Af 
Tiden efter Valdemarerne var en urolig tid i Danmark, men også en afgørende periode for udviklingen af det danske samfund og ikke mindst kongemagtens placering i forhold til stormænd.
Det var også i denne periode, at Danmark for alvor udviklede sig til et stændersamfund med (fæste)bønder, borgere, gejstlige og stormænd.
Bogen er en fortsættelse af bogen, “Hvem tilhører Danmark”, og er en særdeles detaljeorienteret kronologisk fremstilling af den historiske og ikke mindst den forfatningshistoriske udvikling i Danmark i de 100 år fra 1241 til 1340.
Fokus er på lovgivningen med betydning for forholdet mellem kongemagt, kirke, stormænd og befolkningen. Friisberg gennemgår Jyske Lovs betydning for kongerigets udvikling. Denne lov havde dog ikke direkte indflydelse på landets overordnede styre. Det var stadig sædvaneretten. Og interessant nok følges den sædvane nu mere end 800 senere:
“De fundamentale bestemmelser var altså: kongedømme, samme slægt på tronen, arv og valg. Så fundamentale var disse bestemmelser, at de tre første gælder den dag i dag.” side 76.
Bogen er opdelt i kronologiske og tematiske afsnit, der kan læses som enkeltafsnit.
Det er en dramatisk periode i Danmarks historie, der beskrives. Nok var der en vis sædvaneret i forbindelse med tronskifte, men det forhindrede ikke brodermord som i tilfældet med Abels formodede mord på Erik Plovpenning og det senere kongemord på Erik Klipping.
Som læser bliver man imponeret over den omfattende og detaljerede beskrivelse af perioden. Det er imponerende, at det lykkes en historiker i den grad at beskrive og diskutere samfundsforholdene i 11–1300 tallet i et sådant omfang. Bogen er selvsagt udstyret med en omfattende litteraturliste og noteapparat.
Bogens synsvinkel er som det fremgår af titlen statsretlig. Derfor gennemgås Erik Klippings håndfæstning og forløberen for denne, den abel-christofferske forordning grundigt. Forfatteren er særdeles detaljeret i sin beskrivelse af rets og forfatningsudvikling. En detaljegrad, der for nogle læsere vil virke overvældende.
Forfatteren fører os frem til opløsningen af det danske rige i 1300 tallets begyndelse. Den kongeløse tid i 1340erne blev ikke enden på kongeriget. Det beskrives, hvordan det lykkedes Valdemar den 4, Atterdag at få genetableret kongedømmet med hjælp fra tyske forbundsfæller.
Forfatteren fremfører en række argumenter for, at det lykkedes. Kombination af støtte fra paven og den tyske kejser samt Valdemars vilje og evne til at gennemføre genetableringen fremhæves som afgørende. Interessant nok nævner Friisberg også muligheden for, at en etableret bevidsthed om et “dansk kongerige” blandt stormændene og i befolkningen kan have haft indflydelse på holdningen til de udenlandske pantherrer og i sidste instans svækket deres mulighed for at fastholde magten i Danmark.
I sin konklusion anfører Friisberg, at der i den beskrevne periode blev etableret en politisk administrativ kultur, der kunne danne grundlag for et effektivt styre. Svagheden ved systemet var konflikten mellem stormænd og kongen, og han slutter
“Den lære, man kunne drage af krisen for kongemagten og riget, var, at vejen frem var. at konge og aristokrati fandt hinanden i et fornuftigt samarbejde. Lykkedes det, ville man kunne betragte den krisefyldte periode 1241–1340 som de fødselsveer, der gik forud for fødslen af barnet: det konstitutionelle monarki” (side 359–60)
Mon ikke Claus Friisberg allerede har planer om også at beskrive fødslen?
