Af 
Det gode forlag Frydenlund har valgt at udgive anden udgave af David Janos, ”Israel 1948–2025”. Bogen er kronologisk opbygget og starter med Theodor Herzls reaktion på Dreyfus-sagen og på de russiske pogromer i sidste del af 1800-tallet. Hovedparten af kapitlerne handler om perioden fra Israels oprettelse i 1948 til i dag. Perioden frem til 1973 og Yom Kippur-krigen har et entydigt fokus på Israels krige og konflikter med nabolandene. Behandlingen af perioden efter 1973 og frem til 2025 fortsætter dette fokus, men suppleres med en hel del faktabokse, der dels handler om andre israelske forhold som værnepligt, etnisk diversitet blandt jøder, Kibbutzer mv., og dels portrætterer israelske politikere.
Der er tale om 2. udgave af bogen, så hvad er nyt? Man har valgt at sløjfe arbejdsspørgsmål og perspektiveringsopgaver, som afsluttede de enkelte kapitler i førsteudgaven. Der er også foretaget visse ændringer omkring illustrationer og fotografier, og begivenheder fra de sidste 10 års udvikling er inkorporeret i nogle af de enkelte kapitler. På den måde har bogen ikke ændret sit hovedindhold i forhold til førsteudgaven.
Israel – Mellemøsten-konflikten er en klassiker inden for gymnasiets historiefag. Det er et emne, som rigtig mange historielærere tager op (i modsætning til mange samfundsfagslærere, der med en vis ret argumenterer med, at emnets kompleksitet og dynamik gør det svært at inddrage i eksamenspensummet). Derfor er der også inden for historiefagets gymnasielærebogslitteratur skrevet mange afsnit i — og hele lærebøger om emnet i tidens løb. Historiefaget har på den baggrund en vigtig opgave med at formidle så værdifrit som muligt om dette brændpunkt i verden. Det er noget mange kollegaer tilstræber, men har mange gange haft svært ved at gennemføre på grund af egne og elevernes følelser og holdninger. Det er derfor vigtigt at have en god grundbog/temabog at referere til. Hvorvidt denne bog lever op til den fordring, afhænger ganske enkelt af, hvem man spørger. På min skole har vi et par klassesæt af førsteudgaven, og meningerne er delte om, hvorvidt bogen har en bias. Er for eksempel udsagnet s. 42–43 om, at FN-resolution 242 ikke effektueres på grund af nabolandenes modvillighed overfor direkte forhandlinger med Israel hele den sandhed, som vi gerne vil lære eleverne? Jeg foretrækker selv at lægge vægten på at belyse hele det historiske emne gennem kildemateriale. Israel 1948–2025s kildemateriale er lagt på forlagets hjemmeside (https://www.his2rie.dk/kildetekster/israel-1948–2025/). Desværre virker alle links ikke, mens andre sender brugeren videre til fx folkedrab.dk, Yale Law school og andre engelsksprogede hjemmesider. Det er noget af en mundfuld, selv for almindelige 3.g elever i det timefattige historiefag. Det virker ikke didaktisk gennemtænkt for nu at sige det pænt.
Deres anmelder sad efter at have læst bogen færdig tilbage med skuffelsen over den i mine øjne uhensigtsmæssige disponering af bogen. Titlen ”Israel 1948–2025” indikerer en gennemgang af landets historie og ikke kun en krigs- og konflikthistorie suppleret med kortfattede facts om andre emner. Man savner en overordnet forståelse (en ”rød tråd”) af drivkræfterne bag udviklingen i det israelske samfund. Hvordan etablerede og ændrede dette semi-socialistiske samfund, født af erfaringerne fra flere tusind års forfølgelse og gentagende massemord, sig til et splittet, højreradikalt og kapitalistisk samfund under ledelse af en dybt kompromitteret ministerpræsident? Det var selvfølgelig en løbende proces, men i bogen forklares det kortfattet via et par faktabokse hen mod bogens slutning med regeringsskifter som følge af ændringer i befolkningssammensætningen. Dertil kommer, at Israels altafgørende forhold til USA først dukker op på de sidste 4 sider. En anden side af denne mangel på dispositionsmæssig omtanke afspejles i relativt lange intro-tekster til hvert af de 9 kapitler, hvilket selvfølgelig fører til unødvendige gentagelser i kapitlernes hovedtekst. Der er enkelte steder kludder i selve teksten (f.eks. s. 54) på den måde, at man stort set læser den samme tekst to gange. Det er noget sjusk og en forringelse i forhold til 1. udgaven. Man kan også spørge, hvorfor man både har faktabokse med politikerportrætter og et afsnit, hvor de samme politikere optræder i et ”Hvem er hvem” tillæg bagerst i bogen? Det virker som en mærkelig prioritering af pladsen, ligesom det at eleverne åbenbart skal vide, at M. Begin de sidste 10 år af sit liv gik alene rundt i sin lejlighed iført joggingtøj.
Heldigvis er ”Israel 1948–2025” ikke en bog med et generelt set dårligt indhold eller (i min optik) en tydelig bias. Bogen har brugbare kapitler, der kan inddrages til belysning af særlige perioder af Israels sikkerhedspolitiske historie i et Mellemøstenforløb, men jeg vil ikke anbefale den som grundbog i sådan et forløb. Dertil er den ikke tilstrækkelig ”skåret” i forhold til gymnasiets undervisningsmæssige hverdag.
