Af 
Jesper Nielsen (JN) vil skrive historien om den spanske opdagelse af Amerika og navnlig erobringen af Mexico på en anden måde. JN er træt af den europæiske etnocentriske fortælling om de spanske conquistadorer, der med ganske få soldater indtog aztekernes imperium i Mexico og inkaernes imperium i Andesbjergene. JN vil gerne se ”Opdagelsen” med indianernes øjne og vælger derfor ikke at fortælle den klassiske historie, som man kan læse mange andre steder. Forfatteren har ladet Ib Michael skrive et forord, hvor den ikke får for lidt. Ib Michael svinger sig fx op til på side 6 at tale om det største folkedrab, der har fundet sted på planeten.
I det indledende kapitel er der et billede af en demonstration, hvor mexicanske studenter i USA demonstrerer den 12. oktober. Mange steder i Latinamerika fejres ”Dia de Colon”, den 12. oktober, på den dato i 1492, hvor Colombus gik i land på en caribisk ø. De studerende chicanos (mexicanske indvandrede i USA) bærer et banner hvorpå, der står: ”Colombus didn’t discover Amerika – He invaded it!” – og det er også JN’s opfattelse. Den 12. oktober er i øvrigt Spaniens Nationaldag!
JN viser eksempler på, hvordan opfattelsen af indianerne har været påvirket af teorier om forskellige racers lighedstræk og folkesjæl. Han præsenterer en række eksempler fra 1500–2000 side 11–12, som han stiller op overfor den postkoloniale og senmoderne Jared Diamond. Herefter følger en glimrende indføring i de mexicanske civilisationer.
Kapitel 3 handler om det spanske koloniimperium, og her sættes der på side 29 spørgsmål ved, hvorvidt det er rigtigt, at udviklingen fra 1500–1900, hvor Europa kom til at dominere globalt, nu også foregik alene på europæiske præmisser. JN gør noget ud af at forklare, at de første conquistadorer var præget af at have været en del af den såkaldte reconquista (generobring) af det muslimske Spanien for kristendommen. Denne reconquista blev afsluttet med indtagelsen af Granada i januar 1492, hvor efter Colombus tog afsted. JN skriver på side 33 i forlængelse af den toneangivende diskurs?, at den relative fredelige sameksistens, der havde været før generobringen, blev erstattet af religiøs intolerance, og at Spaniens Skytshelgen Santiago, der var kendt som Matamoros – Mauerdræberen i Latinamerika blev til Mataindios – Indianerdræber.
I Kapitel 4 gennemgår JN selve erobringen, som varede meget længere, end vi normalt fortæller. Den sidste uafhængige Mayastat blev fx først indtaget i 1697! Det er spændende at læse historien om Malinche, den kvindelige slave, som Cortés fik i gave af en af de stammer, som han allierede sig med i kampen om Mexico. Hun kunne tale aztekisk og maya, og hun kunne tale med en spansk præst, der havde været mange år i fangenskab hos mayaer, og som Cortés havde befriet.
Kapitel 5 handler om, hvorfor Spanierne sejrede. JN forklarer, at det ud over, at spanierne havde langt bedre våben også handlede om, at spanierne havde en langt mere kontant opfattelse af krig. Men JN gør også en del ud af det i dag udbredte synspunkt, at det var de smitsomme sygdomme, som europæerne førte med sig, der resulterede i en voldsom befolkningsnedgang. JN skriver på side 47 ”… mon ikke mange (indianere) har tolket sygdommen som spaniernes ondsindede værk?”, og han argumenterer omvendt med en aztekisk kilde, der handler om, at de — aztekerne — havde forsøgt at plante en sygdom hos spanierne?
I Kapitel 6 hører vi om religionsmødet. I kølvandet på conquistadorerne kom missionærer i skikkelse af Franciskanermunke og præster. Samtidigt med at kirken første an i at smadre den oprindelige religion, skrev munkene vigtige værker om aztekernes mytologi, ritualer og historie. Kirken spillede i nogen grad rollen som indianernes beskytter, men havde ingen tolerance med indianere, der var konverteret, men som faldt tilbage til aztekernes religion. Den oprindelige religion blev kun meget langsomt udryddet til trods for et enorm kirkebyggeri, og da der faktisk ikke kun er forskelle, men også mange ligheder, mellem kristendommen og den aztekiske tro udvikledes en anderledes katolsk tro og navnlig praksis.
Kapitel 7 om Kolonitiden handler om det multietniske Mexico, der udviklede sig efter at Spanien havde etableret en handelsrute fra Acapulco til Manilla på Filippinerne, hvorefter der også kom asiater til landet. Det betød, at den mexicanske befolkning blev en blandingsbefolkning, hvor mestitserne (spansk far og indiansk mor) blev den største og toneangivende.
Kapitel 8 beskæftiger sig med ”Arven og kampen for en indiansk identitet i dag”. JN forklarer på side 69, hvordan mestitserne i Mexico sidder på den kollektive erindring, og hvordan disse betragter og beskriver indianerne nedladende og racistisk. JN mener, at der er tale om en arv fra conquistadorerne og fra kolonitidens retorik.
Det irriterer JN, at indianerne næsten altid skildres som noget meget eksotisk — barbarer eller rumvæsener — i populærvidenskabelige fremstillinger. Som nyere eksempel på dette fremhæver han Mel Gibsons ”Apocalypto”, hvor mayakulturen iscenesættes som en kultur besat af blod og menneskeofringer. JN referer også til fantasten Erich von Dänekens forklaringer om, at indianernes store bygningsværker og kulturelle frembringelser måtte være blevet fløjet ind fra det ydre rum.
JN slutter relativt optimistisk med at mene, at der blandt mange mexicanske indvandrere i USA er en interesse for den oprindelige indianske fortid. JN er også glad for, at UNESCO har optaget mange indianske traditioner og ritualer på sin kulturarvs liste.
Så, hvis man vil læse om den spanske erobring af Mexico, forsøgt set fra ”den anden side” er JN’s fremstilling guf, og som om det ikke var nok, er forfatterens kildeafsnit den rene guldgrube for den lærer/klasse, der har lyst til at gå i dybden med dette kulturmøde. Desværre er der ikke en oversigt over de 25 kilder, og det er ærgerligt, så derfor er man nødt til at læse dem alle igennem for at danne sig et overblik over, hvilke man i givet fald ville vælge, hvis ikke — og hvem har tid til det? Man skulle og burde læse dem alle sammen.
Langt de fleste af de 25 kilder er aldrig udgivet på dansk før, og det store flertal af kilderne er indianske. Mange er skrevet af omvendte indianere på spansk, men andre er også skrevet på aztekisk fra 1550’erne. De giver et enestående indblik i, hvordan indianerne længe spillede en rolle i kolonisamfundet, og hvordan de senere end normalt beskrevet, og måske først efter uafhængigheden fra Spanien i 1810, blev kørt helt ud på et marginaliseret sidespor i eget land. Der er også nogle spanske kilder, og her er Kilde 4 ”om de spanske krav til indianerne” af Juan López De Palacios Rubios (1513) ikke set før på dansk. Det samme gælder Kilde 7 ”om aztekiske troldmænd” af Diego Duran (1581) og Kilde 18 ”om hvad indianerne skal, og hvad de forbydes at gøre” af Thomas López (1552). Det er bare flot!
JN har forsynet samtlige kilde med fyldige vignetter, der forklarer konteksten. Det er i høj grad også nødvendigt for at have en jordisk chance for at kunne gennemgå og tale med vore elever om dem. Samtidig har JN forsynet ikke alene fremstillingen, men også kilerne, med en lang række spørgsmål, som kan bruges i arbejdet med bogen.
Bogen har en ordliste side 120–124 og slutter med værktøjskassen til kildekritik fra ”Fra Fortid til Historie” fra Colombus 2017.
På alle måder en anbefalelsesværdig bog til den, der vil bruge dette emne til at belyse den europæiske ekspansion og kulturmødet i Amerika, selv om forfatterens glæde ved de indianske kulturer af og til løber af med ham og får ham til at fremstå lidt enøjet i sin moddiskurs.
