Af 
Som alle ved er Holocaust og andre folkedrab blevet indskrevet i ungdomsuddannelsernes undervisning som et kernestofområde i historiefaget fra august 2022, samt i folkeskolens historiekanon med overskriften Holocaust, jødeaktionen og augustoprøret i 1943. Her i 2023 er der nu udgivet en ny tema- og undervisningsbog ”Vejen til Folkedrab: Før, under og efter Holocaust” af Solvej Berlau og Stine Thuge på forlaget Columbus.
Det er oppe i tiden at deklarere, når man skriver, så jeg vil straks deklarere, at jeg for snart et halvt gymnasielærerlivs tid siden tilbage i 2002, som den ene af to specialestuderende i historie på KU udgav holocaust-uddannelse.dk på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, og at undertegnede siden kortvarigt var tilknyttet centeret under DIIS, indtil gymnasielærerjobbet tog over. Siden har stærke kræfter som netop forfatterne til ”Vejen til folkedrab” udgivet vægtige didaktiske materialer om folkedrab og Holocaust. Nu foreligger bogen ”Vejen til folkedrab”, som ganske enkelt er den bedste udgivelse til undervisningen i feltet folkedrab og Holocaust, der er henvendt til elever på ungdomsuddannelserne lige nu.
Jeg skriver netop denne anmeldelse, mens der igen er væbnet konflikt og krig i Mellemøsten, og ofrene falder på stribe på begge sider. I mediebilledet skal hvert et ord vejes omhyggeligt for ikke at virke biased. Det er derfor en kæmpe udfordring at producere en bog, der skal omhandle Holocaust og andre folkedrab. Grebet i bogen er at tematisere, at alle ofrene i et folkedrab forfølges på grund af noget, de er — ikke noget, de gør. I hele 21 kapitler over 228 sider kommer bogen ganske imponerende rundt om emnet og emnerne. Stantons 10 stadier i folkedrab er bogens fundament sammen med rammesætningen om, hvad et folkedrab egentlig er. Herefter følger bogen Holocaust ud fra et tidsmæssigt før, under og efter, hvor der ud over kapitler om Hitlers vej til magten, ghettoer og Einsatzgrupper også er afsat kapitler til emner som propaganda og Danmark og Holocaust.
Bogen kommer jo nok ikke til at blive anvendt fra ende til anden på et historiehold, dertil er der for få timer i historiefaget, til at man kan afsætte 228 sider til ét emne. Men der er hjælp at hente i bogens arbejdsspørgsmål og endnu mere at hente på i‑bogens hjemmeside, hvor der er hele fire forskellige forslag til forløb med emnet. Her kommer vi til den slagside, som forløbsbeskrivelser altid tilvejebringer: Enten er de for lidt stilladserende eller for meget. Undertegnede synes måske, at forfatterne kommer lidt for nemt over det i forløbene, i forhold til at komme i dybden med pædagogisk-didaktisk (øvelser, formål, eksamenstekster m.m.) hjælp til hvert enkelt modul-afvikling.
For både lærere og elever er udgivelsen ”Vejen til folkedrab” en sproglig gave, der er skrevet i et flydende og elevlæseværdigt sprog samt med en sikker hånd i udvælgelsen af velvalgte fotos fra fortid til nutid. Også derfor skal min 1.g‑historieklasse have denne bog (selvom den også findes som ibog), for dette er så vigtigt et emne at røre taktilt, mentalt og i undervisningsøjemed: Hvorfor og hvordan kan civilisationer ende med at (forsøge) at udrydde, dræbe og uddrive hele befolkningsgrupper – fordi de er, som de er — ikke for noget, de gør? Tak Solvej og Stine for at skrive en bog, der vil kunne gøre emnet tilgængeligt for de nuværende og kommende historieelever i gymnasiet. Jeg kan ikke vente med at komme i gang med at undervise med denne bog som omdrejningspunkt.
