Af I mange historiske oversigter er Luthers reformation 1517 det afgørende skæringspunkt mellem middelalder og renæssance- se diskussionen om ”Begivenheder og periodiseringer” i Johnny Thiedeckes ”Europa i Opbrud” fra 2005. Og der er jo næppe nogen, der vil stille spørgsmålstegn ved, at med reformationen ophørte en mere end 1000-årig periode med én hellig romersk-katolsk kirke som en uhyre vigtig magtfaktor – ja i perioder den vigtigste magtfaktor. Dette ændrede Luthers reformation på – fra nu af var Europa kirkelig delt – og også Det tysk-romerske Rige var religiøst delt.
Alt tyder på, at Luther allerede før 1517 var nået til den opfattelse, at frelsen alene skete ved Guds nåde – man kunne ikke selv gøre sig fortjent til denne. Han var nået til denne opfattelse ved at læse i apostlen Paulus brev til romerne – skrevet ca. år 57 i Korinth i Grækenland til den kristne menighed i Rom. Heri skriver Paulus nemlig i kap.3:
For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.
Derfor provokeres Luther stærkt, da dominikanermunken Johann Tetzel drog rundt og solgte afladsbreve – altså breve, der kunne få en selv eller ens forfædre ud af Skærsilden – ”et mellemstadium”, hvor man ifølge den katolske kirke blev renset for den sidste rest af synd, der måtte være tilbage, inden man kom i Himmeriget.
Og Luther besluttede derfor at gøre opmærksom på det misbrug af kristendommen, der efter hans mening her fandt sted – og slog sine 95 theser op på kirkedøren i Wittenberg i 1517.
Forløbsoversigt
- Europa omkring år 1500
- Luthers 95-theser
- Luther ved Rigsdagen i Worms
- Luther og Bondekrigen
- Luther og Jøderne
- Luther-filmen
- Luther-fejringer efter 1517
Europa omkring år 1500
Se på kortet ! Europa på Luthers tid ser ganske anderledes ud end i dag. Frankrig, Spanien og Portugal virker bekendte – men midt i Europa har vi ”Heiliges Römisches Reich” – ”Det hellige romerske Rige” ?
For at forstå dette navn og dette rige må vi tilbage til kejser Karl den Stores kejserkroning i Rom i år 800 og tanken om ”Translatio Imperii” – tanken om, at med Karls kroning overførtes det antikke – vestromerske – kejserdømme fra Rom til Vesteuropa.
Knapt 150 år senere bliver Otto den Store først i 936 valgt til tysk konge og i 962 til romersk kejser. Han brugte betegnelsen ”Imperium Romanum” om sit rige – altså præcist antikkens betegnelse for Romerrriget. Frederik Barbarossa (”romersk” kejser 1155–1190) kalder allerede fra 1156 riget for ”Sacrum Imperium Romanum” – ”Det hellige kejserrige” – den betegnelse, der står på kortet.
I 1492 optræder for første gang tilføjelsen ”- — Nationis Germanicae” – på dansk gerne omtalt som ”Det tysk-romerske Rige”.
I spidsen for dette rige stod stadigvæk kejseren. Men han blev valgt af de syv kurfyrster. Dette går igen tilbage til Frederik Barbarossa, idet der kort før han døde i 1190 var opstået en strid om kejserværdigheden. Det medførte et krav om, at ærkebiskopperne af Mainz, af Trier og af Köln samt greven af Pfalz skulle bekræfte kejservalget. 1230 nævnes så seks fyrster, der havde valgret – de tre ærkebisper og tre verdslige fyrster – Hertugen af Sachsen, Markgreven af Brandenburg og stadig Greven af Pfalz. Efter 1257 udvidedes kredsen til at omfatte kongen af Bøhmen, og der opstod kamp mellem Bayern og Bøhmen om den syvende plads i valgkollegiet; den tilfaldt efter ca. 1300 kongen af Bøhmen.
Fra 1452 og op til Rigets opløsning i 1806 sad Habsburgerne på den tysk-romerske kejsertrone. Habsburgerne var en europæisk fyrsteslægt, der fra 1452 satte deres præg på europæisk historie . De er opkaldt efter borgen Habichtsburg i Aargau i Schweiz, men får tidligt deres magtbase i Østrig og så som nævnt som ”tysk-romerske” kejsere.
Den habsburgske fyrste, vi mødes på Luthers tid, er Karl den 5. På dette tidspunkt hersker habsburgerne over det meste af Europa – Karl har allerede magten over de Habsburgske Nederlande, da han i 1516 bliver konge af det forenede Spanien, Neapel, Sicilien og Sardinien, og i 1519 valgtes han til tysk-romersk kejser.
Men som nævnt ovenfor er der syv stærke kurfyrster i Det tysk-romerske Rige: Tre ærkebiskopper – der både er religiøse og politiske ledere i det ærkebispesæde, der lå som små stater rundt om i riget. Og så de fire verdslige: I 1517 er Kurfyrsten af Sachsen Friedrich 3. der Weisse/Frederik 3.den Vise. Han var i 1490´erne blevet en vigtig rådgiver for den tysk-romerske kejser Maximilian og var fra 1507 generalstatholder for Det tysk-romerske Rige.
Frederik var inkarneret relikviesamler og skal indtil 1520 have bragt mere end 19.000 relikvier til Wittenberg, der blev et center for pilgrimsfærd og aflad. Her havde Friedrich også oprettet et universitet i 1502, og det er ved dette universitet Martin Luther i 1511 blev professor ved det teologiske fakultet.
I Brandenburg var det siden 1415 slægten Hohenzollern, der regerede. Her var Joachim I. Nestor kurfyrste 1499–1535, søn af den kurfyrste, der i 1486 havde gjort Berlin til hovedstad i Brandenburg.
Joachim havde en yngre bror – han spiller også en rolle i forbindelse med reformationen. I 1514 blev han nemlig ærkebiskop af Mainz – og dermed som sin bror kurfyrste. Det var noget problematisk – han var nemlig allerede året før som kun 23-årig blevet ærkebiskop af Magdeburg – og det var ifølge kanonisk ret forbund at være biskop to steder. Men han lånte nogle penge og bestak paven – og betalte senere gælden tilbage med overskuddet fra afladshandelen.
Paven i 1517 var Leo X. Han havde oprindelig heddet Giovanni de Medici og var en del af den berømte Medici-familie fra Firenze. Han blev valgt til pave i 1513 og fik hurtigt ry for at leve i ufattelig luksus. Som andre medlemmer af slægten Medici støttede han også kunsten. Hans forgænger Julius II (1503–13) havde ladet Peterskirken i Rom opføre, og Pave Leo brugte nu svimlende summer til restaurering og udvidelse af det imponerende bygningsværk. Men hvordan skaffe penge til dette ? Jo, Leo X. satte gang i en omfattende afladshandel, hvor man for kontanter kunne købe sig selv eller sine forfædre fri fra Skærsilden. Og pengene kunne Leo bruge til at aflønne kunstnere som Rafael og Michelangelo.
Men se igen på kortet: Paven sidder ikke kun i et lille område af Rom – den nuværende Vatikan-stat. Nej Paven er stadig også politisk leder over ”kirkestaten”. Denne går tilbage til 700-tallet, hvor Frankerkongen Pippin havde tildelt Paven en række landområder omkring byen Rom og Ravenna og noget land, der forbandt dem. Men som det fremgår af kortet, er Kirkestaten her omkring år 1500 noget større, idet paverne omkring denne tid kæmpede for at udvide kirkestatens område. Paven er altså ikke kun religiøst overhovedet for alle katolske kristne – Paven er også en italiensk fyrste.
2.modul: Luthers 95 teser
Kilde 1: Udvalgte teser
Det er sikkert og vist, at når pengene klinger i kisten, kan profitten og havesygen øges, men kirkens forbøn er alene afhængig af Guds bønhørelse.
Ingen kan være sikker på sin angers oprigtighed, endnu mindre på at han har fået fuld syndsforladelse.
Evig fordømt tillige med deres læremestre vil de blive, som tror sig sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
Enhver oprigtig sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve.
De kristne bør belæres om, at hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer, fremfor at lade den opføre af sine fårs skind og ben og kød.[1]
Der sker overgreb mod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så megen eller mere tid på aflad end på ordet.
Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde.
Man udsætter kirken og paven for modstandernes latter og skaber ulykkelige kristne, når man overfor disse højst pinlige lægfolks spørgsmål alene gør magten gældende, medens man ikke imødegår dem med grunde.
Hvis afladen blev forkyndt i overensstemmelse med pavens ånd og hensigt, ville disse spørgsmål allesammen med lethed kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå.
Og således hellere sætte deres lid til at indgå i Himmeriges rige gennem mange trængsler end gennem den trygge bevidsthed om at eje fryd.
(Et uddrag af teserne kan læses i Johnny Thiedeckes ”Europa i Opbrud”.)
Luther gjorde med disse sætninger åbent op med flere af den katolske kirkes læresætninger og ikke overraskende blev der i foråret 1518 rejst anklage mod Luther for kætteri. Dette var en meget alvorlig anklage – Luther kunne f.eks. tænke på den tjekkiske reformator Jan Hus, der i 1415 var blevet dømt og brændt på kirkekoncilet i Konstanz.
Men nu gik der politik i sagen: Kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen ville ikke acceptere, at Luther skulle tage til Rom, som det var blevet krævet – og Paven accepterede at Luther i stedet kunne blive forhørt af en pavelig udsending, kardinal Cajetan, på Rigsdagen i Augsburg i oktober 1518.
Hvorfor accepter Pavestolen dette? Jo i sommeren 1518 regnede alle med, at den tysk-romerske kejser, Maximilian I. af Habsburg snart ville dø – og fronterne var ved at blive gjort klar til det kommende valg af en efterfølger. Her havde Paven interesser – han ønskede bestemt ikke, at Maximilians barnebarn, Carlos /Karl) skulle være kejser efter sin bedstefar — og han vidste, at Kurfyrst Frederik den Vise jo var en af de syv, der skulle være med til at vælge denne.
Der kom ikke noget uf af Luthers med Cajetan – tværtimod bestred han nu Pavens autoritet og krævede, at der skulle indkaldes et kirkemøde, der kunne drøfte sagen. Yderligere forsøg på mægling mislykkedes også og i juni 1520 udstedte Paven en ”bulle” – en officiel skrivelse fra Paven, forseglet med et paveligt blysegl. Luther fik 60 dage til at trække sine synspunkter tilbage.
Så sent som i oktober 1520 mødes Luther dog med en udsending fra Paven, Karl von Miltitz og denne fik Luther til et skrive et brev til Pave Leo – kendt som skriftet ”Om et kristenmenneskes frihed. Åbent brev til Pave Leo X: [2]
Kilde 2: Uddrag af Luthers ”Om et kristenmenneskes Frihed”
Den allerhelligste fader i Gud, Leo den Tiende, pave i Rom, tilønskes al salighed i Kristus Jesus vor Herre. Amen.
Allerhelligste fader i Gud! Det stridsspørgsmål, som på dette tidspunkt nu er standende på tredje år mellem mig og visse forvirrede mennesker, tvinger mig til ind imellem at vende mine øjne og mine tanker mod dig. Ja, eftersom du anses for at være den eneste hovedgenstand i denne strid, så kan jeg ikke lade være med ustandseligt at tænke på dig.
For endskønt jeg har set mig nødsaget til, på grund af nogle ukristelige smigrere, som uden nogen begrundelse har drevet hetz imod mig, i min sag at beråbe mig på et kristeligt frit koncil for din stol og dommersæde, så har jeg dog endnu ikke gjort mit sind så fremmed fra dig, at jeg ikke af alle mine kræfter ønsker dig og din romerske stol det bedste og med flittig bøn af hjertet hos Gud har søgt så meget, jeg formåede.
Sandt er det, at jeg har taget mig for helt at foragte og gendrive dem, der hidtil har anstrengt sig for at true med dit navn og din magt. Men nu er der kommet noget frem, som jeg ikke tør foragte, noget, der også er grunden til, at jeg igen skriver til dig; det er nemlig, at jeg mærker, hvordan jeg bliver bagtalt og det bliver dårligt udlagt om mig, at jeg ikke skulle have skånet din person.
Men jeg vil fri og offentlige bekende, at jeg ikke er mig andet bevidst, end at så ofte jeg har tænkt på din person, har jeg altid sagt det mest ærbødige og bedste om dig. Og hvis jeg ved en eller anden lejlighed ikke havde gjort det, kunne jeg selv på ingen måde rose det, men måtte med en fuld bekendelse bekræfte mine klageres dom over mig, og ville intet ønske mere end at sige det modsatte af denne bespottelse og ondskab fra min side, og at jeg kunne genkalde mit strafbare ord. Jeg har kaldt dig en Daniel i Babylon[3], og ligesom jeg på den måde flittigt har beskyttet din uskyld overfor skændere som Sylvester[4], sådan kan enhver, der læser det, forstå det til overflod.
Efter det lange brev til Paven følger skriftet ”OM et Kristenmenneskes Frihed”, hvor Luther meget tydeligt slår fast, at ”mennesket ikke bliver retfærdigt ved bud og gerninger, men ved Guds ord og troen” – og ”Gode, fromme gerninger gør aldrig nogensinde en mand god og from, men en god from mand gør gode fromme gerninger”.
Luther fik aldrig svar fra Paven, der uden tvivl har anset det for en provokation, at en tysk munk skrev til ham som ligemand – og skriftet rummede jo ikke den tilbagekaldelse, som Paven havde forlangt. 10.november 1520 var sidste frist for at tilbagekalde – Luther valgte i stedet at brænde både et eksemplar af bullen og den kirkelige lovsamling.
3.modul: Luther på Rigsdagen i Worms
Det blev igen Kurfyrst Friedrich af Sachsen, der kom Luther til hjælp. Han fik gennemført, at Luther skulle have lov til at forsvare sig på Rigsdagen i Worms i april 1521.
”Rigsdagen” var det forum, hvor repræsentanterne fra samtlige medlemmer af Det tysk-romerske Rige” samledes. Allerede ved det forrige Rigsdag – den i Augsburg i 1518 – havde den anti-pavelige stemning været på dagsordenen og Luther var i forbindelse med Rigsdagen blevet forhørt af kardinal Carjetan. Men der var mange uløste problemer: Man kunne ikke enes om at vælge kejserens barnebarn, Karl fra Spanien, til ny kejser og der var heller ikke opbakning til et nyt korstog – det Osmanniske Rige voksede og voksede og havde året før erobret Jerusalem.
Da kejser Maximilian døde i januar 1519, var det derfor et afgørende problem, at der ikke året før i Augsburg var valgt en tronfølger. Og der skulle gå et halvt år, før Karl V. i juli af kurfyrsterne blev valgt til ny konge – kejser blev man først, når man var kronet – helst af Paven.. Det var kurfyrst Friedrich, der sammen med kurfyrsten af Trier året før havde forhindret valget – Trier fordi man ønskede den franske konge, Franz 1, valgt – Friedrich fordi han vidste, at Paven meget nødigt ville have en ny Habsburger som Pave. Paven var jo også politisk fyrste i Pavestaten – der var ved at blive omringet af Karls besiddelser.
Den 28.juni 1519 blev den kun 19-årige Karl V. så enstemmigt valg til ny tysk konge. Årsagen til sejren var dels, at han var en Habsburger og denne slægt havde nu nærmest ”tradition” for at blive valgt til kejserposten. Så blev Karl anset for mere ”tysk” – selvom både Franz og Karl var fransktalende — og endelig blev der brugt en formue fra Habsburgernes side på at bestikke de vaklende kurfyrster..
Den 23.oktober 1520 – altså mere end et år efter — bliver Karl så endelig kronet i domkirken i Aachen af ærkebiskoppen af Köln – her får vi altså den linje tilbage til Karl den Stores kroning i år 800, som de tysk-romerske kejsere ønskede at vise. Men faktisk var Karl V. de næste ti år kun ”udvalgt kejser” – som Karl den Store i år 800 skulle man krones af Paven i Rom for at være helt ”rigtig” – og det skete først i februar 1530 i Bologna.
Den 27.januar 1521 åbnes så Rigsdagen i Worms.
Kilde 1: Karl 5.s indstævningsskrivelse
Karl, af Guds nåde udvalgt Romersk Kejser, til alle tider Rigets Forøger osv.
Velvise, kære ihukommelige. Siden Vi og det Hellige Riges stænder, nu her forsamlede, har taget sig for og besluttet af dig at modtage underretning vedrørende de lærdomme og bøger, der i den senere tid er udgået fra dig, har Vi givet dig umiddelbar sikkerhed og lejde, som vi hoslagt [1] tilsender dig, til at komme hertil og atter herfra til dit sikre opholdssted, fri for Os og Riget, med det ønske, at du med det første vil begive dig på vej, så at du inden for de 21 dage fastsat i dette Vort lejde visselig er her hos Os og ej udebliver, ej heller er bekymret for nogen vold og uret, da Vi vil fast beskytte dig ved Vort førnævnte lejde og også endelig forlade Os på dette dit komme, og du handler deri efter Vor oprigtige mening.
Givet i Vor og Rigets stad Worms på den sjette dag i marts måned. I året osv 1500 og i det enogtyvende, i Vor regerings andet år.
Carolus
Efter hr.Kejserens befaling har jeg, Albert, Kardinal af Mainz, ærkekansler, egenhændigt underskrevet
Kilde 2: Rigsdagen i Worms 1521
Den 17.april indførtes Luther i forsamlingen og blev straks spurgt, om han ville vedkende sig forfatterskabet til en del fremlagte skrifter, om om han ville fastholde deres indhold eller tilbage noget deraf. Han svarede herpå: Når man forlanger af mig, at jeg fuldstændigt skal anerkende eller tilbagekalde alt det, som man mener har talt imod Skriftens vidnesbyrd, så er det et spørgsmål, der angår troen og sjælenes frelse og Guds ord, det største i himmelen og på jorden, som vi derfor alle billigvis[2] må ære. Derfor ville det være ubesindigt og farligt for mig at sige noget uden overlæg[3]; for uden overvejelse kunne jeg måske komme til at sige mindre, end sagen kræver, eller mere, end der stemmer med sandheden, og begge dele ville bevirke, at jeg ville rammes af Kristi ord: Hvem der fornægter mig for mennesker, ham vil jeg også fornægte for Den himmelske Fader. Derfor beder jeg underdanig Deres kejserlige majestæt om frist til overvejelse, for at jeg må kunne svare redeligt på spørgsmålet uden at træde Guds ord for nær og bringe min sjæl i fare.
(Denne bøn tilstodes Luther, og den 18.april udtalte han: )
Hvis jeg i min uvidenhed skulle forsømme at give nogen de ham tilkomne titler eller måske støde an mod hofskikke og –sæder, så beder jeg mig nådigst undskyldt, for jeg har ikke levet ved fyrstehoffer, men i en munkevrå[4].… Når jeg skal besvare det andet spørgsmål, beder jeg Deres Majestæt og Deres Højheder betænke, at mine bøger ikke alle hører til én klasse. I nogle har jeg så enfoldigt og evangelisk skrevet om den rene tro og et fromt, kristeligt liv, end selv mine modstandere ikke kan andet end anerkende dem for nyttige og uskadelige, ja værdige at læses af kristne … Ville jeg nu begynde at tilbagekalde dem, gode Gud, hvad gjorde jeg da andet end alene af alle mennesker at fordømme den sandhed, som ven og fjende i lige grad bekender? ….
Den anden klasse af mine skrifter retter sig mod pavedømmet og papisternes[5] optræden som mod mennesker, der ved deres slette lære og eksempel har ført kristenheden åndeligt og legemligt i fordærvelse. For det kan ingen nægte og skjule, da jo dog alles erfaring og alverdens klager bevidner det, at ved Pavens bud og menneskers lærdomme er de troendes samvittighed jammerlig blevet fanget, martret[6] og plaget, samt at ejendom og gods også i dette vort berømmelige tyske folk med utroligt tyranni er blevet røvet og stadig på oprørende måde bliver røvet.… . . Ville jeg tilbagekalde disse skrifter, så ville jeg ikke gøre andet end øge tyranniet og slå vinduer og døre op på vis gab for denne ryggesløshed, så den kan brede sig endnu videre og mere utilsløret, end den hidtil har vovet det .…
Den tredje gruppe omfatter de bøger, som jeg har rettet mod enkelte private og særlige personer, der har arbejdet på at støtte det romerske tyranni og undergrave det af mig lærte kristelige liv. Jeg bekender at have været mere bidsk mod dem, end det sømmer sig for den kristne religion og bekendelse. For jeg gør ikke mig selv til helgen, og jeg taler ikke om mit eget liv, men om Kristi lære. Men heller ikke til at tilbagekalde disse har jeg ret, da det ved min tilbagekaldelse kunne ske, at tyranni og ryggesløshed i ly af mig kunne herske endnu grusommere over Guds folk end før.
… Jeg beder da for Guds barmhjertigheds skyld Deres kejserlige Majestæt, de højbårne herrer og hvem der ellers, høj eller lav, vil aflægge vidnesbyrd, at de vil bringe mine vildfarelser frem for lyset og gendrive dem med de profetiske og evangeliske skrifter. Bliver jeg belært, så vil jeg gerne tilbagekalde enhver vildfarelse og vil selv være den første til at kaste mine bøger på ilden.
Hermed befaler jeg mig til Deres kejserlige Majestæt og nåde og beder i ydmyghed om ikke at tåle, at jeg ved mine modstanderes kneb uden grund bliver forhadt for Dem.
(Da der nu blev krævet et direkte svar af Luther, udtalte han: )
Da Deres kejserlige Majestæt og Deres Nåder fordrer et jævnt svar, så vil jeg give et sådant uden horn og tænder på følgende måde: Medmindre jeg bliver overbevist ved de hellige skrifters vidnesbyrd eller ved klare grunde (for jeg tror hverken Paven eller koncilerne alene, da det er vitterligt, at de ofte er faret vild og har modsagt hinanden) så er jeg oevrbevist ved de af mi anførte skifter, og min samvittighed er fangen i Guds ord. Tilbagekalde kan og vil jeg derfor ikke, for det er hverken sikkert eller ufarligt at handle imod samvittigheden. Gud hjælpe mig. Amen!
(Fra Deutsche Reichstagsakten. Jüngere Reihe II, s.547 ff)
Faktisk fortsatte man de næste uge med at finde et kompromis – men den 25.maj kom Ediktet fra Worms (tysk tekst) — den kejserlige proklamation, hvori Martin Luther og hans tilhængere erklæredes fredløse. Ediktet bestemte også, at Luthers skrifter skulle brændes, og indførte censur med tilbagevirkende kraft.
Rigsdagen i Worms var vigtig af andre grunde end Luthers optræden. Det var på denne rigsdag, kejser Karl orienterede om, at han ville overlade den østrigske del af sit rige til broderen Ferdinand. Fremover koncentrerede Karl V. sig altså i høj grad om Spanien og Spaniens mange, nyvundne områder i Amerika – broderen Ferdinand måtte tage kampen op mod tyrkerne, der otte år efter Rigsdagen i Worms stod foran Wiens mure.
Luther selv blev ”kidnappet” på vejen tilbage, tilbragte det næste år på Wartburg, hvor han bl.a. oversatte Det nye Testamente fra græsk til tysk og udarbejdede en prædikensamling på tysk – et vigtigt punkt for ham var jo, at folk selv skulle kunne læse i Bibelen og se, hvad der faktisk stod.
Året efter vendte han tilbage til Wittenberg.
Se mere: https://www.kristendom.dk/luther | http://www.folkekirken.dk/om-troen/reformation/luther/luthers-liv
6.modul: Luther-filmen
Luther is a 2003 biopic about the life of Martin Luther (1483–1546) starring Joseph Fiennes. It was an independent film partially funded by Thrivent Financial for Lutherans. The film covers Luther’s life from his becoming a monk in 1505 to the Diet of Augsburg in 1530.
The film begins during a thunderstorm in 1505, as Luther is returning to his home. For fear of losing his life in the storm, Luther commits his life to God and becomes an Augustinian monk.
In the next scene, it is 1507 and Luther is a monk in Erfurt. During his time at the monastery, he is constantly troubled by viewing God as a God of hate and vengeance. Martin is encouraged by Johann von Staupitz, an older monk who is his supervisor and mentor. Staupitz tells Luther to look to Christ instead of himself.
Later Luther delivers a letter for Staupitz to Rome, where he becomes troubled by the wicked lifestyles of those in the city. He also views the skull believed to be that of John the Baptist and purchases an indulgence. It is during this time that Luther begins to question the veracity of indulgences.
Returning to Germany, Luther is sent to Wittenberg, where he begins to teach his congregation that God is not a God of hate, but a God of love. Luther begins to emphasize the love of God instead of his judgment.
John Tetzel then comes close to Luther’s town, where he scares the people into buying indulgences. (The proceeds will be used to build St. Peter’s Basilica in Rome, and to recover the Hohenzollern bribes to the Holy See, advanced by Fugger, for the investiture of Archbishop Albert of Mainz and Magdeburg). In his church, Luther denounces the indulgences, calling them “just a piece of paper.” He then posts his 95 theses on the door of the church, calling for an open debate regarding the indulgences. For this act, Luther is called to Augsburg, where he is questioned by church officials.
After his excommunication, Pope Leo X orders Luther to be delivered to Rome, but Prince-elector Frederick the Wise of Saxony protects him by moving him into Wartburg Castle. Frederick and Charles V decide that Luther will be tried at the diet of Worms.
After his trial at Worms, Luther is forced into hiding by Frederick the Wise at the Wartburg, while his former professor, Andreas Karlstadt, encourages the Great Peasants’ Revolt against the oppressive nobles. Luther, shocked by the revolts, encourages the princes to put them down. Meanwhile, Luther translates the Bible into German.
After Luther marries Katharina von Bora, a former nun, Charles V summons the evangelical Princes of the Holy Roman Empire to the Diet of Augsburg, so he can force them to outlaw Protestantism and the German Bible. The nobles refuse, and Charles is forced to allow the nobles to read their Augsburg Confession.
The film ends with the following words:
What happened at Augsburg pushed open the door of religious freedom. Martin Luther lived for another 16 years, preaching and teaching the Word. He and Katharina von Bora enjoyed a happy marriage and six children. Luther’s influence extended into economics, politics, education and music, and his translation of the Bible became a foundation stone of the German language.
Today over 540 million people worship in churches inspired by his Reformation.
Fra: http://www.lutherthemovie.com/
Se også: www.religion.dk/viden/luther-filmen-set-fra-andre-verdenshjørner
Oversigt:
00: Filmen starter med Luthers uvejrsoplevelse og klosterløfte
05: Luthers krise: Hvordan finder jeg en nådig Gud – hvordan gør jeg mig fortjent til Guds nåde
08: Luther i Rom 1511
12: Tilbage i Erfurt
14: Luther overflyttes til Augustinerklostret i Wittenberg
27: Paven i Rom
31: Tetzel sælger afladsbreve
39: Luther slår sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg
46: Luther indkaldes under Rigsdagen i Augsburg 1518 til samtale hos Kardinal Cajetan, der kræver, at han tilbagekalder sine teser – Luther nægter
1.04: Luther bandlyses
1.23: Luther på Wartburg
1.32; Bondekrigen – filmen postulerer, at Luther følte sig misforstået
1.39: Luther hos kurfyrst Fridrich af Sachsen
1.43: Pave Leo 10.dør
1.45: Rigsdagen i Augsburg – Luther kan som bandlyst ikke selv deltage, så det bliver Philipp Melanchthon, der deltager på Luthers vegner og overrækker ”Den augsburgske Trosbekendelse – se http://www.lutherdansk.dk/trellix/id58.htm
[1] Stævningen var ledsaget af et lejdebrev til ”Dr.Martin Luther af augustinerordenen”
[2] Billigvis — anstændigvis
[3] Uden overlæg – uden grundig overvejelse
[4] Vrå er en fattig og beskeden bolig
[5] Papister er en nedsættelse betegnelse for dem, der blindt følger Paven
[6] Martret – påført sorg og bekymringer
[1] Luther mener i begyndelsen, at Paven selvfølgelig ikke kan være vidende om dette misbrug af afladstanken Når han skriver, at Paven aldrig ville acceptere, at Peterskirken blev udført ”af sine fårs skind, ben og kød” så henvises der til tanken om, at Paven som Peters efterfølger skal være ”hyrde for Kristi får” (Johannes-evangeliet kap.21 vers 16–17 – og disse får er jo nu det rene ”skind og ben” ved at bruge alle deres penge på unyttige afladsbreve.
[2] Brevet er i sin helhed udgivet på Systime i 2011 – oversat og med indledning og kommentarer ved Carl Frederik Wiwe.
[3] Daniel i Babylon henviser til den retfærdige israelit Daniel , der føres i landflygtighed til Baylon, men bevarer sin rette tro. Babylon bliver i traditionen til ugudelighedens højborg – se Thiedecke, Johnny: Irak. Historie – Religion – Samfund. Patheon 2015 s.82ff
[4] Sylvester Mazzolini var telogisk rådgiver for Pave Leo, der havde udstedt flere skrifter om Pavens magt vendt mod Luther.
