Af (opdateret 4. maj 2016 med link til kronik af @heidifunder i Politiken.)
Fælles skrivelse fra Historielærerforeningen, Religionslærerforeningen for gymnasiet & HF og Klassikerforeningen (6. april 2016) :
Regeringen har i dag offentliggjort et gymnasieudspil, hvoraf det bl.a. fremgår, at fagene historie, oldtidskundskab og religion skal indgå i en særlig fagpakke, hvilket betyder at de tre fag skal tvinges ind i et ikke nærmere defineret permanent samarbejde og bl.a. dele eksamen.
På vegne af Historielærerforeningen, Klassikerforeningen og Religionslærerforeningen vil vi formænd gerne klart understrege, at vi ikke har noget imod samarbejde mellem fagene i rimeligt omfang, men at dette tvungne samarbejde vil svække fagligheden betydeligt i alle tre fag, og at en sådan spændetrøje både vil hæmme fagenes muligheder og begrænse elevernes indblik i fagene og dermed også give eleverne færre kompetencer end nu.
Vi tager derfor alle tre kraftigt afstand fra denne del af regeringens udspil. Alle tre fag er i dag selvstændige velfungerende fag, og vi stiller os uforstående over for forslaget, ikke mindst hvad angår den fælles eksamen.
Vi vil henlede opmærksomheden på tidligere uheldige fagsammenlægninger, som man i dag er gået væk fra, bl.a. Naturfag i valgfagsgymnasiet og Orientering i folkeskolen.
Venlig hilsen
David Kyng: Formand for Historielærerforeningen
Signe Elise Bro: Formand for Religionslærerforeningen
Rasmus Gottschalck: Formand for Klassikerforeningen
Forfatter(e)
Formand for foreningen fra 2013–17
Som gymnasielærer er jeg forfærdet over udspillets fuldstændige mangel på indsigt i fagenes særskilte betydning for vores fælles kultur, dannelse og identitet på den ene side og videnskabelige metoder på den anden side. Jeg frygter, det er Venstres manglende værdsættelse af kulturel kapital og enøjede fokus på økonomisk kapital, der giver udslag i et sådant udspil.
Jeg vil tillade mig at fremføre følgende tre pointer:
Hvis Venstre virkelig ønsker at gymnasiet (stx) skal lede frem mod universitetet, så bør man ikke lave en sammenlægning af tre grundlæggende forskellige fag til et misk-mask-fag, hvor det videnskabsteoretiske og metodiske går hen og fortaber sig i tågerne.
Derudover bevæger vi os som samfund nok i retning af en mere multietnolektisk sammensætning (i hvert i forhold til tidligere), de store flygtningestrømme taget i betragtning. Hvis vi forudsætter dette, så vil det da give vores kommende generationer et utroligt fattigt udgangspunkt for at forstå deres samfund, hvis de ikke kan lære om verdensreligionerne i en ikke-dogmatisk sammenhæng. Og ydermere fattigt hvis de ikke i historiefaget har lært om deres lands historie og udvikling, samt vores identitet og historie som europæere, hvilket oldtidskundskab jo bidrager væsentligt til. Skal fagene sammenlægges vil der uvægerligt ske en udvanding af de særskilte faglige mål.
Man kan spare sig selv fattig. Regeringen skal være varsom med ikke at spare så meget på den kulturelle kapital, at når man som dansker går en tur i den danske bøgeskov, så tænker man ikke på andet end hvad statsskovene kan give i indtjening, i stedet for også at have en bevidsthed om Napoleonskrigenes indflydelse på den danske nationalromantik og den betydning dette får for guldaldermalerierne med den grønne bøgeskov og Oehlenschlägers fædrelandssang ”Der er et yndigt land”. Det er nemlig medvirkende til en fælles identitet, som ikke kan gøres op i økonomi eller afsætning af studerende til erhvervslivet.
I hf har vi siden 2005 arbejdet i KS faget og det har efterhånden flere steder fundet en fornuftig form og vi har gang i at udvikle det.
Fpor hf betyder regeringsudspillet, at historie i KS skal reduceres til C‑niveau. Det er endnu et udslag af regeringens totale mange på forståelse af dannelsesfagene — også set i lyset af forslaget om at målrette hf til korte og mellemlange videre uddannelser.
Had er foreningens holdning til dette?
Lars Krogh
Thy/mors hf og VUC
Vi synes, at reduktionen af historie til C‑niveau på Hf er en katastrofe. Vi har i bestyrelsen lavet en udtalelse som bl.a. er sendt til ministeren og undervisningsordførerne. Jeg lægger den også op her på siden lige straks.
Mvh.
David
Regeringens gymnasieudspil kalder på stærk og overbevisende modreaktion.
I et større værdipolitisk og samfundsmæssigt perspektiv bør det vække dyb undren, at den smalle Venstreregering i den grad fører åndløs kulturkamp mod humanistiske fag og humanister på alle niveauer.
Hvad angår presset rettet mod faget historie og dets position på HF og i stx, burde vi til gengæld være mentalt forberedt på dårlige nyheder.
Hvis nogen skulle have glemt det, var faget også under pres, da den nu snart forrige gymnasiereform blev gennemført i 2004.
På den baggrund opfatter jeg Historielærerforeningens reaktioner nu som sørgeligt defensive.
Ganske vist deler jeg synspunkt med formanden, hvad angår HF. Det vil være helt urimeligt at neddrosle historie til et C‑niveau.
Når det så drejer sig om forholdene på stx, finder jeg derimod, at den fælles udmelding fra Historielærerforeningen, Religionslærerforeningen for gymnasiet & HF og Klassikerforeningen både virker kontraproduktiv og helt utilstrækkelig.
Det virker som om, vi som faglig forening altid kun kæmper for at holde fast i det gamle. Lad os i stedet for histories vedkommende se i øjnene, at faget i 2004-05 både fik færre timer og masser af bindinger til kernestof, der var produkt af en fagforståelse, der mere pegede bagud i retning af en gammel sort skole end frem.
Derfor må vi i den aktuelle situation tænke nyt, og jeg forstår ikke, at den faglige forening undlader at benytte lejligheden til at spille mere offensivt, innovativt og forandringsparat ud.
Når nu almen studieforberedelse ser ud til at forsvinde, vokser behovet – ikke mindst i historie – for flere timer til at vedligeholde og videreudvikle arbejdet med teori og metoder. Og i et vitalt og styrket historiefag vil et forpligtende fagligt samspil med religion og oldtidskundskab have et betydeligt positivt udviklingspotentiale.
Faktisk ved jeg, hvad jeg taler om. Som led i Folketingets Udviklingsprogram for ungdomsuddannelserne gennemførte vi på Solrød Gymnasium (2000–2005) et stort og vellykket forsøg med et kulturfag, der netop byggede på et forpligtende samspil mellem historie, oldtidskundskab og religion gennem hele forløbet fra 1. til 3.g. Vi fik også omfattende erfaringer med fællesfaglig gruppeeksamen.
Både undervejs i processen og til slut blev forsøget opmærksomt fulgt og støttet af Undervisningsministeriet. Selv havde jeg som initiativtager til og drivende kraft i forsøget mange lejligheder til at dele viden og erfaringer – også med repræsentanter for bestyrelserne i de faglige foreninger gennem de år, det hele stod på.
Dengang var automatreaktionen skepsis og modstand – og desværre synes stemningen og den faglige smag ikke at have ændret sig ret meget siden – selv på trods af alle de erfaringer vi gennem de seneste ti år har høstet om faglige samspil i kultur- og samfundsfagsgruppen på HF og i AT på stx. .
Alligevel vover jeg at løfte stemmen og engageret tale for at spille sammen i stedet for kun at være imod. Desværre har de faglige foreningers kreativitet og humor hidtil begrænset sig til at finde på øgenavne og kalde et muligt nyt kulturfagligt samarbejde for HOR.
Personligt vil jeg åbent bekende mig som fortaler for netop denne type HOR – og med stor energi kaste mig over de nye udviklingsmuligheder med HUD & HÅR.
Geert A. Nielsen
Reformer, forandringsparathed, nytænkning, tværfaglighed. Værdiordene om endnu en gang fagomlægninger i Gymnasiet er mange. Som pensioneret historielærer har jeg prøvet disse forandringer, indspundet i flotte pædagogiske og dannelsesidyliserende betragtninger. Med tværfaglighedens indtog skabtes en ny tilgangsforståelse, men i slipstrømmen fulgte læringsusikkehed, elevrådvildhed, uklare konstruktioner uden metodiske forankringer. En kritisk tilgang fik næppe ben af gå på, før en nye forandringer iklædt som justeringer blev indført. Og nu er vi der igen. “Kun en tåbe svigter historie i gymnasiet” skrev Heidi Funder så rigtigt om i Politikens kronik d. 4. maj 2016. Og indrømmet, jeg blev aldrig hverken venner med eller god til fagenes samspil, men det forblev selvfølgelig min egen fagkamp. Med muligheden for at undervise i
faget kulturforståelse i HHx genvandt jeg dog troen på de mere tværfaglige problemtilgange, men her er vi også ovre i et fag, hvis identitet er båret af det tværfagligt. Min pointe er derfor — kig på kulturforståelsesfaget, det samler i høj grad det tværfaglige, den globale tilgang, moderne identitetsdiskussion, religionens, sociologiens og filosofiens eksistentielle tanker og lad så historien fremstå med sin faglige profil. Det vil være en tilgang, ikke mindst eleverne vil kunne forstå. Svigt ikke den unge generation gennem tabet og overfaldisk spredning af den historievisdom generationer har beriget historiefaget med. Saml det tværfaglige i den fagtilgang, der allerede er etableret med faget kulturforståelse — mine erfaringer som historie- og kulturforståelseslærer taler herfor, men erfaringer fra et langt undervisningsliv tæller nok ikke på borgen.
Tak for indlægget, Geert. Jeg er sikker på at de fleste historielærere gerne vil lave forløb sammen med religion og old — problemet er hvis det skal være hele tiden. Jeg kunne godt tænke mig at se dine pensumopgivelser fra forsøget — er der ikke nogle klassiske historieemner, som der ikke bliver plads til?
I bestyrelsen vil vi meget gerne bidrage positivt til at nytænke og styrke dannelse og historie i gymnasiet — vi tror bare ikke at én fælles eksamen vil styrke nogen af de tre fag.
Jeg har tøvet med at udbygge min kommentar til den situation historie som fag aktuelt befinder sig i.
Det skyldes at det er vanskeligt — og i sammenhængen ikke fører nogen steder hen — at svare direkte på det spørgsmål, Lars Henriksen i en lidt appellerende form valgte at stille mig.
For spørgsmålet er ikke om et nyt tæt forpligtende fagsamarbejde udløser en situation, hvor der kunne tænkes at være nogle klassiske historieemner, som der ikke bliver plads til?
Faktisk forholder det sig helt omvendt: Den læreplan fra slutfirserne, som gjaldt frem til gymnasiereformen i 00’erne, åbnede i realiteten langt flere muligheder end den nugældende.
Den nyere status quo, som den faglige forening aktuelt synes at forsvare, var i virkeligheden både udtryk for en svækkelse af faget og en retraditionalisering, der afskar den køns- og kulturhistoriske dimension, som kom ind i 1988 og åbnede faget i retning af det levede og oplevede liv.
Dette er baggrunden for min opfattelse af, at vi bør give forandringen en chance: Lad os få et revitaliseret historiefag, der med faglig selvtillid forpligter sig til samarbejde.
Søren Rudolf Christensens kommentar minder mig i øvrigt om, at jeg – til belysning af min position – må komme med en tilføjelse om det udviklingsforsøg med kulturfag, jeg deltog aktivt i fra 2000 til 2005.
I hver klasse arbejdede en historie‑, oldstidskundskabs‑, religions- og også billedkunstlærer tæt sammen henover hele det treårige forløb. Til forsøget havde vi udviklet nogle fælles kulturfaglige retningslinjer for, hvordan vi på meningsfulde måder kunne bygge tematiske, didaktiske og teoretiske broer fra fag til fag. Det var egentlig AT-pionerarbejde før AT.
Vores forudsætninger for at agere på de områder kom af, at nogle af os siden slutningen af 1980’erne aktivt havde arbejdet med at udfolde historiefagets kulturhistoriske dimension. Og oveni kunne jeg så stille med erfaringer fra netop hhx-faget kulturforståelse, som jeg var med til at skrive en lærebog til allerede i 1996. Det var nok udslagsgivende i sammenhængen, så jeg takker Søren for at vække min erindring om, hvad og hvordan jeg og vi tænkte dengang, hvor vi troede, at beskæftigelsen med historie havde potentiale til fornyelse. Endnu var vi ikke blevet kørt over af den nugældende, stramme og meget traditionelt tilbageskuende læreplan, som Harry Haue dengang var den store arkitekt bag. Og han var endda skrevet doktordisputats om almendannelse … men det er selvfølgelig også en helt anden historie.
Kære Geert.
Jeg kender ikke til det nærmere indhold i det forsøg I gennemførte i Solrød i 00’erne, men det lyder da spændende.
Når vi I Historielærerforeningens bestyrelse er modstandere af HOR-faget, er det fordi det tvungne samarbejde og den fælles eksamen for os at se vil udgrænse vigtige sider af historiefaget. Specielt samarbejdet med oldtidskundskab vil lægge op til at anskue den historiske udvikling ud fra en eurocentrisk fortælling om at alting startede med “de gamle grækere”. Vi frygter bl.a., at fællesfaglige projekter og eksamen mere styres af, hvor man kan finde koblingspunkter mellem fagene, end af relevante historiske problemstillinger med betydning for elevernes evne til at forholde sig til og orientere sig i deres samtid.
Du skriver, at 2005-læreplanen repræsenterede en retraditionalisering af historiefaget. Jeg vil give dig ret så langt, at den kanon, som de udspecificerede kernestofområder repræsenterer, er et skridt i den retning. Men “kononiseringen” af faget var et produkt af den politiske bevågenhed faget har (på godt og ondt), og den var ikke til at komme udenom. Hvis man ser på de faglige mål, er de ikke udtryk for entydig retraditionalisering, og derfor har vi i den faglige forening (i samarbejde med skiftende fagkonsulenter) arbejdet for at nedtone betydningen af kernestofpunkterne og opprioritere og udvikle de faglige mål.
Vi foretrækker at gå videre af den vej frem for at blive presset ind i HOR-samarbejdet. I kampen mod HOR og for at bevare historiefagets status på HF, har vores nærmeste allierede været de Konservative og DF — partier som helt klart har en dagsorden, som handler om retraditionalisering af historiefaget. Derfor skal vi selvfølgelig passe på ikke at blive knust i disse partiers omfavnelse.