Ultimo februar 2017 er det præcis 100 år siden at en stor demonstration i Ruslands daværende hovedstad Skt. Petersborg førte til den første af de to russiske revolutioner i 1917. Tsar Nikolaj 2. blev tvunget til at abdicere, hvorefter det daværende parlament, Dumaen, nedsatte en provisorisk koalitionsregering ledet af Kerenskij, som var ’demokratisk socialist’. Regeringen måtte dog dele magten med, og i mange tilfælde mod, de såkaldte ’sovjetter’ (råd af arbejdere og soldater) i Skt. Petersborg. Den provisoriske regering fortsatte Ruslands deltagelse i krigen, og stod samtidig overfor den enorme opgave at bringe Rusland på ret køl. Til sidst blev den provisoriske regering fjernet fra magten af det lille bolsjevikparti ledet af Trotskij og Lenin i den anden og mest kendte revolution i oktober 1917.
Mette Skak åbner dette nummer af Noter med at ridse de større linjer op, og ser revolutionen som et nybrud i russisk strategisk kultur, hvor målet om en verdensrevolution står centralt, og Stalins styre ses som en naturlig forlængelse af Lenins. Verdensrevolutionen kan på den måde sammenlignes med vore dages Islamisk stat, hvad der burde kunne tiltrække elevernes interesse.
Rosa Magnusdottir fører os herefter ind i revolutionens historiografi og beskriver revolutionen som ’grundmyte’ for Sovjetunionen, hvad der gør revolutionsjubilæet til et problematisk og kompliceret emne for de nuværende magthavere i Kreml.
Torben Heuer, der er gymnasie- og universitetslektor i russisk, har udvalgt og oversat syv uddrag af russiske lærebøger, der viser hvordan revolutionen fremstilles i nyere russiske undervisningsbøger. Uddragene kan evt. inddrages i undervisningen som afslutning på et forløb.
De to russiske historikere Konstantin Bitiukov og Olga Zhuravleva har undersøgt russiske historielæreres undervisningspraksis i forbindelse med revolutionen 1917, bl.a. at lærerne kalder deres forløb for ’Oktoberrevolutionen’ snarere end ’Den store socialistiske revolution’. Bitiukov og Zhuraleva gør samtidig reklame for et revolutionskursus i St. Petersborg i oktober 2017, som man kan tilmelde sig via Euroclio. Konstantin Bityukov har også sendt nogle links, til brug i undervisningen – de kan findes i linkbiblioteket , hvor du kan se kategorien om Rusland 1917 her:
Torben Heuer leverer i sin anden artikel udpluk fra den aktuelle russiske debat om revolutionsåret og om hvordan revolutionsjubilæet skal markeres. Vil det f.eks. være en ide at få lukket Lenins mausoleum og give ham en normal begravelse, så linjen fra tsar Nikolaj 2. til Putin bliver klarere? Eller er det vigtigere at fremme en national forsoningslinje, hvor både ”røde” og ”hvide” var gode på hver deres måde? Interessant er det i al fald at den russiske undervisningsminister citeres for at historiefortælling er umulig uden mytologisering! (se Per H. Hansens artikel ”Faghistorikeren og den historiske fortælling” i Temp nr. 13, 2016).
Erik Kulavig giver os derefter en smagsprøve fra sin nye bog ” Vi river himlen ned på jorden – Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917–1922”, hvor han forklarer, hvordan der på den 9. partikongres i 1920 var to hovedopfattelser af, hvordan man bedst får folk til at arbejde i en socialistisk stat og dermed giver han os et interessant indblik i den måde bolsjevikkerne diskuterede internt i de første år efter revolutionen.
Skal du til at lave et undervisningsforløb om Rusland 1917, kan du se hvordan det kan gøres og/eller simpelthen hente masser af inspiration hos Anne Okkels Olsen. Hendes artikel afrunder dette nummer af Noter.
P.S. Vær også opmærksom på kurset den 2/5 om den russiske revolution på Nykøbing Katedralskole.
Lars Peter Visti Hansen og Lars Henriksen
Forfatter(e)
Region København & Bornholm
Underviser i Historie og Engelsk på Frederiksborg Gymnasium og HF.
Hej Gorm & Heidi
I skriver begge om muligheden for at læse gamle numre på hjemmesiden.
Men er nr. 212 — Rusland 1917 der i øjeblikket og i givet fald, hvordan finder jeg det?
‘De nyeste numre’ kommer fint efter den oversigt som svarer til den der kommer fremheidi til 212. Det sker bare ikke her.
Med venlig hilsen
Bjarne
Hej Bjarne
Tak for interessen — du rammer desværre her et af de numre, som vi ikke har i arkivet.
(Hvis du læser dette og har nummer 212 liggende, så vil vi gerne have en pdf af den)