt interessante at udnytte. Da Grønland udgør omkring 20 procent af Arktis’ landareal, er vi i centrum for meget af denne opmærksomhed… Grønland opnåede i 2009 selvstyre inden for Kongeriget Danmark. Det indebærer, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten, og at Grønland derfor har en uomtvistelig ret til selvbestemmelse…” (S. 12–14).

Mogens Lykketoft (dansk socialdemokrat og tidligere minister): ”Det er korrekt, at fortiden har rummet en række fejltagelser, og ikke kun på dansk side. Men der har aldrig været noget ønske om at mishandle den grønlandske befolkning. Der findes kun få eksempler i verden på en kolonimagt, der har haft så lille en interesse i at vinde noget og så stort et ønske om at udvikle kolonien… det meste af det, Danmark har foretaget sig i Grønland, er foretaget ud fra måske lige lovlig paternalistiske holdninger, men altid i den bedste mening” (s. 35).

Citaterne afdækker måske, at uanset ens personlige holdning, så er bogen i kraft af sine interviews en fremragende kildesamling.

Sidstnævnte anmelder-påstand er måske endnu mere sand i kraft af, at bogen var meget nutidsbundet – ’var’, fordi der her tænkes på nutiden i begyndelsen af 2014. Bogen er skrevet inden Aleqa Hammond snublede i sin egen bilagsskandale, og måtte afgive magten. Bogen er tænkt som en aktuel bog, er som en rød tråd forholder den sig netop kritisk til Aleqa Hammonds retorik, argumentation og politiske standpunkter. Tre aspekter man kan hævde, alle har været unuancerede og til tider præget af en stærk bøjning af historien i en meget danskerkritisk vinkel. Som forfatter til en KS-grønlandshistorie (LogR, sommeren 2015), har jeg boret mig ned i problematikken og mener, at Breums tone er spot on: Aleqa Hammond har til tider været uhyrer tendentiøs i sin retorik og i sin historiebrug, og i en sådan grad at det tenderer det usande.

Grønland opnåede i 2009 selvstyre inden for Kongeriget Danmark. Det indebærer, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten, og at Grønland derfor har en uomtvistelig ret til selvbestemmelse…“
Aleqa Hammond
Aleqa Hammond

Fordi ’Balladen om Grønland’ udkom netop som bilagssagen rullede, er den som samtidsbog allerede lettere forældet.

Også vurderingen af Grønlands fremtid har rykket sig siden bogen udkom. Men Grønlands fremtid problematiseres i forhold til den historiske fortid, og både de interviewede og Breum selv forholder sig holdningsmæssigt til Danmark-grønlandsforholdet. Som undertitlen –’Trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma” — skitsere, så peger bogen i særlig grad frem mod et muligt fremtidigt råstofseventyr på Grønland. Hvordan Danmark skal forholde sig til dette omdiskuterede potentiale, er en af bogens hovedtemaer. Dette er en meget nutidig problematik, der fortsat fylder dagbladene, og sikkert vil gøre det i årene fremover. Et eksempel på dette er det kinesiske firma General Mining’s planer. I januar 2015 købte firmaet licens til et jernmineprojekt ved Isua, nordøst for Nuuk. Minen skal etableres af kinesiske entreprenører og importeret kinesisk arbejdskraft. Ud over minen omfatter projektet boliger til kinesere, en fabrik, en 100 km lang vej og en udskibningshavn. Selvstyret regner med, at projektet kan give ca. 30 milliarder kr. i skatteindtægter.

I arbejdet med råstofsproblematikken kan bogen i høj grad benyttes. Ud fra bogen kan man konstruere en række problemstillinger og/eller et oplæg til en diskussion af forholdet mellem Grønland og Danmark. Besvarelserne og en eventuel diskussion i klasserne kan tage udgangspunkt i citater fra kilder som eksemplificeret ovenfor. Til denne brug har bogen mine anbefalinger.

Thomas P. Larsen (også anmeldt i fagtidsskriftet ’Noter’)