Velkommen til den ny kolde krig

-om Rusland og udenrigspolitikken

Kort før det historiske topmøde i Vilnius i november 2013 havde præsident Viktor Janukovitj meddelt, at han indtil videre ikke agtede at underskrive den ”dybe frihandelsaftale” med EU, som var kommet på plads efter flere år med intensive forhandlinger. Afvisningen førte til omfattende demonstrationer og især på Maidan. Som sagt af Adam Daniel Rotfeld i det polske dagblad ”Gazeta Wyborcza” (14.–15.2.15) var Maidan, ganske som i sin tid Solidaritet i Polen, en manifestation af det direkte demokrati, en revolution og rødt kort til et eksisterende regime og i Ukraines tilfælde i særdeleshed præsidenten.

Handler vi dybest set rationelt i forhold til Rusland?

Forløbet derefter kender vi. Præsident Janukovitj og inderkredsen omkring ham flygtede til Rusland. Rusland annekterede Krim, alle forsøg på at finde frem til en fredelig diplomatisk løsning kuldsejlede, og indgåede aftaler blev brudt. Nedskydningen af det malaysiske passagerfly i juli måned 2014 optrappede blot konflikten, der meget hurtigt blev helt fastfrosset.

Den ny og den gamle kolde krig

I dag befinder vi os i en ny kold krig, der dog er en del anderledes end den vi oplevede, dengang Sovjetunionen eksisterede. Terrorbalancen holdt dengang de to supermagter, Sovjetunionen og USA, i skak. ”Fredelig sameksistens” var fra midten af 1950erne blevet den ny linje i sovjetisk udenrigspolitik. Kold krig og detente afløste derefter hinanden. Kun enkelte gange var vi tæt på en regulær krig.

Som beskrevet af historikeren Eric Hobsbawn, var der under den gamle kolde krig, i hvert fald frem til midten af 1970erne, stiltiende enighed mellem supermagterne om at betragte den kolde krig som kold fred.

I dag savner vi en verdensorden med klare spilleregler, hvilket meget skyldes den asymmetriske afslutning på den gamle kolde krig. Spørgsmålet er dog, om vi har at gøre med kold krig. Kold krig i dag er i hvert fald ikke som under den tidligere det ”organiserende princip”. Den ny ”kolde krig” er ikke global, men snarest regional. Den er fortrinsvist begrænset til Europa og SNG-området, men inddrager med krigen i Syrien også Mellemøsten. I amerikansk perspektiv er Rusland nok en trussel, men ikke af de helt store. Som sagt af Obama i 2015, truslen fra Rusland befinder sig et eller andet sted mellem truslerne fra Ebola og ISIS. USA har dog haft brug for russisk medvirken i forbindelse med forhandlingerne om Syrien og Iran. Det grundsynspunkt lå i sin tid også bag USA’s ”re-set” politik over for Rusland.

Rusland har territoriet, ressourcerne og kernevåbnene, men svag økonomi; er en petrostat, ”et Nigeria og Venezuela med atomvåben”

I de senere år har Rusland-politikken svinget mellem ”re-set” (forhandlinger) og militær afskrækkelse. Rusland mødes i dag ikke med ”respekt”. Under den gamle kolde krig kunne Vesten indgå kompromiser med Stalin, Breshnev og Khrustjev, men at indgå aftaler og forhandle med Putin blev mindre acceptabelt efter begivenhederne i Ukraine[1]. Før 1989 gik supermagterne ud fra antagelsen om, at modstanderen handlede rationelt. Som beskrevet af historikeren Eric Hobsbawn, var der under den gamle kolde krig, i hvert fald frem til midten af 1970erne, stiltiende enighed mellem supermagterne om at betragte den kolde krig som kold fred. Der blev indgået adskillige våbenkontrol eller snarere våbenbegrænsningsaftaler, fx om prøvestop for a‑våben, SALT-aftaler, om anti-ballistiske missiler (ABM) og om ikke-spredning af atomvåben. Når en krise blev tilspidset under den gamle kolde krig, som fx under Korea-krigen, Cuba-krisen og Ungarn 1956 stolede den ene part på den anden parts tilbageholdenhed.

Det er ikke i samme grad tilfældet i dag. I dag har vi tværtimod en ulige konkurrence. Rusland er økonomisk og militært den klart underlegne part. I Sovjet-perioden blev der brugt 300–400 mia. dollar om året på militær, i dag blot 80 milliarder[2]. Rusland har territoriet, ressourcerne og kernevåbnene, men svag økonomi; er en petrostat, ”et Nigeria og Venezuela med atomvåben”.

Den ny kolde krig føres på flere dimensioner, eksempelvis omkring spørgsmål med tilknytning til ”global governance”, regional geopolitik, geo-økonomi samt omkring informationer og propaganda og med kampe også i cyber-sfæren. Som sagt af russeren Sergey Markedonov drejer ny ”kolde krig” sig helt grundlæggende om forskelle i udlægninger af, hvad folkeret er, hvordan den skal fortolkes, og hvordan den ny verdensorden skal se ud, skal den være unilateral, bilateral eller multilateral?

Magten har fået nye dimensioner. Hård militær og blød økonomisk magt spiller stadig en rolle, men, som meget rigtigt sagt af Joseph N. Nye i ”Future of Power, er der et stigende fokus på ”smart power”, som han definerer som evnen til at kombinere hård og blød magt og omsætte dette i de rette strategier (”power conversion”). Krige føres i højere grad intern i staterne, transnationalt og gennem ikke-statslige aktører. Ukraine er ingen undtagelse fra den regel. Det skyldes, at vi i stigende grad har at gøre med svage stater og flere EU-lande illiberale. Stater vil stadig være vigtige, men den internationale scene er ”overcrowded” og derfor sværere at kontrollere.

Staterne må finde de rette svar på fem centrale spørgsmål,

for det første: hvilke mål og resultater skal der stræbes efter? I den forbindelse (jævnfør fx politikken over for Rusland og Iran): har vi at gøre med et nulsum-spil eller ”joint gains” (”win-win” situationer).
Og på det andet spørgsmål: hvilke ressourcer er der til rådighed? Blød og/eller hård magt? Hvilken magtadfærd er bedst, den hårde eller den mere samarbejdsvenlige (”cooptive”) eller en kombination heraf?
Og det tredje: Hvordan er styrken, holdningerne og positionerne hos den eller de stater, der ønskes påvirket?
Det fjerde: hvilken adfærd og påvirkning giver de rette ”outcomes”?
Og endelig for det femte: Hvad er sandsynligheden for, at de valgte strategier lykkes? Erfaringerne fra fx Irak (USA) og Afghanistan (Sovjetunionen) maner til eftertanke. Med andre ord, handler vi dybest set rationelt i forhold til Rusland? (…)

[1] Formuleret i en samtale om den ny kolde krig mellem Robert Legvold og Dmitri Trenin, Canegie Moscow Center, 7. marts 2015.

[2] Jacek Pawlicki i det polske Newsweek, 9.–15.3. 2015, side 21.

(Download hele artiklen som PDF — 79 sider)

Billedkilde: