Tol­ne Køb­mands­gaard, Af © 2009 by Tomasz Sie­ni­cki [user: tsca, mail: tomasz.sienicki at gmail.com] — Pho­to­graph by Tomasz Sie­ni­cki (Eget arbej­de), CC BY 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=7066825

Lands­by­en Åsted og sta­tions­by­en Tol­ne lig­ger beg­ge min­dre end 20 kilo­me­ter fra Fre­de­riks­havn. Men for 100 år siden kun­ne den­ne afstand udgø­re to ver­de­ner: Land med sto­re soci­a­le skel, præ­get af begræns­nin­ger og for man­ge men­ne­sker dår­li­ge bolig- og leve­vil­kår, fami­li­er med man­ge børn – ægte som uæg­te – under sam­me tag, ofte med for­æl­dre på aftægt. Og med hårdt fysi­ske arbej­de fra en tid­lig alder, på arbejds­gi­ve­rens vil­kår. Byen som man­ge på lan­det hør­te om og måske også ople­ve­de som fri­hed og mulig­he­der, også for unge fra små kår på landet.

Min mor­far kom fra et sådant små­kårs­hjem: et lil­le hus­mands­sted hvor fade­ren del­vist ernæ­re­de sig som tømrer/snedker på går­de­ne og kør­te ud i heste­vogn med sin hjem­mela­ve­de værk­tøjskas­se i træ. En værk­tøjskas­se som er i fami­li­ens eje i dag. Mor­far kom ud at tje­ne som vog­ter­dreng som 8‑årig, men sene­re fik han mulig­hed for at bli­ve uddan­net som landsbysmed.

Men han må have erkendt at hans frem­tid ikke skul­le lig­ge der. I de sid­ste år af Før­ste Ver­denskrig blev der anlagt fle­re nye stålskibsværf­ter i Dan­mark, da det var gode tider for skibs­far­ten. Mor­far flyt­te­de til Fre­de­riks­havn og fik på værf­tet en sær­lig sme­deud­dan­nel­se som nit­ter. På den­ne tid blev stålski­be­nes pla­der sam­let ved at bore hul­ler i dem henover den for­ri­ge pla­de. Der­ef­ter blev et stort jern­søm – en nit­te – var­met op i en ovn så det blev glø­de­n­de. Med en tang holdt for­hol­de­ren nit­ten op til hul­let, nit­ten blev ham­ret igen­nem, og på for­si­den blev nit­ten ham­ret flad over hul­let og sad fast, når nit­ten størk­ne­de. Mor­far arbej­de­de som nit­ter hele sit arbejds­liv. For det meste på Fre­de­riks­havn Værft, men når der mang­le­de ordrer fandt han beskæf­ti­gel­se på værf­ter i Aal­borg, Hels­in­gør eller Naks­kov. Under 1930’erne kri­se arbej­de­de han også ved byg­nin­gen af Hadsundbroen.

Jeg ople­ve­de at både han og min mor­mor var stærkt opta­get af det fag­li­ge arbej­de og fæl­les­skab. Fag­for­e­nin­gen var den kraft som gjor­de arbej­der­ne stær­ke over­for arbejds­gi­ve­ren, når der skul­le afta­les løn- og arbejds­vil­kår, og kom­mu­nis­men var den ide­o­lo­gi hvori de så at den enkel­te kun­ne have de tryg­ge­ste og bed­ste ram­mer for sit liv.

Min mor­mor kom ud at tje­ne på går­de­ne som 12-årig. Da hun var omkring 20 år gam­mel, flyt­te­de hun til Fre­de­riks­havn og fik plads i huset hos en bog­hand­ler­fa­mi­lie, i en stor lej­lig­hed på før­ste sal i hoved­ga­den. Her var hun i 8 år. Var hun tvun­get til at flyt­te eller greb hun mulig­he­den for at kom­me til byen? For at leve i en opvar­met bolig med rin­den­de vand og toilet, i et lil­le­bit­te værel­se gan­ske vist, men for sig selv? Jeg fik aldrig spurgt hende.

Da mor­far var 33 år blev de gift. Han hav­de spa­ret pen­ge op, og da hans for­æl­dre solg­te hus­mands­ste­det og flyt­te­de til Fre­de­riks­havn, var det ham som køb­te det lil­le byhus til dem, mens hans egen fami­lie – først 1, efter­hån­den 4 børn – boe­de til leje i fle­re år, ind­til for­æl­dre­ne døde og de kun­ne over­ta­ge huset. Et lil­le byhus med en lil­le lej­lig­hed under det skrå­tag på før­ste sal, som var udle­jet i man­ge år. Men der var en stor nyt­te­ha­ve til huset, hvor­fra fami­li­en blev for­sy­net med kar­to­f­ler, grønsa­ger og frugt i sæso­nen, og syl­te­tøj og hen­kogt frugt henover vin­te­r­en. Og med høns i hønsegården.

De fik deres liv min­dre end 20 kilo­me­ter fra deres barn­doms­hjem, men et liv på gan­ske andre vil­kår end dem de kom fra. De tal­te aldrig om de gode gam­le dage i deres barn­dom. Der har sik­kert ikke været man­ge af dem.

For mor­mor og mor­far var det meget vig­tigt at deres børn ’fik lært et fag’. Omkring sig kun­ne de se de man­ge ufag­lær­te mænd som hav­de det hår­de, neds­li­den­de arbej­de, oftest med kort opsi­gel­se, og til en lav løn. Og hvor man­ge hustru­er i dis­se fami­li­er også måt­te have fysisk anstren­gen­de arbej­de for at sik­re fami­li­en en tåle­lig til­væ­rel­se. Mor­mor og mor­far var stol­te af at ud af de 4 børn blev de 3 fag­lær­te. En pige en kon­tor­ud­dan­nel­se som bog­hol­der som hun ret usæd­van­ligt blev ved med at arbej­de som, selv om hun fik mand og barn. Dren­ge­ne blev elek­tri­ker og maski­n­ar­bej­der, og sidst­nævn­te fik hele sit arbejds­liv på værf­tet lige­som sin far.

Elek­tri­ke­ren trå­d­te yder­li­ge­re et trin op i erhverv. Med hustru og 3 børn beslut­te­de han som vok­sen at tage en inge­ni­ør­ud­dan­nel­se, som der i 1960’erne blev bed­re mulig­hed for, og han arbej­de­de som inge­ni­ør resten af sit arbejds­liv. Som sine 2 andre søsken­de fandt han arbej­de og til­væ­rel­se andre ste­der i Dan­mark, da tider­ne gjor­de det muligt bed­re at for­føl­ge sine ambi­tio­ner, og da udvik­lin­gen af vel­færds­sta­ten gjor­de, at for­æl­dre­ne ikke læn­ge­re blev afhæn­gi­ge af bør­ne­ne i alder­dom­men. Ret­ten til fol­ke­pen­sion blev en befri­el­se på man­ge måder.

Den næste gene­ra­tion – mor­mor og mor­fars bør­ne­børn – tog skrid­tet vide­re. Af de 7 bør­ne­børn fik de 6 en stu­den­terek­sa­men og en uddan­nel­se her­ef­ter, mens den sid­ste uddan­ne­de sig til psy­ko­log mens hun var i fyr­rer­ne. Ingen af dem fik deres vok­sen­liv i mor­mor og mor­fars by – så vidt for­skel­ligt fra det de fle­ste ople­ve­de 100 år tidligere.

Seri­en “Stem­mer fra verden”