Af 
I Aarhus Universitets serie 100 danmarkshistorier præsenterer Cecilie Bønnelycke, der er inspektør på Langelands Museum, Sædelighedsfejden i et bredt perspektiv. Sædelighedsfejden bliver ofte betragtet som et litterært fænomen, der udspiller sig i forlængelse af Georg Brandes´ felttog mod den forstokkede danske litteratur. Ud over Brandes indtager Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson her hovedrollerne med deres forskellige holdninger til kyskhed og ”handskemoral”. Denne vinkel belyser Bønnelycke også.
Udgangspunktet for skildringen af fejden er dog politisk, nemlig en skandaløs hændelse i den sydøstsjællandske by Store Heddinge den 28. januar 1887, hvor smørgrossist Carl Conrad Frederik Ingeman-Petersen anklagede den konservative godsejer og kultusminister Jacob Scavenius for at gå på ”horehus”. Ingeman-Petersens anklage, der er den røde tråd i Bønnelyckes bog, førte til en lang retssag, der først blev afsluttet i april 1890. Scavenius vandt sagen i juridisk henseende, men den blev hans politiske død, for året efter blev han fyret af Estrup.
Sædelighedsfejden fik dermed også politiske konsekvenser, men det er bestemt ikke den eneste grund til at beskæftige sig med debatten om seksualmoral og dobbeltmoral i 1800-tallets Danmark. Cecilie Bønnelycke præsenterer nemlig sædelighedsbegrebet i bredere forstand og kommer blandt andet ind på lægevidenskabens legitimering af kønsrollerne og modsætningen mellem på den ene side samtidens borgerlige idealer om kyskhed og på den anden side den lovregulerede prostitution.
Sædelighedsfejden ændrede måske i praksis ikke så meget omkring seksualmoralen i Danmark, men Bønnelycke fastholder med god ret, at den satte en forandringsproces i gang, som kan forfølges helt op til nutidens debat om MeToo og Weinstein- og Zentropa-sagerne. Denne debat handler denne yderst velskrevne og vidende bog naturligvis også om.
