Danmarks Forsorgsmuseum har netop lanceret et nyt og gratis undervisningsmateriale til gymnasiet til projektet ”Skjulte Danmarkshistorier”. “Skjulte Danmarkshistorier” er et ambitiøst og nyskabende museumsprojekt, der gennem 12 dokumentarfilm giver et unikt indblik i en verden, som få kender til.
Formål
Undervisningsmaterialet til “Skjulte Danmarkshistorier” har to overordnede formål. For det første at give indsigt i livet for fortidens og nutidens socialt udsatte. For det andet at give eleverne nogle analytiske værktøjer til at reflektere over, hvorledes fortællinger om socialt udsatte og mennesker fra underklassen skriver sig ind i en nutidig socialpolitisk dagsorden.
Fag og læreplan
Undervisningsmaterialet til “Skjulte Danmarkshistorier” henvender sig både til historie og samfundsfag. Materialet relaterer sig til kernestof og faglige mål i begge fag, og kan inddrages som supplerende stof.
Skæbner og temaer Nutidens udsatte er filmenes eksperter. Filmenes hovedpersoner Richardt, Eli, Henning, Christina og Mette har alle været hjemløse og socialt udsatte. I tre skæbnefilm tager de os med på en rejse i deres egne barske og rørende historier fra Danmark i dag og med tilbage til en tid, hvor fattiggårde og arbejdsanstalter var det primære middel til bekæmpelse af fattigdom, hjemløshed og socialt udsathed. I fortiden møder vi Rasmine, Albert og Peter, som alle har været indlagt på Svendborg Fattiggård og kæmpet en hård og ubarmhjertig kamp for at finde en plads i samfundet. Rasmine, Albert, Peter og mange andre, nu afdøde hjemløse og socialt udsatte, har aldrig haft lejlighed til at fortælle deres historie.
I ni korte temafilm danner forholdene på fortidens fattiggård udgangspunkt for samtaler om livet som socialt udsat og hjemløs i Danmark i dag. Deltagerne har selv udvalgt temaerne, som bl.a. er: svigt, misbrug, hjem, døden og kærlighed.
Filmene finder du på hjemmesiden: www.skjultedanmarkshistorier.dk — se et eksempel her:
Link til undervisningsmateriale
Filmene er også integreret i den prisvindende udstilling ”Fattigdom på tværs” på Danmarks Forsorgsmuseum.
”Skjulte Danmarkshistorier” er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum, Forsorgscenter Sydfyn, SAND – de hjemløses landsorganisation og Instafilm. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og Nordea fonden og del af satsningen “Historier om Danmark”
For yderligere informationer kan du kontakte museumsinspektør og projektleder Jeppe Wichmann Rasmussen:
Mail: jwr@svendborgmuseum.dk
Telefon: 62 17 68 23 eller mobil: 30 25 62 11
Forfatter(e)
Formand for foreningen fra 2013–17