Af 
Rockmusik har ikke bare været lydsporet, men med til at forme begivenhederne gennem mere end fem årtier. Ny bog viser hvordan – og lader os genoplive det hele
I begyndelsen var det de unges musik. Men de unge blev ældre, og snart lyttede far, bedstefar og sønnike til de samme sange og kunstnere.
For de fleste af os har rockmusikken været lydsporet til vores liv. Men den har været mere end det, skriver historikeren Thorkil Smitt. Populærmusikken har været med til forme vores historie, og i bogen ’Historien rocker’ viser han hvordan.
Navnet Thorkil Smitt vil vække genklang hos de fleste læsere af Noters spalter. Over flere årtier satte han markante fingeraftryk på fagets udvikling og didaktik – bl.a. via en række udgivelser til faget som medforfatter til eksempelvis den imponerende ’Verdenshistorie bind 1 og 2’ samt ’En europæisk verdenshistorie’.
Hvad de færreste måske ved er, at Smitt også havde stor interesse for, og omfattende viden om, de sidste 70 års rytmiske musik i alle genrer og udtryksformer.
Inden sin alt for tidlige død i 2019, kæmpede Smitt et nærmest Bowiesk kapløb med tiden for at få sat spillet et sidste rockmusikalsk refræn via bogen ”Historien Rocker”, hvilket heldigvis lykkedes, så det kun var det afsluttende redaktionelle arbejde, Smitt ikke selv var del af.
Projektets ambitionsniveau og spændvidde er nærmest monumentalt. På omkring 220 sider sætter Smitt sig for at dække rockmusikkens forhold til sin samtid i perioden fra forfatterens egen tidlige barndom i 50erne og frem til i dag. Bogens hovedtese er, at den rytmiske musik ikke blot et lydtapet til samfundsudviklingen, men at den i mange tilfælde er både historieskabt- og måske ligefrem historieskabende, eller som han skriver i bogens efterskrift:
”Jeg vil ikke hævde at rock direkte har ændret historiens gang, men der er ikke tvivl om, at rockmusikken har været en ”driver” i en næsten global mentalitetshistorisk ændring.” (s. 216)
Bogens ambitiøse målsætning forløses langt hen ad vejen ganske overbevisende. I modsætning til mange andre musikhistoriske udgivelser står samspillet mellem musikken og historien forrest på scenen, hvor de fleste andre værker lægger hovedvægten på musikken og dens kunstnere eller de forskellige genreformer.
Særligt vellykkede er afsnittene om Vietnamkrigen, Woodstock, Thatcher-æraen samt om de forskellige hiphopkulturer og subkulturer i USA i 80erne og 90erne. Igennem hele bogen analyseres udpluk af lyrikken fra nogle af de mest markante kunstnere med den samtid de spiller sammen med.
Rigtig interessant bliver det, når Smitt dykker ned i udgivelser og tekster, der nok ikke er kendte for menigmand. For eksempel, når han belyser hvordan det legendariske britiske band ”The Clash” i 1977 leverede en flænsende kritik af USA’s dobbeltmoral i sangen ”I’m so Bored with the USA” som blev fulgt op to år senere med et trippel-album, der var en utilsløret hyldest til sandinist bevægelsen i Nicaragua.
Den slags interessante nedslag er der massevis af i bogen. Eksempelvis var jeg ikke klar over, at C.V. Jørgensen på albummet ”Lediggang agogo” leverer en sønderlemmende kritik af Thatchers krig om Falklandsøerne, der er helt i tråd med eksempelvis Elvis Costello i Storbritannien. Smitt citerer C.V. Jørgensen for linjerne: ”Nu smiler Lady Margaret Thatcher, blottende tre plomber og en bro, sit liderlige iskolde ligblege smil, stædigt ventende på Quinn the Eskimo, Rule Brittania briternes slagsang var godt i gang med helt at dø hen, da Maggie herself tog mikrofonen og afsang den igen og igen for alle sine drenge, der aldrig blev mænd.” (s. 132–133)
På denne måde illustreret bogen rockmusikkens enorme gennemslagskraft, som eksempelvis C.Vs bidende og skarpe satire, hvor han på få linjer får spiddet Thatchers krampagtige jingoistiske og imperialistiske politik og retorik.
Selvom ”Historien Rocker” således er spækket med massevis af musikalsk-historiske godbidder kommer man ikke uden om, at der også slås nogle disharmoniske skæverter hist og her.
Helt grundlæggende går det undertiden så stærkt med at dække alle afkroge af musikkens udvikling, både globalt og på den danske scene, at flere af nedslagene virker lidt overflødige. Eksempelvis afsættes der en halv side til Kim Schumacher, her et par linjer om Elton John og Abba der, og en masse andre kunstnere fra indland og udland i et undertiden ret så hæsblæsende kalejdoskopisk musikalsk ridt. Måske bogen havde stået endnu stærkere, hvis der var blevet ’killed some darlings” som man siger på engelsk – især de kunstnere, der tydeligvis ikke dækkes con amore.
Derfor står kapitlet om musikken efter 2000 da også svagest i bogen. Fraregnet Lady Gaga, udtrykker Smitt ikke den store respekt for mange af tidens populære kvindelige kunstnere som Miley Cyrus, Christina Aguilera, Britney Spears og Nicki Minaj etc. der generelt affærdiges som eksempler på tidens overseksualiserede markedsføring fra musikbranchens side. Overskrifter som ”Disneyficering” og ”Madonnakloner” siger en del om bogens tendens på dette felt, og Smitt skriver ligefrem under sidstnævnte overskrift:
”De syngende babes har det tilfælles, at de tager udgangspunkt i deres store idol Big Mama Madonna, når de skal iscenesætte sig selv, klæde sig, forsøge at provokere og forny sig fra album til album eller fra turne til turne. De er mere brands end bands og udgiver parfumeserier og tøjkollektioner i egne navne”. (s. 182).
Her virker Smitt, i modsætning til resten af bogen, ude af takt med den tid han dækker. I bogens øvrige afsnit bliver tidens markante kvindelige kunstnere beskrevet langt mere fyldestgørende og nuanceret. Mest graverende får han placeret en så betydningsfuld kunstner som Beyoncé Knowles på samme kommercialiserede hylde som tidens øvrige kunstnere. Der bruges mere krudt på hendes medvirken i en Pepsireklame optaget sammen med Britney Spears, Pink og Enrique Iglesias på Colosseum end på hendes historisk reflekterede musikalske aktivisme.
Denne vinkling synes besynderlig med tanke på, at Beyoncé om nogen har adresseret nyere tids amerikansk historie, eksempelvis med sangen ”Formation” om Hurricane Katrina, og hendes optræden ved Super Bowl i 2016, hvor hun i sit kontroversielle show havde tydelige referencer til Black Panthers, Malcolm X og de sidste årtiers politivold.
Disse indvendinger rokker dog ikke ved, at Thorkil Smitt med sin bog har begået et virkelig læsværdigt værk, der altovervejende er indsigtsfuldt, indlevende og helt gennemgående bare virkelig interessant.
Bogen kan klart anbefales til den alment musik- og historieinteresserede læser, og den vil bestemt også pynte på alle gymnasiebibliotekers hylder, hvor både SRP og SO-skrivere og deres lærere kan finde inspiration til brugen af rockens lyrik og udtryksformer til både opgaveskrivning og i den daglige historieundervisning som andet og mere end blot et ligegyldigt lydtape
