Af 
”Hvordan er vi havnet i en klimakrise? Hvordan har vores natur- og menneskesyn forandret sig over tid? Og hvordan har menneskets forhold til naturen haft en betydning for synet på klimaet fra midten af 1700-tallet til i dag?”
Sådan præsenterer Elisabeth Lollike Ørsted og Denise Lindegaard Nielsen rammen for deres bog Klimahistorie (Columbus 2024). Begrebet om den antropocæne tidsalder bliver strukturerende, idet den første af bogens tre dele omhandler industrialiseringen i England og Danmark. Kapitlerne finder en god balance mellem at være almene, så et kernebegreb som industrialisering ’dækkes’, og specifikke, så man som læser holdes fast ved den centrale problemstilling om nutidens klimakrise. Del to handler om skabelsen af forbrugssamfundet efter 2. verdenskrig, igen med både internationalt og dansk fokus. Dermed kommer bogen også omkring begreber som velfærdsstaten, amerikanisering og oliekrisen.
Del tre handler om perioden siden ca. 1980. Overordnet set behandler denne del i højere grad politiske og folkelige reaktioner på klimakrisen, hvor der måske kunne gives mere plads til en fortsættelse af den fortælling om krisens årsager, der fokuseres så skarpt på i de første to dele. Forbrugerismen efter 2. verdenskrig accelerer voldsomt fra slutningen af 1970’erne og frem som led i globaliseringen. Samtidig med at nutidens protestbevægelser, som bogen dækker flittigt, vidner om en fornyet bevidsthed om menneskehedens økologiske ansvar, har forbruget aldrig været større.
Bogens længste kapitel om ’Klima på den danske dagsorden’ handler om miljøpolitikken i Danmark fra 1980’erne og frem, og er væsentligt mere detaljeret end de andre kapitler. Årsagen til dette er ikke helt klar. Jeg synes i hvert fald, der er langt fra billedet af Poul Nyrup Rasmussen iført sin lille cykelhjelm, til bogens rammesættende spørgsmål: hvorfor befinder kloden sig i en klimakrise? I det forløb om klimahistorie, jeg bestemt gerne vil køre med afsæt i bogen, vil jeg nok flytte lidt vægt fra Nyrup og Thunberg over mod Amazon og Temu.
Helt unikt trækker Klimahistorie på en bred vifte af fagligheder. I tre kapitler om natursyn sættes menneskehedens forhold til naturen i både filosofisk, litterært og samfundsøkonomisk relief. Der er Aristoteles, Peter Singer, Adam Oehlenschläger, Halfdan Rasmussen, Gaia-teori og doughnut-økonomi. Ud over at binde hele fortællingen flot sammen, gør det også bogen ekstra værdifuld for elever, der ønsker at skrive opgave om klimakrisen.
Hver af bogens dele indledes med en ”Det skal du kunne”-boks og afrundes med en samling af mindst ti kilder. Kildematerialet spænder bredt og repræsenterer både optimister og skeptikere, i første omgang i forhold til den teknologiske og sociale udvikling og siden i forhold til de forskellige versioner af klima- og miljøkampen. Bogen indeholder ikke som sådan arbejdsspørgsmål eller kildeøvelser.
Bogen er virkelig vellykket, og jeg ser frem til at bruge den. Jeg synes selv, det tematiske forløb i historie kan være en svær størrelse, fordi nedslagene i forskellige perioder kræver et køligt overblik hos eleven, særligt i en prøvesituation. I Klimahistorie står den store sammenhæng knivskarpt mens de enkelte kapitler er tilpas kødfulde. Selvom man ved endt læsning måske foretrækker vegansk.
Andreas Muurholm
