Af 
Tre erfarne undervisere har i denne overskuelige bog givet en fin vejledning og introduktion til, hvordan man skal arbejde med skriftlighed i historie i gymnasiet og HF. De kommer godt omkring de forskellige former for skriftlighed, og det vil være oplagt for de fleste undervisere at bruge dele af bogen.
Bogen indledes med et forord til læreren, hvor man kan danne sig et overblik over fagets skriftlige dimension med to illustrative modeller over skriveprocessen. Allerede her optræder det nye ord fra læreplanen ”at remediere”, der betyder noget med at formidle og bruge historie på mange forskellige måder.
I Kapitel 1 med titlen ”At lære historiefaget at kende” får eleven en solid introduktion til faget. Her er mange gode elementer som de fire ’spilleregler’, som man skal forsøge at leve op til, når man skriver historie indenfor den videnskabelige tradition. Det er også fint, at kildernes centrale rolle fremhæves, og hvorfor det er en rigtig dårlig idé at skrive af (plagiat). Sproget er sine steder svært med begreber som ’videnskabsfagets genstandsfelt’ (s.15), som jeg ikke tror den almindelige gymnasie/HF-elev forstår, hvad betyder.
Tættere på elevens verden kommer vi i næste kapitel ’At skrive for at lære historie’. Hvordan bruger man med udbytte hurtigskrivning, mindmap, noter hjemme og noter i timen? Og hvordan skal man få noget ud af en kilde? Her præsenterer forfatterne bl.a. et glimrende ’Skema til kildeanalyse’ s. 33, og yderligere hjælpes eleven med forskellige sproglige formuleringer, som hun eller han direkte kan bruge, når man skal formulere sig og skrive på den rigtige måde. At man også har aftrykt Orla Lehmanns Falstertale fra 1841 som eksempel forekommer mig lidt overflødigt, for enhver lærer vil nok have en relevant kilde, som kan bruges i stedet.
’At skrive klassiske skoleopgaver’ er den lidt kantede titel på kapitel tre, der grundigt gennemgår de forskellige krav og begreber, som typisk vil indgå i en opgave i historie som fx redegørelse, analyse og diskussion/vurdering. Her er virkelig mange nyttige elementer og råd, men det kan nok blive lidt overvældende for den almindelige elev, hvis han eller hun skal læse, forstå og bruge alt materialet. Jeg ville nok vælge nogle elementer ud og forklare det øvrige i en lidt kortere form. Men særlig fint er siderne, hvor det forklares, hvordan man skal ”søge og udvælge information/materiale med omtanke” (s.63–66). Her forklares, hvorfor det ikke er nok at google, og hvordan man skal være kildekritisk over for de ting, som man finder på nettet.
’At remediere’ er titlen på fjerde kapitel, og her præsenteres de mange forskellige måder, hvorpå man kan formidle historie. Der er gode vejledninger, eksempler og inspiration til at eleverne kan lave:
- Podcasts
- Lyd-og videofiler på sociale medier
- Infografik
- Tegneserier med meget materiale og inspiration
- Populærvidenskabelige artikler
- Andre journalistiske genrer som interview, reportage og kommentar
- Historie i sange og poesi som i Lars Lilholts Historiesangen
- Tidslinjer
- Leksikale opslag
- Blogs
Historie er et levende fag, og disse indgange til historie i mange forklædninger er med til at fjerne støvet og engagere eleverne i faget og dets virkelige mening.
I et meget kort femte kapitel gives nogle få råd til ’at gå til eksamen’, der jo også ligger et stykke fra bogens fokus.
Alt i alt håber jeg, at ”At skrive historie” vil blive flittigt brugt på skolerne. Historielæreren får med denne bog en solid, opdateret og mange steder meget inspirerende tilgang til den skriftlige del af faget – som er meget mere end opgaver!
Kapitel 6 er en ’Håndbog’, hvor forfatterne har samlet de gode råd til opgaveskrivningens formelle dele som indholdsfortegnelse, noter, litteraturliste m.m. På de to sidste sider får eleven en kort introduktion til anbefalede leksika, problematiske leksika, historiske fremstillinger samt tidsskrifter. Det undrer mig, at danmarkshistorien.dk ikke er nævnt, ligesom det er synd, at Wikipedia står som et problematisk leksikon. Engelsk Wikipedia er efter min erfaring et af de bedste og mest troværdige opslagsværker.
Bogen er hele vejen igennem forsynet med lidt mange øvelser, som den kyndige lærer kan plukke i. Bogen indeholder naturligvis indholdsfortegnelse og stikordsregister, men mærkeligt nok ikke nogen
litteraturliste. Til bogen hører en hjemmeside, der desværre ikke var klar, da disse linjer blev skrevet (12.
januar 2018).
Alt i alt håber jeg, at ”At skrive historie” vil blive flittigt brugt på skolerne. Historielæreren får med denne bog en solid, opdateret og mange steder meget inspirerende tilgang til den skriftlige del af faget – som er meget mere end opgaver!
