Populis­me, anti-syste­mi­ske og etni­ske par­ti­er i øst

Fæno­me­net populis­me er for­bun­det med bestem­te histo­ri­ske peri­o­der. I Nor­da­me­ri­ka slog det Populi­sti­ske Par­ti igen­nem sidst i det 19. og i begyn­del­sen af det 20. århund­re­de. I den peri­o­de vok­se­de narod­nik­ker­ne i Rusland sig stær­ke, også roman­tis­men i Tys­kland hav­de tyde­li­ge populi­sti­ske træk. I mel­lem­krig­sår­e­ne blev populis­me især for­bun­det med agrar ide­o­lo­gi og i høj­re­ek­stre­me vari­an­ter med nazis­me og fascis­me. Kom­mu­ni­ster­ne hav­de den­gang monopol på ven­stre­fløjspo­pulis­men. Kort sagt fand­tes blød og hård populis­me i både ven­stre- og høj­re­va­ri­an­ter.

Efter 2. ver­denskrig er populis­me ble­vet for­bun­det med fx pero­nis­men i Argen­ti­na, Hugo Cha­vez i Venezu­ela og høj­re­ra­di­ka­lis­me som hos Hai­der i Østrig, Le Pen i Frank­rig og Volen Sidor­ov i Bul­ga­ri­en (Todor­ov, 2009). Populi­sti­ske par­ti­er kan mere bredt pla­ce­res inden for kate­go­ri­en alter­na­ti­ve par­ti­er (Mesez­ni­kov mfl., 2013), der har til fæl­les at være imod de etab­le­re­de par­ti­er, men ikke nød­ven­dig­vis er populi­sti­ske. De fle­ste alter­na­ti­ve par­ti­er er ”puri­fi­er” par­ti­er, for­stå­et på den måde, at de ønsker at ren­se par­ti­sy­ste­met for kor­rup­te og ikke-lyd­hø­re par­ti­er. Men de alter­na­ti­ve par­ti­er var i en eller anden grad også ”pro­fe­ti­ske”, for­stå­et på den måde at de kom med nye poli­ti­ske pro­jek­ter og ide­o­lo­gi­er, lige­som de ofte kom med poli­ti­ske bud­ska­ber, fx når det gjaldt vel­færd og min­dre­tals­for­hold, som de etab­le­re­de par­ti­er over­så bevidst eller ube­vidst (”pro­lo­cu­tors”).

Man­ge alter­na­ti­ve par­ti­er har udnyt­tet soci­a­le medi­er sær­de­les effek­tivt, kun­ne lige­frem være ”cyber-par­ti­er” eller ”on-line par­ti­er”. I Euro­pa har populi­sti­ske par­ti­er frem­stå­et for­skel­ligt, i nog­le lan­de har populis­me været for­bun­det med anti­se­mi­tis­me, i andre lan­de slet ikke, og nog­le lan­de, fx Østrig og Schweitz har haft stær­ke populi­sti­ske par­ter trods øko­no­misk vækst. Efter murens fald er inter­es­sen for de høj­re-radi­ka­le og natio­na­li­sti­ske ten­den­ser i Cen­tral- og Øst­eu­ro­pa vok­set, men det har på ingen måde været let at ind­pla­ce­re de populi­sti­ske par­ti­er og bevæ­gel­ser på høj­re-ven­stre ska­la­er.

Mod­sat i øst har populi­sti­ske par­ti­er ofte haft bag­grund i agra­re sam­fund, og mod­stan­den har mest været ret­tet mod indre ”fjen­der”, fx den gam­le mag­te­li­te, jøder og roma­er. Populis­me har i det poli­ti­ske establis­h­ment i høje­ste grad været nega­tivt ladet og brugt til at diskre­di­te­re mod­stan­de­re, men vi skal ikke glem­me, at de anti­kom­mu­ni­sti­ske bevæ­gel­ser, der bidrog til kom­mu­nis­mens fald, fx Soli­da­ri­tet i Polen, var populi­sti­ske, og det ikke i nega­tiv betyd­ning.
Det skal tages i betragt­ning, at græn­sen mel­lem blød og hård populis­me er uskar­pt, og at stort set alle par­ti­er i en eller anden grad har benyt­tet sig af populi­sti­ske frem­gangs­må­der, så faren for at gøre fæno­me­net populis­me for bredt er bestemt til ste­de. Det ændrer dog ikke ved, at Win­ston Chur­chills klas­si­ske for­mu­le­ring om, at demo­kra­ti (under­for­stå­et det libe­ra­le) måske ikke er per­fekt, men at alter­na­ti­ver­ne er vær­re, har mistet fol­ke­lig opbak­ning.

Populis­me har givet poli­tik sær­li­ge egen­ska­ber og for­skel­li­ge ”ansig­ter”, det være sig et høj­re­vendt, libe­ralt, populi­stisk eller soci­al-populi­stisk (Mud­de, 2009:29). Nor­malt ses populi­sti­ske par­ti­er som væren­de poli­tisk desta­bi­li­se­ren­de, hvor­for de ofte har været iso­le­ret og mar­gi­na­li­se­ret af de etab­le­re­de par­ti­er, men i fle­re lan­de har de dog været med i rege­rin­ger og ad den vej ansvar­lig­gjort og måske usyn­lig­gjort. Kort sagt, populi­sti­ske par­ti­er kan have et afpres­nings­po­ten­ti­a­le, måske også et koa­li­tions­po­ten­ti­a­le. De opfø­rer sig som ”Euro­pas gade­d­ren­ge”. Det så vi i for­bin­del­se med fol­ke­af­stem­nin­gen og ”lea­ve” resul­ta­tet ved fol­ke­af­stem­nin­gen i Stor­bri­tan­ni­en i juni 2016, hvor man­ge bri­ter især uden for Lon­don og andre sto­re byer stem­te nej.

Men der er grun­de til, at man­ge føl­ger sig util­fred­se og over­se­te. Det er nød­ven­digt, siger Mud­de, at de poli­ti­ske løs­nin­ger bli­ver for­kla­ret og kom­mu­ni­ke­ret i form af fak­ta-base­re­de argu­men­ter, som hæn­ger sam­men, peger fremad og vin­der stør­re fol­ke­lig opbak­ning. Kort sagt skal kom­plek­se pro­ble­mer for­kla­res i et mere u‑teknokratisk sprog.

Populis­me er ble­vet defi­ne­ret noget for­skel­ligt, men har dog bestem­te ker­ne­e­le­men­ter, en ”ana­ly­ti­cal core”.

Cas Mud­de defi­ne­rer populis­me som

an ide­o­lo­gy that con­si­ders socie­ty to be ulti­ma­te­ly sepa­ra­ted into two homo­ge­neous and anta­go­ni­stic groups, the ”pure peop­le ver­sus the cor­rupt eli­te”, and which argu­es that poli­ti­cs should be an expres­sion of the volonté gene­ral (gene­ral will) of the peop­le (Mud­de, 2004:543).

De populi­sti­ske radi­ka­le høj­re­par­ti­er ken­de­teg­nes ved nati­vis­me, populis­me og auto­ri­tæ­re syns­punk­ter (Mud­de, 2009).

(…)

Down­lo­ad hele artik­len i PDF

Bil­led­kil­de: http://www.freeimages.com/photo/people-1432658

Skriv en kommentar