Af 
Præst, skribent og folketingspolitiker Jesper Langballes (1939–2014) essays med en religiøs og åndelig diskurs om bl.a. religiøse filosoffer, troens betydning i forhold til dansk identitet og Grundtvigs betydning i det 21. århundrede.
Denne store bog, hvis eneste billede er forsidens af forfatteren, udtrykker holdningen i den retning indenfor dansk protestantisme, som efter sit tidsskrift kaldes ”Tidehverv”. De tyve essays har stået i dette tidsskrift. Monica Papazu har skrevet forordet. Hun lægger vægt på Jesper Langballes evne til at lytte, at han tog de store spørgsmål om menneskelivet op i sine essays. En engageret tænker med en konservativ livsforståelse fortæller om sin åndelige arv i opgør med andre opfattelser. Jeg ville nok ikke bruge ordet ”subtil” om Langballes fortolkning af litteratur, snarere et stærkt korrektiv til mange ensidigheder i hans samtid. Udgivernes anliggende er Danmarks historie og dansk kultur, som det også er i Langballes enkelte essays, deres anliggende er også at give et indblik i tidsskriftet Tidehverv, også som et arbejdsfællesskab.
Langballe, der levede fra 1939 til 2014, var kendt som en klar og skarp tv-anmelder i Jyllandsposten, kritiker af radikalisme og socialisme. Ret sent i sit liv blev han et markant medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Langballe er debattør og polemiker. Han markerer sit standpunkt, fremfører sine grunde.
Kampen mod kommunismen og mod islamisk dominans er fremtrædende. Når det gjaldt Danmarks selvstændighed, forholdet mellem Dannmark og EF/EU, var Langballe lodret uenig med borgerlige politiske skikkelser som Poul Schlüter og Uffe Ellemann Jensen, mens han havde kampen mod kommunisme og socialisme tilfælles med dem.
Hvilket syn på kristendom, på historie, på konservatisme udtrykkes her?
Teologisk har retningen og bogen en grundlæggende afstandtagen til Indre Mission, men også til andre retninger i Folkekirken. Langballe er kritisk over for Folkekirkens nuværende tilstand: Den er blevet ”en jungle af bureaukrati”, og med et kirkeministerium, der optræder som kommandocentral (note 1 — se nederst anmeldelsen, fremefter som n1, n2 mv.). Bogen udtrykker også en national konservatisme. Langballe har givet udtryk for sin teologiske opfattelse i en kort udtalelse, der ikke er med i bogen, men giver et vigtigt bidrag til forståelsen af den. Han siger, at de enkelte bøger i Bibelen skal læses i deres helhed, sammenhængen er vigtig; ”budskabet hører hjemme i en sammenhæng om, at kristendommen er både lov og evangelium: at vi med loven er sat i en jordisk sammenhæng, men at evangeliet gør alt nyt”. Bibelen rummer Guds ord, samtidig med at den er skrevet af mennesker. Langballe nedtoner et stykke af vejen Bibelen; når han ikke er præst, læser han ikke i den hver dag; og han kalder salmebogen med Folkekirkens første og anden tekstrække ”en mere folkelig bibel med større kristelig betydning for de fleste, også mig selv”. At salmebogen leder gennem kirkeåret og dermed rummer helheden. (n2)
Denne nedtoning af Bibelens betydning danner et tydeligt skel mellem Langballe og de to private forskningsinstitutioner Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet, der har deres udgangspunkt i vækkelsesbevægelserne Luthersk Mission og Indre Mission. Forkærligheden for salmebogen hænger derimod sammen med hans nationale holdning. Om Lov og Ansvar gælder det, at Bibelen er der, men temmelig begrænset. S. 458 træder den (med lille b) frem i Langballes fortolkning af Blichers En landsbydegns Dagbog, der sættes i forhold til aktuelle emner. Det er en af Bibelens Psalmer, hvis ord Langballe betegner som ”storladne og realistiske”.
I oktober 2002 indgik et flertal i folketinget bestående af bl.a. Venstre og Socialdemokratiet forlig om en universitetslov, der afskaffede det traditionsrige konsistorium og erstattede det med en bestyrelse, hvis flertal blev hentet udenfor universitetet. Det var dette konsistorium, hvis rolle den konservative teolog Henrik Scharling havde kæmpet for o. 1900, som et værn for universitetets selvstyre mod en stærk stat (n3). Universitetsloven trådte i kraft 1.7.2003 (n4). Jesper Langballe var stærkt engageret i denne sag: Han kaldte loven et brud ”med 500 års dansk tradition, jeg kunne sige europæisk tradition for forskningsfrihed, for åndsfrihed”. Han mente ikke, at viden og forskning kunne eller burde produceres på bestilling (n5). Hans udsagn peger på, at historien virkelig betød noget i hans tankegang, at tradition virkelig fandtes for ham, at der for ham eksisterede noget, der hedder ånd. Modsat viser hans stillingtagen, at hans kritiske holdning til de venstreorienterede intellektuelle ikke betød, at han var universitetsfjendtlig. Tværtimod. Det må beklages, at denne sag og denne holdning ikke er omtalt i Lov og Ansvar.
Historien vejer tungt i hans livsopfattelse. Dette kommer til udtryk i hele bogen: ”Journalistik er efter min mening døgnets historieskrivning”, skrev journalisten Langballe, der tilføjede, at pressen selv er historie. At hans egen skitse af dansk presses historie på samme side er historisk problematisk, er en anden sag (n6).
På en særlig måde kommer historiens betydning frem i det essay, som bærer titlen ”Dansk Identitet”, hvor Langballe går ind på Dansk Identitetshistorie 1–4 (1991–92). Denne udkom på et tidspunkt, da den kommunistiske østblok og Sovjetunionen var i opløsning, mens forholdet mellem nationalstaterne og EF/EU tilsvarende var aktuelt. Her havde en række danske akademikere med faghistorikeren Ole Feldbæk i spidsen taget dette emne op, efter at det nationale i betydelig grad havde været nedtonet siden ca. 1960, og der kom efterfølgende en række indlæg om national identitet. Langballes essay udkom oktober-november 1991; det er skrevet af et menneske uden tilknytning til et universitet, men med bevidsthed om universitetet. Hans standpunkt var, at de uafhængige nationalstater var forudsætninger for demokratiet, og han støttede varmt balternes sag. Han foretrækker udtrykket ”danskhedens kulturelle særpræg” fremfor ”dansk identitet”, der for ham er et ”varemærke”, altså koldt, abstrakt. Langballe interesserer sig for, hvordan værket er blevet til og skriver herom: ”Et forskningshold på ti mand skulle på halvandet år (!) kortlægge den danske identitets historie”, og han stiller heroverfor: ”Dengang da historieskrivning var et levende udtryk for folkets eksistens og dåd, havde den som sit første formål at befæste dansk identitet – eller som det dengang hed i skolefagets formålsbestemmelse: at vække fædrelandskærlighed. Gennem sit folks historie lærte man, hvem man er – ikke ved at undersøge sig selv.
I sin kamp med ordet ”identitet” skriver Langballe en passage, som er (endnu) mere aktuel idag, end da den blev skrevet: ”Det er nok sandt, når Ole Feldbæk (imellem al den snak om socialgrupper og økonomiske grupper) nævner kønnet som identitetsbestemmende. Men det er kønnet vel at mærke ikke sådan, at kvindens identitet hentes fra hendes placering i gruppen ”kvinder”. Den bliver til i mødet med manden, ganske som mandens bliver til i mødet med kvinden. Den bliver kort sagt til i forholdet, der forholder sig til sig selv ved menneskets etisk bestemte overtagelse af forbundetheden med sin elskede, sin familie og sit folk. Eller i det etisk bestemte afkald, som giver det hele igen. Thi nok er kvindens møde med manden – som elskov – natur, ligesom danskheden i sig selv er en naturlig væren til i sit eget. Men identitet er det først, hvor forholdet bliver til Ånd ved at være under fordring.” Og han siger, at identitet principielt er noget andet end bevidsthed. Noget stiltiende forudsat, der først fik mæle, når det blev truet. Her gælder det den nationale identitet. Fordringen er vigtig i Langballes tankegang, og det vil sige, at der er noget, der forpligter, her altså fædrelandet. Hans brug af ordet bærer præg af, at han ikke behøver forklare det for Tidehvervs kreds.
Grundlæggende mener Langballe, at der er for megen unionstænkning i værket; den nationale bevidsthed kan ikke reduceres til et ”fænomen”: ”Ole Feldbæk og hans forskergruppe har fra begyndelsen hældet til den moderne ’nationalismeforskning’ (ja, det hedder det virkelig) med dens tro på, at national identitet er noget, de europæiske nationer opfandt sidst i det attende århundrede…” Han gør interessant opmærksom på, at planen for værket blev ændret, så dets begyndelse blev skubbet tilbage til Reformationen, og at ”de to hovedfremstillinger af Harald Ilsøe og Ole Feldbæk standser spørgende op over for det, de ikke forstår. Og så indeholder disse afhandlinger faktisk en saglig levende og loyal fortælling om danskhedens historiske bevægelse, der tyder på, at forfatterne er langt mere forbundne med emnet, end de måske ved af eller tør sige højt i deres konklusioner.” Måske kendte Langballe ikke historikeren Johannes Steenstrup, men denne udtalte, at det er vigtigt for en historiker at kunne ”studse” (n7). Og studse gør man, når man standser spørgende op overfor det, man ikke forstår. Langballe udtaler, at Reformationens betydning slet ikke er omtalt. Og desuden at ”den moderne historikertale om ’magtens mænd’ eller ’magthaverne’ synes at bygge på en nutidig og tilbagedateret forestilling om et særligt interessemiljø, der stod overfor folket som en defineret alternativ størrelse. Det er den moderne idé om folkesuveræniteten, der spøger i historikernes egen bevidsthed i denne anakronisme.”
Hans eget modstykke til udgangspunktet for Dansk Identitetshistorie er ”den korporative personlighed”; udtrykket er i sig selv en oversættelse af ”corporate” på engelsk. Man kan her overveje, om fremmedordet er uheldigt på dansk, da det kan få læseren til at tænke på det fascistiske Italien. Men Langballe har udtrykket fra engelsk eksegese af Det gamle Testamente. Langballe ser kongen i Middelalderen som en verdslig ”personlighed, som folket har berettet om og identificeret sig med”. Og denne tanke sætter han op imod den radikale historiker Erik Arup, der ”med sit ideologisk bestemte had til alt, hvad der hedder konger og nationalfølelse siger, at de holstenske grevers tid var en god tid for riget. Der var jo nemlig ikke noget rige.” Langballe peger på Saxo og Klagedigtet 1329 som udtryk for bevidsthed om identiteten i Middelalderen. For Langballe hænger Reformationen og nationalstaten klart sammen; han betegner Ole Feldbæks fremstilling af forløbet frem til Loven om Indfødsretten 1776 som loyal og oplysende, men beklager, at han ikke gør mere ud af Johannes Ewalds ”Ode over Indføds-Retten”. Han beklager, at forskerne ikke blev gjort opmærksom på Middelalderen. (n8)
Middelalderhistorikeren Anders Leegaard Knudsen gjorde i 2000 situationen sådan op, at Feldbæk havde givet et tøvende ja som svar på spørgsmålet ”Fandtes der en dansk identitet i middelalderen?” samt at bidragene fra 1990’erne viste det berettigede i at tale om en sådan identitet (n9). Adam Wagner, også faghistoriker, har siden i bogen Danskhed i Middelalderen taget emnets tilstedeværelse i historieskrivningen i Danmark i Middelalderen op til grundig behandling og sandsynliggjort, at Saxo med sin nationale bevidsthed udtrykker en almindelig opfattelse (n10). Og den posthumt udgivne bog National identitet i Snorre Sturlasons Heimskringla af den tidligt afdøde Arild Hald Kierkegaard vender sig mod en modernistisk påstand om, at national bevidsthed, fædrelandskærlighed er en moderne konstruktion (n11). Disse tre vigtige indlæg angår alle Middelalderen, og betegner indirekte faghistoriske svar på Langballes opråb; det principielle ved Middelalderen i denne sammenhæng er, at vi med skriftlige kilder bliver i stand til at påvise, at særpræg og bevidsthed om denne ikke er sene konstruktioner.
For Langballe er historien ikke et fag, men en virkelighed og en holdning. Som teolog og som kulturskribent uden for historiefaget sætter han et historiografisk fænomen i en interessant belysning. En historisk smutter findes s. 585, hvor der står Christian VIII, men skulle have stået Chr. IX. Her må jeg desuden gøre den bemærkning, at det ikke er nok at betegne de nationalliberale som ”den snobbede, intellektuelle københavnske dannelse”; også de repræsenterer dansk kultur, bevidsthed om dansk historie, også de stod i deres egen nutids kamp, Carl Ploug f.eks.
Findes nogen direkte udmelding om troen på Den treenige Gud? Kristus omtales, dog ikke mange gange og ikke i registret. S. 12 hedder det, at ”præsten er ingen kristusskikkelse, men han er Kristus selv i den eneste skikkelse, hvori Kristus møder et menneske: i næsten. I næstens lidelse.” Kristi lidelser gør den dømte retfærdig. Dette er et markant udsagn. I samme sammenhæng, Blicher og dennes forfatterskab, udtaler Langballe, at den gudløse verden ved sin gudløshed viser hen til Kristus, og den skabte verden kun er dér, ”hvor fuldkommelsen i Kristus er sket fyldest” (s. 24). Kristendommen træder frem som de ufuldkomnes religion. Langballe virker stærkt interesseret i evangelisten Johannes, så meget at hans indlevelse tager form af en slags fiktion med temaet selvvidnesbyrd. Langballe ser det fjerde evangelium som en form for prædiken. Der er et spil mellem skrift og læser, en ”dobbelthed” (s. 194): ”Det betød blandt andet, at når skriftets ord havde åbenbaret Kristus, så havde det samtidigt været forkynderens selv-åbenbaring.” Langballe kalder Jesu lignelse om den fortabte søn ”en ny skabelsesberetning”, som Kristus fortæller. Han viser forbindelse mellem, hvad Kristus siger, og hvad profeten Mika havde sagt (s. 434f.). Han siger, at ”ved Kristus er gudspagten – den nye pagt i Himlen – skilt fra alle jordiske pagter” (s. 432). Han udtaler, at kirken som en del af en velfærdsstat, hvor præsterne for løns og pensions skyld må skele til materielle hensyn, ”er ganske uforeneligt med Kristi kirke”. I den sammenhæng taler han om ”folkekirkens fortvivlede situation” og om ”funktionærpræster” (s. 572f.). Ret beset er det en meget alvorlig indvending, der her rettes mod den Folkekirke, som Langballe ellers støtter. Kristus omtales altså direkte i et vist omfang i bogen.
Steen St. Blicher er den af 1800-tallets danske forfattere, som Langballe har skrevet mest om. Grundtvig og Kierkegaard har han ikke skrevet så meget om, men han knytter sig stærkt til dem i sine udsagn i denne samling. De præger hans syn på 1800-tallet, og tilknytningen til disse tre skikkelser er ledsaget af en tilsvarende uvilje mod store kirkelige konservative skikkelser som Mynster og Martensen. Langballe citerer Grundtvig meget, fremfor alt i nationalitetens sammenhæng, men der findes også en kort og markant kritik af Grundtvig, som nok især skyldes Langballes uenighed med grundtvigianerne. Langballe ser en svaghed ved Grundtvigs tro på folkeånd og folkefrihed, på kærlighedens gennemslagskraft, som får Grundtvig til at være imod tvungen soldatertjeneste. Herimod understreger Langballe lovens nødvendighed. Kristi kærlighed og fædrelandskærlighed flyder sammen for Grundtvig. Og Langballe udtaler: ”Denne sværmeriske side af Grundtvig blev grundtvigianernes arv”, som fik ”skæbnesvangre konsekvenser for Danmark” (s. 585f.).
Langballes nationale bevidsthed hænger sammen med en opmærksomhed på det udenomsnationale, en dobbelt opmærksomhed som han har tilfælles med de konservative kulturpersonligheder i sidste tredjedel af 1800-tallet, skønt han ikke omtaler det og ikke virker bevidst om ligheden. Hans konservative holdning trækker på skikkelser som Edmund Burke og Ronald Reagan. Begge disse var praktiske politikere, Burke tillige forfatter til det betydningsfulde eksempel på konservativ modstand Tanker om den franske Revolution, som først blev oversat til dansk i 1987 og netop i Tidehvervs regi. Trods Langballes stærke afstandtagen fra Den romersk-katolske Kirke er han varmt begejstret for Reagan, der var katolik. Langballes verden går ud fra familie, hjemstavn og Danmark, men hans syn på Danmark og verden har også inspiration udefra. Det ses af Burkes og Reagans fremtrædende plads. Derimod omtaler han ikke franskmanden Chateaubriand og russeren Berdjajev, som oplevede hver sin forfærdelige revolution i deres eget land og på hver deres måde tog et opgør med den. Langballe havde godt kunnet kende Christian Gottliebs disputats om Berdjajev, men ikke den senere oversættelse (n12). Heller ikke de franske konservative de Maistre og Bonald nævnes. Græske kirkefædre omtales ikke, ej heller den blandt lutherske teologer ellers så værdsatte latinske kirkefader Augustin.
Men han går ind på russerne Dostojevskij fra 1800-tallet og Solsjenitsyn fra 1900-tallet, fra Sovjettiden. Hvordan omtaler han dem? Der er tre henvisninger med citater fra Dostojevskij; den længste s. 113–6. Den står i et essay om historien og ansvaret og med den Bibelske titel ”Stentavlerne og Guldkalven”. Raskolnikov er romanen, der henvises til. Drabsmanden er en nihilist, et teoretisk overmenneske, som mener, at han kan tillade sig at slå en anden ihjel for almenhedens vel. Men loven, den indre og den ydre, forfølger ham. Nihilismen er en kristendom uden Gud. Det påfaldende er, at Langballe gør pietisme og nihilisme til parallelle størrelser; dvs. det er ikke påfaldende i forhold til Langballes gennemgående holdning, men det virker som et fremmedelement i forhold til Dostojevskij, i hvert fald begrundes det ikke, at det er relevant for ham. Dostojevskij holder på straffen af hensyn til forbryderen. ”Uden lov intet evangelium” skriver Langballe, og han fortsætter, at man har forpagtet gamle ord som anger og bod til pietismen. Langballe citerer ved en senere lejlighed Dostojevskij for at bebrejde sin tids akademiske ungdom, at den vil belære folket uden at kende dets tro og øvrige livsgrundlag. Dostojevskij er modstander af den store abstrakte al-menneskelighed, og det samme er Langballe. Modsætningsvis hævder Langballe retten til danskhed. Solsjenitsyn har fem indgange i bogen. Langballe nævner de nye filosoffer i Frankrig, og udgivernes note omtaler, at de var påvirkede af Solsjenitsyns Gulag. Hélene Carriere d’Encausse er georgisk født og grundlæggende på linje med Solsjenitsyn. Begge lægger ligesom Langballe vægt på nationernes betydning. Langballe udtaler, at Solsjenitsyn har ret i at kritisere partidemokratier, i hvilke partierne er et mål i sig selv. I forbindelse med Blichers Landsbydegns Dagbog citeres et digt af Solsjenitsyn, skrevet i Gulag. ”Selv den faldnes skridt har du ledet!” og i den efterfølgende udvikling kommer vi frem til den kristnes håb. Solsjenitsyn kommer altså kortfattet frem, ingen længere passage.
Det stærke tema ”Viljens Frihed” hos Henrik Scharling og andre af 1800-tallets åndelige konservative, nævnes hos Langballe. Her hedder det s. 68 i essayet ”Historiens Prædiken”: ”Niels Ebbensens død er som tusinder af danskes kamp for friheden den frie viljes protest mod talen om en skæbnebestemt historisk nødvendighed, en idé, der vil overordne sig historien og derfor ikke respekterer grænser mellem mennesker og folk. Når historien er åbenbaret som min historie, så er jeg som historisk menneske sat i frihed til at handle i historien, og ingen mangt kan begrænse denne frihed. Den frie viljes suverænitet i historien er netop betinget af, at viljen er sat i frihed af Gud. Forudsætningen for viljens frihed i historien er viljens trælbundethed over for Gud” Trælbundethed er et Luthercitat. Mange sider senere (s. 553f.) og i et andet essay går Langballe nærmere ind på Luthers opfattelse, kalder ligefrem Om den trælbundne Vilje for ”Luthers hovedskrift”. Her siger han: ”Thi kristendommen siger til mennesket: ’Du skal!’ – Du skal, hvad du ikke kan, fordi du ikke vil, det gør Gud selv muligt ved den tro, som hans ord skaber i dig, Den tro, som gjorde, at Abel bragte Gud et bedre offer end Kain.” Den pligt til modstand, til at kæmpe, det ansvar, der udtrykt og i hele Langballes måde at skrive på er så fremtrædende, må forudsætte muligheden af et valg, af en viljesbeslutning. Hans udtryk om forholdet mellem natur, Ånd og fordring ovenfor må pege i samme retning. Ellers sejrer determinismen, ellers flyder man med strømmen af moder og meninger, ellers er man værgeløs over for omgivelsernes tryk. Så bliver mennesket et hjul i en maskine. I Langballes liv, forfatterskab og virke som åndspersonlighed må der være et stærkt element, der modsætter sig en sådan determinisme, og som det ses, har han taget Viljens Frihed op som tema. Men hans stærke Lutherske overbevisning og et vist aftryk af naturalisme, som har forbindelse med hans fremtrædende sympati for Otto Møller og Jakob Knudsen, har hindret ham i at udvikle det. Det ville have været interessant og givende, hvis Langballe havde villet gå ind på Martensens og Scharlings tanker om viljens frihed (n13). Han ville da have opdaget, at han havde modstanden mod nødvendighedstankegangen, determinismen til fælles med dem. Også Tidehvervsbevægelsens fremtrædende uvilje mod 1800-tallets store romantiske bevægelse slår her igennem.
I essayet ”At være Bevæget” fra 1998 tager Jesper Langballe delvist et opgør med naturalismen. I udgangspunktet mener han, at naturalismen har været en nødvendig ”opbrudskatalysator”, at den har været medicin mod ”både kristeligt og nationalt programrytteri”. Hertil er straks at sige, at et sådant programrytteri finder man ikke hos de kirkelige konservative, Mynster, Martensen og Scharling. Derimod nok hos grundtvigianerne og naturalisterne, ja vel ret beset også hos Grundtvig og Kierkegaard, som Langballe sætter så højt. Men Langballe holder sin skude nær ved digteren Jakob Knudsen, som i en roman lader en person bruge udtrykket ”vi maa krydse os frem mod den kristelige Fuldkommenhed, med store Slag, saa store, at faar hele Naturalismen med ombord”. Dog uden at tilbede naturen. Langballe tager vejen til Jakob Knudsens standpunkt over Drachmanns evighedslængsel. Også Harald Nielsen er en omvej, Langballe har set som nødvendig, og ad hvilken han endelig får sagt, at kristendommen ikke alene er et handlingsgrundlag, men det hinsides er en afgørende forudsætning. Himmelen, evigheden, er afgørende for den jordiske virkelighed. Herudfra hævder han, at ”Guds forsyns handlen med mennesket altid kommer menneskets handlen i forkøbet og selv sætter mennesket i bevægelse – giver det skæbne.” (n14)
Findes håbet hos Langballe? S. 64 omtales Kristi død, men hvor bliver Kristi Opstandelse af? Liturgien virker meget lidt fremtrædende. Langballe mener åbenbart ikke, at Kristus møder mennesket i den; og det er i så fald karakteristisk for den form for protestantismen, som han repræsenterer. Kirkefædrene er der som nævnt heller ikke. Kristen etik? Ud fra dette kan man sige, at det egentligt kristne fylder meget lidt, at man får det indtryk, at det kristne liv egentlig ikke eksisterer for ham.
I forhold til en kristen konservatisme er store og vigtige temaer ikke tilstede, men det Langballe har med, fremfører han med styrke. Jeg savner sans for traditionens rigdom.
Hvem er nævnt og hvem ikke? Blicher, Grundtvig og Kierkegaard er nævnt, som omtalt. Han omtaler hverken Johannes Steenstrup eller Julius Paludan, begge konservative videnskabsmænd, som det ville have været interessant at se hans omtale af. Teologen Henrik Scharling heller ikke. En ganske anden type, Indre Missions stifter Vilhelm Beck heller ikke, og han var dog nationalt sindet ved siden af at være stor vækkelsesprædikant. Kaj Munk omtales slet ikke i bogen, heller ikke s. 60, hvor der er tale om Besættelsen og Niels Ebbesen. Jeg studser over, at Langballe slet ikke har noget at sige om danskeren og præsten, der talte tyskerne lige imod, og som gav sit liv for at kunne gøre det, og som skrev om Niels Ebbesen. S. 78 bruger Langballe udtrykket ”kirkelighedens beroligelse af folket under besættelsen”. Men en sådan deltog Kaj Munk netop ikke i. Men det er karakteristisk for Tidehverv, at man ikke ønsker at beskæftige sig med Munk.
Hvad er Langballes forhold til det danske sprog? Forholdsvis omfattende. I mange tilfælde er hans sprog ret abstrakt med mange fremmedord. Fra tid til anden springer et udtryk på latin frem. Men han har også en glæde ved at citere på vers. Også talesprogsagtige udtryk.
Langballe vil undersøge præmisserne og s. 36ff., i hans essay om pressen, handler det om subjektiviteten. Han citerer Kierkegaard, men skriver også, at Kierkegaard ikke ønskede nogen ny lovmæssighed, som skulle konkurrere med objektiviteten. Men Langballe bebrejder subjektivismen, at den ikke anerkender nogen sandhed ”uden for mennesket, som derfor er sin egen skaber”. Sagens kerne er, at subjektivismen er i direkte modstrid med den kristne tro. Gud har valgt at åbenbare sig i subjektiviteten. Langballe er modstander af ensidig interesse for kommunikationen selv. Men han ser det subjektive sådan, at ”Ansvaret er den enkeltes eget.” Og dette ansvar hænger sammen med den enkeltes plads i historien. Den subjektivistiske historieskriver – og det er kirkehistorikeren P.G. Lindhardt, der nævnes som eksempel – kan ikke føre nogen dialog med historien: ”For ham er historien død fortid, ligegyldigt samtalestof, som han kan fortolke som det passer ham, det døde ler, som han selv skal give form og indblæse liv med sit engagement, sin subjektivitet eller sin ideologi, så historien bliver nyttig og værd at beskæftige sig med.”
Lov og Ansvar er en tyk og indholdsrig bog. En nationalt konservativ holdning som udarbejdes i et stadigt arbejde med kristen teologi i Tidehvervs særlige udformning er den større tankegang, bogen repræsenterer, og dokumentationen af den er bogens centrale bidrag. Bogens tekster har interesse både i forhold til Langballes levetids historie og i forhold til kristendomsopfattelse indenfor Folkekirken i samme periode. Bogen har historiografiske perspektiver. Historieopfattelse i mere omfattende forstand end den rent faghistoriske bør også interessere faghistorikere; ellers lukker de sig inde i et glasbur.
Begrænsningen viser sig f.eks. i den negative holdning til Mynster og Martensen. Vel også til Scharling, som han slet ikke nævner. Hvis han havde interesseret sig for dem, ville han have opdaget, at han havde ikke så lidt tilfælles med dem, og med en sådan erkendelse ville han ikke have været den, han blev. Han arbejdede både med teologi og som kulturkommentator. Det samme gjorde de, f. eks. Martensen i Den christelige Ethik. Det sidstnævnte springer mest i øjnene hos Langballe, men holdningen bunder i det første. Jesper Langballe var ikke intellektualist, men han var intellektuel. Hans holdning henviste ham til det konkrete, men når han argumenterede, kom det abstrakte til at fylde en del. Han har et ønske om grundig redegørelse, og i det tidsskrift, som han var knyttet til livet igennem, fik han mulighed for at udfolde den. Mange vil føle sig stødt af Langballes synspunkter og udtryksform, radikale, romerske katolikker og tilhængere af Indre Mission. Jeg må selv sige, at selv, hvor jeg er mest enig med ham, er jeg dog uenig. En bog hvori ordet er afgørende.
Jon A.P. Gissel, dr.phil.
n1) Lov og Ansvar s. 565.
n2) Thorstein Asbjørn Lauritsen: ”Åndløs jagt på Yndlingspassager” Kristeligt Dagblad 30.6.2008.
n3) H. Scharling: Konsistorium og den akademiske Lærerforsamling, København 1902.
n4) Dorthe Jørgensen: Aglaias Dans, Gylling 2008, s. 223. Hun er stærkt kritisk overfor loven, men nævner ikke Langballes standpunkt.
n5) Forskningsminister Helge Sander førte an i sagen. Se artiklen om ham af Rasmus Friis og Rasmus Buhl Kristensen i ”Uniavisen” 3 – 2021, s. 22–27. Her findes Langballe-citatet s. 26.
n6) Lov og Ansvar s. 31. Dels mangler der meget af vigtighed, dels virker den historiske rækkefølge uklar.
n7) Hertil Jon A.P. Gissel: Den indtrængende Forstaaelse, Gylling 2003, s. 245f., 345, 358–60.
n8) Lov og Ansvar s. 330–40.
n9) Anders Leegaard Knudsen: ”Interessen for den danske fortid omkring 1300” Historisk Tidsskrift 2000/1, s. 1–34. Han bruger også udtrykket ”nationalisme”.
n10) A. Wagner: Danskhed i Middelalderen, 2015. Se min anmeldelse i Replique nr. 8, 2015.
n11) Arild Hald Kierkegaard: National identitet i Snorre Sturlasons Heimskringla, 2018.
n12) Chr. Gottlieb: Dilemmas of Reaction, 2003 samt Nikolaj Berdjajev: Ulighedens Filosofi. Breve til mine uvenner i den sociale filosofi (1918 — 1923). Oversættelse, indledning og noter ved Christian Gottlieb. Tidsskriftet Fønix, 2017. Se min anmeldelse i Replique http://aarsskriftet-critique.dk/2019/11/berdjajev-jon-gissel-ulighedens-filosofi/
n13) Se kapitlet ”Viljens Frihed” i Jon A.P. Gissel: Konservatisme og Kulturkamp, Aarhus 2014, s. 286–99.
n14) Lov og Ansvar s. 536–8, 545f.
Forfatter(e)
