- Et kursus om formidlingsmæssige udfordringer og løsninger i historiefaget
Nye veje i formidlingen af historiefaget
Hvorfor er det så svært at føre eleverne tilbage til ”den Harald, der vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne”, tilbage til, da ”Kongen bød” og tilbage til d. 9. april 1940?
Hvorfor føles rygsækken ofte alt for let på vej ind i klasselokalet, selv om, at den er fyldt med kilder, grundbøger og erindringer om didaktiske overvejelser fra pædagogikum? Kurset tager således sit afsæt i, at historiefaget forekommer sværere at formidle, end det burde være tilfældet, når det nu engang netop hedder ”Historie”.
Ambitionen med kurset er, at vi alle bliver mere opmærksomme på, hvilke formidlingsmæssige lænker, der binder os og hvordan vi bryder disse i hverdagen! Under kyndig vejledning og med garanti for, at det ikke bliver for teoretisk-didaktisk, så vil tre nøje udvalgte oplægsholdere hjælpe os på vej. Sammen med Poul Steiner Jensen, lærebogsforfatter, underviser i historie, samt fagredaktør ved forlaget Systime, skal vi se nærmere på grundbogen og den rolle, som denne har for vores formidling af faget. Sammen med Thomas Oldrup, forfatter og redaktør på ”Alt om historie”, ser vi på, hvilke kriterier, som vi bør overveje og hvilke vinkler, der sælger, når vi skal formidle historien. Sidst men ikke mindst, så vil Professor i historie ved Københavns Universitet og vært ved Historiequizzen på DR‑K, Ulrik Langen, give os nye perspektiver på forholdet mellem historie og
formidling.
Kursusprogram
08:15–08:25. Kaffe og rundstykker
08:25–08:30. Velkomst
08:30–10:00. Den evindelige grundbog
v. lektor Poul Steiner Jensen, Mulernes Legatskole
Grundbogen indtager en central placering i vores historieundervisning — og sikkert med god grund. For hvor skulle eleverne ellers få deres viden fra? Lige så god som grundbogen er til at præsentere viden; ligeså svag er den, når det gælder om at igangsætte en historiefaglig arbejdsproces. I dette oplæg vil vi se på anderledes grundbogseksempler og efterfølgende diskutere, hvilken konkret undervisning som kan ligge i forlængelse heraf. Sigtet er at give nye redskaber og inspiration til grundbogsarbejdet.
10:15–11:45. Populærvidenskabelig formidling af historien
v. redaktør Thomas Oldrup, Alt om Historie
Udover at være forfatter til en række bøger (bl.a. ”101 historiske myter”), så er Thomas Oldrup redaktør på magasinet ”Alt om historie”. Dette giver ham et særligt indblik i og erfaring med, hvilke overvejelser, der er væsentlige for formidling af fortiden. Med dette afsæt fortæller Thomas Oldrup om den populærvidenskabelige formidling af historien, men der vil også være mulighed for at diskutere, hvilke kriterier, der er vigtige for den gode historie.
11:45–13:00. Frokost
13:00–14:30. Aandens Skønhed, Hjertets Varme og den til et godt
historisk Værk nødvendige poetiske Indbildningskraft
v. professor Ulrik Langen, Københavns Universitet
Ulrik Langen er professor i historie ved Københavns Universitet og samtidig forfatter til en række bøger; bl.a. om 1700-tallets historie.
Udover Ulrik Langens forfatterskab og at han er vært for Historiequizzen på DR‑K, så er han kendt for nogle markante holdninger i forhold til forholdet mellem historie og fortælling. Netop dette er udgangspunktet for hans oplæg.
14:30–14:45. Kaffepause
14:45–15:15. Orientering fra Historielærerforeningen
Tilmelding til kurset
Tilmelding til kurset skal finde sted senest d. 27/2 på e‑mail ja@hasseris-gym.dk Herefter, i starten af marts, vil i modtage bekræftelse på tilmeldingen. Tilmelding bør, om muligt, ske samlet for den enkelte institution. Hermed menes, at interesserede deltagere fra hver skole, samlet sender en mail med navne på alle deltagere fra den respektive skole. Angiv i sammenhæng hermed skolens EAN-nummer.
Der er et begrænset antal ledige pladser til kurset, men vi tilstræber, at så mange som muligt får mulighed for at deltage. For at sikre dette, så opfordrer vi til, at man tilmelder sig snarest muligt. I tilfælde af, at søgningen til kurset er større end, hvad dette kan bære, så tildeles pladser efter et princip om ”først til mølle”.
Der er en egenbetaling på 950 kr. pr. deltager og efter tilmeldingsfristens udløb er tilmelding bindende. Forplejning i løbet af dagen, i form af kaffe, rundstykker og frokost, er inkluderet heri. Kurset finder sted på Hasseris Gymnasium, Aalborg. I kort kørselsafstand fra Aalborg Lufthavn (12 minutter) og Aalborg Banegård (6 minutter). Præcise oplysninger om lokale mv. vil blive sendt til de tilmeldte, forud for kursets afholdelse.
Casper Døssing og Jacob Pedersen
Regionssekretærer i Historielærerforeningen, Nordjylland
Superspændende kursus. Men hvorfor er der ingen lagkage?
Hej Lars
Det er naturligvis kage — det er der altid i Nordjylland 😉 Så det er overflødigt at skrive 😀
De bedste
Casper