Af 
Landsbyen Åsted og stationsbyen Tolne ligger begge mindre end 20 kilometer fra Frederikshavn. Men for 100 år siden kunne denne afstand udgøre to verdener: Land med store sociale skel, præget af begrænsninger og for mange mennesker dårlige bolig- og levevilkår, familier med mange børn – ægte som uægte – under samme tag, ofte med forældre på aftægt. Og med hårdt fysiske arbejde fra en tidlig alder, på arbejdsgiverens vilkår. Byen som mange på landet hørte om og måske også oplevede som frihed og muligheder, også for unge fra små kår på landet.
Min morfar kom fra et sådant småkårshjem: et lille husmandssted hvor faderen delvist ernærede sig som tømrer/snedker på gårdene og kørte ud i hestevogn med sin hjemmelavede værktøjskasse i træ. En værktøjskasse som er i familiens eje i dag. Morfar kom ud at tjene som vogterdreng som 8‑årig, men senere fik han mulighed for at blive uddannet som landsbysmed.
Men han må have erkendt at hans fremtid ikke skulle ligge der. I de sidste år af Første Verdenskrig blev der anlagt flere nye stålskibsværfter i Danmark, da det var gode tider for skibsfarten. Morfar flyttede til Frederikshavn og fik på værftet en særlig smedeuddannelse som nitter. På denne tid blev stålskibenes plader samlet ved at bore huller i dem henover den forrige plade. Derefter blev et stort jernsøm – en nitte – varmet op i en ovn så det blev glødende. Med en tang holdt forholderen nitten op til hullet, nitten blev hamret igennem, og på forsiden blev nitten hamret flad over hullet og sad fast, når nitten størknede. Morfar arbejdede som nitter hele sit arbejdsliv. For det meste på Frederikshavn Værft, men når der manglede ordrer fandt han beskæftigelse på værfter i Aalborg, Helsingør eller Nakskov. Under 1930’erne krise arbejdede han også ved bygningen af Hadsundbroen.
Jeg oplevede at både han og min mormor var stærkt optaget af det faglige arbejde og fællesskab. Fagforeningen var den kraft som gjorde arbejderne stærke overfor arbejdsgiveren, når der skulle aftales løn- og arbejdsvilkår, og kommunismen var den ideologi hvori de så at den enkelte kunne have de tryggeste og bedste rammer for sit liv.
Min mormor kom ud at tjene på gårdene som 12-årig. Da hun var omkring 20 år gammel, flyttede hun til Frederikshavn og fik plads i huset hos en boghandlerfamilie, i en stor lejlighed på første sal i hovedgaden. Her var hun i 8 år. Var hun tvunget til at flytte eller greb hun muligheden for at komme til byen? For at leve i en opvarmet bolig med rindende vand og toilet, i et lillebitte værelse ganske vist, men for sig selv? Jeg fik aldrig spurgt hende.
Da morfar var 33 år blev de gift. Han havde sparet penge op, og da hans forældre solgte husmandsstedet og flyttede til Frederikshavn, var det ham som købte det lille byhus til dem, mens hans egen familie – først 1, efterhånden 4 børn – boede til leje i flere år, indtil forældrene døde og de kunne overtage huset. Et lille byhus med en lille lejlighed under det skråtag på første sal, som var udlejet i mange år. Men der var en stor nyttehave til huset, hvorfra familien blev forsynet med kartofler, grønsager og frugt i sæsonen, og syltetøj og henkogt frugt henover vinteren. Og med høns i hønsegården.
De fik deres liv mindre end 20 kilometer fra deres barndomshjem, men et liv på ganske andre vilkår end dem de kom fra. De talte aldrig om de gode gamle dage i deres barndom. Der har sikkert ikke været mange af dem.
For mormor og morfar var det meget vigtigt at deres børn ’fik lært et fag’. Omkring sig kunne de se de mange ufaglærte mænd som havde det hårde, nedslidende arbejde, oftest med kort opsigelse, og til en lav løn. Og hvor mange hustruer i disse familier også måtte have fysisk anstrengende arbejde for at sikre familien en tålelig tilværelse. Mormor og morfar var stolte af at ud af de 4 børn blev de 3 faglærte. En pige en kontoruddannelse som bogholder som hun ret usædvanligt blev ved med at arbejde som, selv om hun fik mand og barn. Drengene blev elektriker og maskinarbejder, og sidstnævnte fik hele sit arbejdsliv på værftet ligesom sin far.
Elektrikeren trådte yderligere et trin op i erhverv. Med hustru og 3 børn besluttede han som voksen at tage en ingeniøruddannelse, som der i 1960’erne blev bedre mulighed for, og han arbejdede som ingeniør resten af sit arbejdsliv. Som sine 2 andre søskende fandt han arbejde og tilværelse andre steder i Danmark, da tiderne gjorde det muligt bedre at forfølge sine ambitioner, og da udviklingen af velfærdsstaten gjorde, at forældrene ikke længere blev afhængige af børnene i alderdommen. Retten til folkepension blev en befrielse på mange måder.
Den næste generation – mormor og morfars børnebørn – tog skridtet videre. Af de 7 børnebørn fik de 6 en studentereksamen og en uddannelse herefter, mens den sidste uddannede sig til psykolog mens hun var i fyrrerne. Ingen af dem fik deres voksenliv i mormor og morfars by – så vidt forskelligt fra det de fleste oplevede 100 år tidligere.
