Af 
Det forekommer nærliggende at markere 100 året for den spanske syge med en bog, og med udbruddet af COVID-19 er historiske epidemier jo mere aktuelle end nogensinde. Efter forfatterens mening har den spanske syge desuden slet ikke fået den plads i historien der tilkommer den, og navnlig har han ønsket at ”give stemme til de danske, som var øjenvidner til katastrofen” (s. 10). Det er klart at disse stemmer er det vigtigste for forfatteren, ikke tal og statistikker.
Der er gået et solidt arbejde forud med at finde stemmerne, og selv om forfatteren ikke har brugt præcise henvisninger ”for ikke at forstyrre læseren unødigt”, er man sjældent i tvivl om hvor indholdet stammer fra. For hvert kapitel er det anført hvilke kilder det hovedsagelig bygger på, og desuden er der mange citater hvor ophavsmanden er nævnt i teksten. Der er også en omfattende kildeliste til sidst i bogen.
Bogen består af mange, små kapitler, hver især bygget op som en avisartikel – naturligt for en forfatter der er journalist. Det gør bogen let at læse, man kan tage den op og lægge den fra sig igen uden at miste noget af sammenhængen. De korte kapitler gør så at længere fremstillinger af begivenhedsforløb bliver delt op i flere kapitler der ikke nødvendigvis står i forlængelse af hinanden.
Bogens primære indhold er øjenvidneskildringerne. Der er også mere ”neutrale” fremstillinger af epidemiens forløb og foranstaltningerne mod den, men det er helt klart ”stemmerne” der er det bærende element. Stemmerne taler om personlige tragedier, med navne og baggrund. Det gør bogen medrivende og underholdende, men unægtelig vanskelig at anvende i undervisningssammenhæng. Overvægten af dramatiske og tragiske sygdomsforløb kan også let give et fortegnet billede af sygdommens dødelighed. Forfatteren har ikke vovet sig frem med tal for hvor stor en del af de smittede der rent faktisk døde af sygdommen. I en anden bog om samme emne, også fra 2018, anføres et tal på ca. 2 % (Hans Trier: Angst og engle). Det er nok væsentlig lavere end man ville have gættet på efter læsningen af Heisz’s bog.
Hvis man leder efter tal og statistikker, kan man finde ganske mange i Triers bog. Der er blandt andet en særdeles tankevækkende tabel der viser den samlede dødelighed i Danmark i årene 1916–20. Den spanske syge, som Heisz udnævner til ”historiens mest dødbringende epidemi”, får ikke den samlede dødelighed til at stige nævneværdigt i de kritiske år 1918 og 1919. I hele perioden ligger dødeligheden stabilt på lidt under 40.000 pr år. Det må så betyde at andre sygdomme ”gav plads” til de 12–15.000 der menes at være døde af den spanske syge i løbet af de to år. Normalt har man betragtet den spanske syge som en ”demokratisk” epidemi, der ikke gjorde forskel på rig og fattig, sund og rask, men måske har den alligevel mest haft bud efter dem der på en eller anden måde var svagest og ellers ville være bukket under for andre sygdomme.
