Journalist Thomas Ubbesen har sammen med sin kone journalist Anne Haubek rejst langs den europæiske grænse til Rusland fra Kirkenes i nord til Odessa ved Sortehavet i første halvdel af 2022. Rejsen foregik efter den russiske invasion af Ukraine 24. februar, og det præger den meget. Gennem alle samtaler og interviews skinner frygten for Rusland og Putin og de forfærdelige historiske erfaringer med Rusland igennem som en rød tråd. Hvordan er det at leve med en stormagtsnabo, der lige har angrebet et fredeligt selvstændigt land, og som igennem den nyere historie har undertrykt og mishandlet befolkningerne i Østeuropa? Det får man tydeligt svar på i denne bog. Det er for de fleste skræmmende, utrygt og ret forfærdeligt. Men det får andre til at vende sig mod Putin og forsikre hinanden om, at de vil yde modstand og ikke lade sig undertrykke af den vældige modstander.
Langt de fleste lande på rejsen har i mange år været underlagt den russiske imperialisme-magt som de baltiske lande, Polen og Ukraine, men der er én undtagelse, Finland. Dette land blev som bekendt angrebet af Sovjetunionen i 1939 og ydede en heroisk og vellykket modstand mod den sovjetiske hær. Det betyder meget for Finland i dag, og Thomas Ubbesen taler med to modne mænd, der er reserveofficerer, og de er klar til at tage kampen op, hvis Rusland skulle angribe.
Erindringen om Ruslands fremfærd og undertrykkelse er derimod meget stærk i de næste lande, som Thomas Ubbesen og Anne Haubek besøger nemlig de baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Her forsvandt de russiske magthavere først i 1991, og i to af landene lever meget store russiske mindretal, som kom i Sovjet-perioden. Mange af samtalerne, som de to journalister har i disse lande fortæller om, hvordan det var at leve i små 50 år under den sovjetiske kommunisme, og de mange skovbrødre, der i de første år kæmpede mod Sovjetstyret, er nu kommet til ære og værdighed igen. Monumenterne for den ’befriende’ Røde Hær falder nu på stribe i Litauen, og landene glæder sig over, at Vesten endelig har indset, at Rusland med Putin i dag er en meget nærværende trussel, som kun kan afværges med hjælp fra de øvrige lande i NATO.
De to danske journalisters rejse følger tæt grænsen til Rusland hele vejen, men syd for de baltiske lande må de også vige uden om Belarus, der under Lukasjenko blot er en marionet i Putins magt.
I Polen møder de to journalister personer, der kan fortælle om den måde Rusland har optrådt på i den nyere polske historie, og vi får fx den 79-årige Stanislavas beretning om, hvordan hun som seksårig sammen med familien blev deporteret til Sibirien, hvor de i mange år måtte leve i fangenskab med kulde og sult.
Thomas Ubbesen og Anne Haubek forsætter deres rejse ind i Ukraine, hvor de opholder sig i Lviv, Kyiv og slutter i havnebyen Odessa ved Sortehavets bred. Allerede i den første by Lviv i det vestlige Ukraine præger krigen livet i byen. Luftalarmer, tankspærringer og ikke mindst flygtninge vidner om krigen. I Kyiv besøger de to journalister forstæderne, som russerne nåede frem til, inden de måtte trække sig tilbage, og ødelæggelserne af bygninger og det almindelige liv er her helt åbenbare, som vi i dag også kender fra næsten daglige reportager i TV.
Inden rejsen slutter i Odessa, kører de to mod sydvest med toget og besøger de to små områder Moldova og Transnistrien. Deres historie er helt speciel. Moldova med 3,5 mio. indbyggere var tidligere en Sovjetrepublik, og er i dag et selvstændigt land, der siden juni i år er blevet et kandidatland til EU. Men den udvikling ville den østlige del ikke være med i, og siden 1992 har knap en halv million mennesker på østbredden af floden Dnestr oprettet deres egen republik Transnistrien, der støttes af Rusland og Putin. Her er den russiske tilstedeværelse åbenlys, og landet styres af de såkaldte Sheriff-brødre som et mafia-lignende foretagende. Samtaler og interviews i de to stater giver et tydeligt indtryk af de kummerlige forhold og Transnistriens afhængighed af beskyttelse udefra.
Sidste stop er Odessa og en samtale med den 70-årige Ivan, som de to journalister kender fra tidligere rejser. I modsætning til næsten alle andre interviews og samtaler i bogen, er Ivan ikke en af dem, der mener, at Rusland er på den forkerte side, tværtimod. På sin hyggelige og venlige måde fastholder han, at krigen slet ikke er Ruslands skyld, som han siger s. 255: ”Krigen? […] Ulykken vil jeg foretrække at kalde det. Men jeg forudså det her allerede for fem år siden. Det var så åbenlyst, for USA, briterne og EU har hele tiden ønsket, at det her skulle ske, når bare de selv skulle slippe for at kæmpe. De har mere eller mindre tvunget Rusland til at reagere.” De to danskeres forsøg på at komme med andre synsvinkler er helt og aldeles frugtesløse. Og sådan er det hele vejen igennem bogen. Russerne får deres informationer fra det russiske TV, og dér er Putin helten, der forsvarer sig mod vesten. Der er ingen plads til dialog.
Alt i alt er det en deprimerende bog at læse, selv om den er godt skrevet og let læst. Fortidens og nutidens russiske/sovjetiske politik og fremfærd overfor naboerne er præget af kynisme, magt og den stærkes ret, og der er ikke megen mulighed for samtale og dialog hverken på gadeplan eller i den politiske debat. Bogens vinkel er ’storpolitik i frøperspektiv’, hvor de almindelige mennesker, som grænser op til stormagten Rusland fortæller om fortiden og nutiden præget af frygt og angst for, hvad den store nabo kan finde på. Lyspunkter er der ikke mange af – men sådan er virkeligheden altså for Ruslands naboer.
Anmeldelse — I skyggen af det nye jerntæppe
Af Ulrik Grubb 
