Dette temanummers fokus på antropocæn følger op på historiedidaktisk netværks konference ’Historie som skolefag i antropocæn tid’, som blev afholdt i marts. Temaet er desuden relevant pga. den nye tilføjelse om bæredygtighed i ungdomsuddannelsernes formålsparagraf, og sidst men ikke mindst fordi, der er afsat 26 millioner på den vedtagne finanslov (2024–2025) til et kompetenceløft til undervisning i bæredygtighed for undervisere på de gymnasiale uddannelser.
I dette nummer af Noter har du derfor mulighed for at komme med på en forunderlig tur, hvor artiklernes forfattere kommer med konstruktive perspektiver på, hvordan historiefaget kan forholde sig til de komplekse begreber antropocæn og bæredygtighed. Antropocæn henviser sprogligt til ‘menneskets tidsalder’, at det nu er menneskets samlede aktivitet, som definerer planetens fremtid på flere områder.
Man diskuterer, hvornår den menneskelige påvirkning startede historisk, og flere peger på, at ’den store acceleration’, dvs. udviklingen efter 2. verdenskrig, markerer et skel, når man ser på befolkningsudvikling og forbrug af resurser. I forlængelse af denne forståelse så er (vestlige) fremskridtsfortællinger om oplysning og modernitet, i et antropocænt perspektiv, fortællinger om menneskets undergang, og i nogle historikeres fortolkning, samtidig også en tilbagekobling til sameksistens med jorden igen.
Dette har blandt nogle historikere ført til en kritik af kapitalismen, som en afgørende faktor for kolonialisme, modernitet, imperialisme og udvinding af fossil energi (kapitalocæn), og på denne måde har fortolkningerne af Antropocæn allerede forgrenet sig. Kritikken af antropocæn decentrerer mennesket og fokuserer på, at Homo sapiens kun er én blandt mange dyrearter, og at mennesket stadig er i gang med at opdage dets afhængighed af andre arter.
Samlet kan man sige, at antropocæn, for mange, betegner fortolkninger, der forsøger at begribe, hvordan og hvorfor mennesket er endt med at destruere livsgrundlaget på planeten. Og det er netop her begrebet bæredygtighed bliver aktuelt. Bæredygtighed har været i fokus i en længere årrække med især FN som drivkraft.
I den første artikel præsenterer Jeppe Læssøe baggrunden for, hvordan undervisning for bæredygtig udvikling (UBU) kan fortolkes i en dannelseskontekst, og hvordan den fik indflydelse i Danmark. Læssøe præsenterer en række konstruktive bud på, hvordan historiefaget kan indtænkes, bl.a. via fokus på historiebevidsthedsbegrebet, handlekompetence, posthumanisme og livskundskab.
Nils Bubandt slår til lyd for, at historiefaget i en antropocæn tid også må fokusere på, hvordan ’multispecies’ studier kan vise, hvordan menneskets eksistens er sammenflettet med dyr og andre skabninger. Corona epidemiens udvikling er netop et eksempel på dette.
Heidi Eskelund Knudsen argumenterer for, at en antropocæn udfordring kræver helt andre tekster/ materialer til historieundervisningen og disse kan fx findes blandt posthumanistiske studier som bl.a. fokuserer på, hvordan mennesker kan sameksistere med andre arter.
Mogens Rüdiger forklarer, hvordan man kan analysere bæredygtighed ud fra begreberne ’passende/upassende’ og undersøger, hvordan mennesket, ved en stræben efter det gode liv baseret på fossil energi, har haft en upassende adfærd.
Rasmus Schmidt kommer med en opfordring til, at vi som undervisere skal understøtte elevernes handlekompetence, som skal aktiveres ved en øget bevidsthed om, at naturen skal have en mere tydelig plads i undervisningen.
Temaartikler | |
Bæredygtighed og historiefaget – nogle overvejelser Af Jeppe Læssøe | 6 |
Har historiefaget mon plads til andre arter end mennesker? Sådan rigtigt? Af Nils Bubandt | 14 |
Historiske narrativer i antropocæn tidsalder: posthumanistiske kriterier i læsning og historisk tænkning Af Heidi Eskelund Knudsen | 22 |
Fra sort til grøn omstilling — om bæredygtighed og energi Af Mogens Rüdiger | 29 |
Naturen skal indskrives i historie Af Rasmus Rafael Texel Schmidt | 35 |
Uden for tema | |
Undersøgende undervisning og motivation i en umotiveres klasse Af Andreas Christensen | 44 |
Fortidens, nutidens og fremtidens skyld og ansvar Af Ida, Luna, Mathilde og Juliane | 48 |
Forfatter(e)
Næstformand for historielærerforeningen