Artiklen rummer en oversigt i 6 afsnit over reformationen i Danmark til brug i gymnasiet. Der lægges op til debat om forståelsen af reformationen. Hvert afsnit er ledsaget af kildemateriale. Afsnit 7 og 8 er litteraturforslag og opgaveforslag med et forslag til 3 undervisningslektioner.
Indhold
1: Danmark i udkanten af reformationen 1517 – 1525
2: Reformationen sniger sig ind hos konge og adel 1526 – 1533
3: Befolkningen og reformationen 1525 – 1533
4: Hvem var det, der kæmpede om troen i Danmark?
6: Den lutherske fyrstekirke i Danmark
Litteraturforslag
Opgaveforslag og lektionsforslag
Danmark i udkanten af reformationen 1517 — 1525
Luthers 95 teser fra Wittenberg 1517, der startede reformationen, fik ikke direkte indflydelse i Danmark før langt senere. Presset på den katolske kirke gav dog allerede tidlig den verdslige magt bedre muligheder i den evige magtkamp med kirkens top.
De ledende i Danmark har fra begyndelsen vidst hvad der foregik. Frederik d. Vise af Kursachsen, hvor Wittenberg var hovedstad, var den danske konge Christian d. 2.s morbror . Der var livlig forbindelse mellem de to fyrstehuse, og Frederik d. Vise støttede ivrigt Luther.
Kampen om Sverige
Det store spørgsmål for de ledende i Danmark, især kongen var forholdene i Sverige. Christian d. 2. var som ung hyldet til kommende konge af Sverige, men den svenske adel havde allerede under kong Hans reelt løsrevet sig fra unionen med Danmark. Landet blev styret af en rigsforstander, der på alle måder søgte at holde den danske konge ude. Store dele af befolkningen synes at have været enig i bruddet med Unionen.
Da Luther fremlagde sine 95 teser i Wittenberg, var Christian d. 2 og den danske politiske elite travlt optaget af at finde en mulighed for at få kontrol over Sverige. Den kirkelige elite, bisperne med flere, var dybt involveret i dette projekt. Kongen havde for længst placeret nogle af sine vigtigste eksperter i disse indbringende højgejstlige positioner. Resultatet var, at den danske kirke manglede teologisk ledelse, da reformationskampen begyndte.
Afladshandleren som politiker
En af de ting, som Luther reagerede så kraftigt på var den omfattende afladshandel ledet af pavens kommissær Giovanni Archimboldus. Afladskampagnen blev udvidet til Skandinavien og Achimboldus fik samtidig til opgave at forsøge at mægle i den svenske strid, hvor ærkebiskop Gustav Trolle var en stærk tilhænger af Christian d. 2. og unionen, hvilket bragte ham i konflikt med den svenske rigsforstander, der endte med at afsætte ham og derved fik en konflikt med den samlede romerkirke.
Da Archimboldus kom til til Danmark prøvede Christian d. 2. at anvende ham i sine bestræbelser for at genvinde Sverige. Afladshandleren fik en gunstig aftale om en lav afgift til kongen af sine indtægter ved salget af afladsbreve. Til gengæld skulle han virke for den danske sag i Sverige. Dette mislykkedes, da Archimboldus i Sverige i stedet støttede de svenske interesser.
Pavens forlængede arm
I sine krige mod Sverige var paven en vigtig allieret for Christian d. 2. Paven lagde “interdikt” (forbud mod kirkelige handlinger) over Sverige på grund af behandlingen af ærkebiskop Gustav Trolle. Christian d.2 kunne derfor hævde, at han invaderede Sverige blandt andet for at fjerne en ukristelig ledelse. Efter den endelige erobring af Sverige i 1520 henrettede Christian d. 2. s styre store dele af den svenske adel ved Det stockholmske Blodbad. Dette skete trods en almindelig kongelig amnesti for handlinger begået under kampen om magten i Sverige. Den officielle begrundelse var at kongen som kirkens ”verdslige arm” var nødt til udføre straffen for det kætteri, der var sket ved behandlingen af Gustav Trolle. Trods mange års historiske undersøgelser er sagen ikke fuldt belyst. Der var to katolske bisper blandt de henrettede, så pavestole var nødt til at gøre et eller andet ved sagen, dog ikke så meget at Christian d. 2. begyndte at støtte Luther. Resultatet blev en bod.
Reformkatolikkernes styrke
I det omfang religionsdiskussionen ude i Europa overhovedet spillede en rolle for ledelsen i Danmark, samlede interessen sig om den reformkatolske kritik af kirken. Denne kritik lagde op til reformer inden for Romerkirkens rammer. Luther støttede i den tidlige tid også disse tanker. I Danmark var karmelittermunken Poul Helgesen den toneangivende reformkatolik. Han synes at have stået Christian d. 2. nær. Vi må derfor antage, at han i nogen grad har påvirket kongen. Et besøg af nogle protestantiske teologer i København 1521 synes derimod ikke at have haft nogen betydning for romerkirkens stilling i Danmark.
Kongeskiftet ændrer i begyndelsen kun lidt
To år senere afsattes Christian d. 2. af en sammensværgelse bestående af en del af den danske adel og kongens bror, hertug Frederik (senere Frederik d. 1) støttet af Lübeck. Den nye konge blev ikke anerkendt af kejseren, der, i hvert tilfælde officielt, støttede Christian d. 2. Man kunne måske have forventet at Frederik d. 1 havde tilnærmet sig de kejserfjendtlige lutheranere. Det skete dog først senere. I første omgang accepterede han, at hans håndfæstning (regeringsaftale) indeholdt et totalt forbudt mod tilhængere af reformationen i riget. De gejstlige i rigsrådet, der bestemte håndfæstningen, havde tilsyneladende sikret deres store godsbesiddelser og magt.
Befolkningen
Den almindelige befolkning i Danmarks synes ikke at have været optaget af reformationskampen på dette tidspunkt. Det store folkelige røre startede først i 1525. Der er derfor ikke spor af, at Frederik s. 1 har haft problemer med at holde reformationen ud fra sit rige i de første par år.
Konklusionen må derfor være at det danske rige i årene frem til 1525 befandt sig i udkanten af reformationskampen. De kirkelige stridigheder har ikke haft nævneværdig betydning for udviklingen i Danmark før dette år.
Reformationen sniger sig ind hos konge og adel 1526 – 1533
Indtil 1525 havde Luther og de reformatoriske tanker været ret uinteressante for den danske adel og kongemagt. De nordtyske fyrster med Frederik d. 1,s svoger Frederik d. Vise af Sachsen i spidsen brugte Luthers oprør mod paven til at frigøre sig fra kejser Karl d. 5.s kontrol. Kejserens vision var et kejserrige bestående af de store dele af Europa, der var kontrolleret af Habsburg – en slags kristenhedens storrige, hvor kejseren var den verdslige leder og paven den åndelige. I virkeligheden så Karl dog paven som den underordnede. I denne vision var fyrsterne i det tyske område underordnet under en stærk kejsermagt. Ved at støtte Luther i hans brud med paven og indføre ”fyrstekirken” (fyrsten som kirkens leder) kunne de få større selvstændighed og sabotere kejserens plan. Når det lykkedes så godt skyldtes det, at Karl d. 5. i perioden var stærk optaget af at modstå et osmannisk pres på det sydøstlige Europa.
Konge og adel betænkelig ved Luther
Danmark var ikke en del af dette problem. Tvært imod måtte må man se med betænkelighed på at Luthers åndelige friheds- og lighedstanker hos den brede befolkning begyndte at blive forstået som en ret til større social lighed. I 1525 eksploderede situationen i det tyske bondeoprør ledet af nogle af Luthers tilhængere. Luther var nødt til at tage stilling til om hans teologiske tanker gav en undertrykt befolkning ret til oprør. Svaret blev en meget skarp afvisning. Luther opfordrede adelen til at slå oprørerne ihjel for deres egen skyld, så de ikke syndede mere ved deres forkerte forståelse af biblen.
Luther tager parti imod bondeoprøret
Luthers udmelding skete i et skrift med titlen: ”Imod bøndernes røver- og morderbander”. Titlen er et godt udtryk for det voldsomme sprog, som begge sider anvendte i debatten. Efter bogtrykkerkunstens opfindelse nåede diskussionen ud til brede kredse. I Danmark har man selvfølgelig været vidende om Luthers stillingtagen imod reformationens ”venstrefløj”.
Kongen og rigshofmesteren nærmer sig protestanterne.
Året efter i 1526 skete der noget i kredsen omkring Frederik d. 1. Poul Helgesen beretter i Skibbykrøniken at Frederik d. 1 sammen med rigshofmester (rigets fornemste embedsmand) Mogens Gøie og mange andre brød den katolske fredagsfaste. Helgesen angiver Mogens Gøie som hovedmanden for det han anser for et forsøg på at indføre Luthers lære i Danmark. Sproget er lige som Luthers voldsomt: ” I Juni Maaned samme Aar (1526), to dage efter at den kirkerøverske Kong Frederik, den vidt berygtede Tyran Kristian den andens Efterfølger og Farbroder, var kommen til København, begyndte han tillige med Rigshofmesteren Mogens Gøje og mange andre Holstenere paa luthersk vis at æde kød om Fredagene, …………….. Desuden begyndte samme Mogens Gøje samme år med fræk Tilsidesættelse af Kirkens Love at nyde Nadveren under begge Skikkelser ….”(Lutherske præster uddelte både brød og vin mod den katolske skik med kun at uddele brødet til menigheden).
Katolsk landskirke i Danmark
På herredagen i 1526 ændrede man radikalt den danske kirkes forhold. Det skete ved et forbud mod at søge pavelig anerkendelse af de kommende danske bisper. Anerkendelsen skulle i stedet søges hos den danske ærkebiskop. På den måde undgik man de store betalinger til Rom. Set med kongens øjne var det yderligere en fordel, at den danske ærkebiskop ikke var anerkendt af paven. Det gav i realiteten kongen udstrakt magt over kirken med de fordele det indebar som kontrol med udnævnelserne til de vigtige embeder. Desuden var paven herefter uden reel indflydelse på den kirkelige udvikling i Danmark. Man kan betragte situationen som indførelsen af en katolsk nationalkirke under betydelig kongelig kontrol.
Rigsrådets verdslige medlemmer støttede deres gejstlige kolleger ved på herredagen at love at de med ”liv og gods” ville støtte den katolske kirke imod lutherdommen. Med kendskab til Mogens Gøie´s indstilling kan man se, at der har været splittelse i rigsrådet om hvordan man skulle forholde sig til den efterhånden mere truende reformationskamp. Tilsyneladende har det vigtigste været at sikre bispernes fortsatte besiddelse af deres gods. I den forbindelse er det værd at huske på, at de gejstlige og verdslige rigsråder ofte var nært beslægtede.
Vi kender ikke kongens personlige religiøse ståsted. Han meldte aldrig klart ud, men favoriserede i stigende grad protestanterne trods løftet i håndfæstningen om at holder Luthers tanker ude af riget.
Værnebrevene
I 1525 var Hans Tausen begyndt at prædike luthersk i Viborg. Han blev udstødt af sin munkeorden. Biskoppen ville arrestere ham for kætteri, men byens borgere stillede sig på Hans Tausens side. Reformationskampen var brudt ud, og kongen var nødt til at tage stilling. Sagen var sådan set klar. Frederik d. 1. have i håndfæstningen lovet at holde lutheranerne ud af landet, så han skulle arrestere Hans Tausen på biskoppens vegne. Overraskende valgte han i stedet for at gøre Tausen til sin personlige præst ved et ”værnebrev”, som gjorde ham urørlig for biskoppen. Dette var det første i en hel serie sådanne værnebreve.
Reformationskampen i byerne
De følgende år udviklede konflikten sig. Ofte var den voldelig med angreb på især tiggermunkene i byerne. Kongen forholdt sig passiv. Hverken den gejstlige eller verdslige adel kunne stille noget op. Bisperne havde mistet enhver kontrol med situationen.
I 1530 forsøgte man at bilægge konflikten med en debat om troen. Begge parter stillede med deres bedste eksperter. De reformatoriske prædikanter udarbejdede en trosbekendelse, som ved senere analyse viser sig på en række punkter at afvige fra Luther. Det hele endte i ingenting. Ved juletid gik situationen helt ud af kontrol, da tilhængerne af reformationen stormede Vor frue Kirke i København og raserede inventaret fuldstændigt med det formål at få ødelagt helgenbillederne
Kongen fastholdt sit nye standpunkt at der skulle være plads til både den nye og den gamle kristendom. Bisperne havde ingen mulighed for at holde de protestantiske prædikanter væk. Bispernes reaktion var meget forskellig. Nogle prøvede at bekæmpe det nye så godt som muligt, en enkelt indførte åbent Den augsburgske Trosbekendelse (Lutheranernes trosgrundlag), resten befandt sig mellem disse to yderpunkter. Situationen var uhørt vanskelig, og de fleste af biskopperne var dårligt uddannede i teologi.
Ingen afklaring
Da Frederik d. 1. døde i 1533 var religionsspørgsmålet helt uafklaret. Kongen havde forsøgt at undgå en endelig stillingtagen, bortset fra, at han havde benyttet lejligheden til en kraftig udvidelse af kronens kontrol med kirken. Den verdslige adel var delt. Den gejstlige adel med biskopperne i spidsen kunne ikke regne med sikker støtte fra den verdslige adel. Den nye konge ville i den situation blive afgørende for hvordan kirkekampen skulle ende i Danmark.
Kilde:
Fra Poul Helgensen : Skibbykrøniken på dansk ved A. Heise. Rosenkilde og Bagger København 1967 s. 135 f.:
”I Herrens Aar 1531 (her bruges juleår, så det er 1530 efter nutidens kalender) paa den tredje Juledag, som er indviet til den hellige Evangelist Johannes, styrtede nogle Lutheranere fra København, grebne af et utroligt Raseri og Vanvid, ind i Vor Frue Kirke, som er den største og ypperste Kirke i denne By, og vanhelligede den med deres kirkerøverske Hænder. Først omstyrtede de alle Helgenbillederne, spyttede paa dem, slog dem med Næveslag og spottede dem med forargelige Skældsord, medens de søndersloge dem med deres Økser, og derpaa trængte de ind i Koret, hvor de fuldstændig ødelagde Kannikestolene og alt Panelværket. Højalteret forblev dog uskadt, da Byfogeden forsvarede det med Fare for sit Liv, men alt andet blev vanhelliget: man gik endog så vidt, at man sønderrev Bøgerne. Men de Skældsord og Forhaanelser, hvormed Kristi Præster og i det hele taget alt, hvad der er helligt i vor Religion, overdængedes, har jeg ikke Lyst til at fortælle; thi det overgaar alt, hvad man han forestille sig”
Gerningsmændene til Billedstormen skildrer Poul Helgesen således: (s. 137)
”Dette var jo jo imidlertid Folk uden Forstand, uden Fornuft, ja uden Klogskab. Mennesker, der helt havde opgivet sig selv og desuden vare berygtede for mange Forbrydelser, til Dels nedsunkne i den dybest Gæld, ugudelige mod Gud og Spottere af alt helligt og guddommeligt, og da de havde vænnet sig helt til at slutte sig til at slutte sig til Oprørets sande Ophavsmand, Hans Tavssøn, dette Utyske blandt alle Udyr, hvis Tunge ogsaa er det skamløseste, man kan tænke sig, saa holdt de derfor hemmelige Raadslagninger og samlede en stor skare af Pøblens værste Bærme; …….”
Befolkningen og reformationen 1525 – 1533
Midt i 1520erne stod det klart at opgøret med den romersk katolske kirke havde flere forskellige spor. For det første var der det oprindelige teologiske opgør. Dette blev hurtigt udnyttet af den politiske elite i de områder, der valgte at støtte Luther. Det er rimeligt at tale om verdsligt politisk spor. Endelig afslørede det tyske bondeoprør et verdsligt socialt spor, hvor Luthers tanker blev brugt til at argumentere for flere rettigheder til bønderne. I bøndernes 12 artikler fra 1525 kædedes kristendommen sammen med krav som ophævelse af livegenskabet og nedsættelse af hoveriet, samt andre sociale krav. Den brede befolkning så altså muligheden for at bruge Luther til at fremme egne interesser.
Bogtrykkerkunstens betydning
Det er først efter 1525 at reformationskampen bliver en mere folkelig sag. Indtil da havde det danske rige været i udkanten af opgøret. Man havde simpelt hen forsøgt at forhindre spredningen af Luthers tanker. Den spredning skete især gennem lutherske stridsskrifter. Opfindelsen af bogtrykkerkunsten spillede her for første gang en afgørende rolle. De lutherske skrifter blev solgt i en mængde, som man aldrig tidligere havde set. For eksempel blev Luthers afladsteser offentliggjort i godt 600 tryk mellem 1518 og 1525. Mange af disse tryk var i høje oplag. Så sent som i 1524 fik rigsrådet Frederik d. 1. til at forbyde lutherske skrifter i Danmark. Rigsrådet viste på den måde forståelse kampskrifternes store betydning for udbredelsen af de reformatoriske tanker.
De første reformatoriske prædikanter
Men alligevel ”sneg lutheriets gift” sig med reformkatolikken Poul Helgensens ord snart ind i Danmark. Det begyndte i efteråret 1525, hvor johannittermunken Hans Tausen begyndte at prædike reformatorisk i Viborg. Viborg var den gang den mest betydningsfulde by i Nørrejylland. Tausen havde studeret ved en række universiteter, blandt andet Wittenberg, hvor han må have mødt Luther. Hans reformatoriske prædikener samlede store tilhørerskarer. Foruden det teologiske budskab var de rettet imod de upopulære tiggermunke. Munkene blev beskyldt for at tigge sig en formue sammen fra befolkningen. Enhver kunne se deres rige klostre midt i byen. Dette stemte dårligt med det oprindelige fattigdomsideal. Opgøret med munkenes misbrug af kristendommen til egen fordel spillede en stor rolle for reformationens udbredelse i Danmark.
Reformatorerne støttes af statsmagten
Det er allerede fortalt hvordan Frederik d. 1. forhindrede de kirkelige myndigheder i at standse Hans Tausens bevægelse, idet kongen gjorde Tausen til sin personlige præst. Den videre udvikling var kun mulig fordi kongen sammen med en gruppe i rigsrådet, der var for reformationen, gennemtvang et brud med Rom og en religiøs tolerance, der efterhånden gav katolikkerne dårligere og dårligere vilkår. I de kommende år chikaneredes de reformatoriske munkene ud af deres klostre, der enten blev nedrevet eller overgik til andet formål. Desuden nedrev man mange bykirker. Begrundelsen var, at det var overflødigt med de mange betalte sjælemesser, der fik kirken til at fungere som en pengemaskine, der afpressede den almindelige befolkning. Alt dette skete i forståelse med kongemagten.
Reformationen væsentlig en købstadsbevægelse
Udviklingen i Viborg gentog sig i mange andre købstæder. Reformationsopgøret var koncentreret omkring byerne, mens det kirkelige liv ikke ændrede sig særlig på landet. Kilderne beretter ikke om tilsvarende massivt opgør med landsbypræsterne og de mere tilbagetrukne herreklostre. Bøndernes økonomiske kritik rettede sig mod den tredjedel af tienden, som gik til bispen . Resten, der gik til præstens underhold og kirkens vedligeholdelse var almindelig accepteret. Enkelte steder antydes det endog, at landbefolkningen blev ved med at tro på tiggermunkenes prædikener.
Danmark oplevede lige som syd for grænsen social uro i landbefolkningen. Religionspørgsmålet spillede ikke samme fremtrædende rolle i Danmark, som i den tyske bondekrig. Hoveddrivkraften var dels utilfredshed med en hårdhændet beskatning for at skaffe penge til de evindelige krige, og dels mange bønders og borgeres ønske om at få Christian d. 2. tilbage.
Prædikanternes skrifter
Den litterære folkelige stemme i den danske reformationskamp var især tidligere reformkatolikker, der tog skridtet over til Luther. Desuden blev en række udenlandske antikatolske folkelige fabler gendigtet på dansk.
Mange af reformatorerne var elever af Poul Helgesen, der selv kritiserede pavekirken skarpt, men konsekvent fastholdt en reformkatolsk linje og betragtede reformatorerne som kættere.
Peder Laurentsen fortæller i 1530 i den såkaldte Malmøbog hvordan man havde ordnet reformationen i Malmø. Det sociale engagement og kirkelige lighedstanke var hovedpunkter. Man tog omsorgen for de fattige meget alvorligt og ansatte læger til at behandle de, der kunne behandles. Andre fattige blev tilbudt ophold på hospitalet, der den gang ikke kun var sygehus, eller penge, så de kunne klare sig hjemme hos sig selv. Et andet hovedpunkt var uddannelse. Reformatorerne åbnede en præsteskole med veluddannede lærere. Der var adgang til skolen uden hensyn til økonomisk formåen.
Samme år udformede de danske reformatorer en oversigt over deres trosgrundlag kaldet Confessio Hafniensis. Den var lavet til brug for en religionsdebat mellem tilhængerne af den gamle kirke og reformatorerne ved herredagen i København. Man håbede måske på den måde at få skabt afklaring. Det lykkedes ikke. Den københavnske bekendelse er interessant fordi den viser betydelig forskel mellem de danske reformatorer og Luther. På mange punkter, som for eksempel opfattelsen af biblen som ”Kristi lov” nærmede de sig de sydtyske reformatorer og den reformerte Zwingli. Det er dog ikke sikkert, at de danske prædikanter var klar over dette. De har næppe haft fuldt overblik over debatten.
En anden litterær gruppe er de satiriske skrifter. Begge sider benyttede grov humor imod modparten. Der var normalt tale om fordanskede udgaver af udenlandske forelæg. Mest kendt er historien om Peder Smed og Adser bonde. Den foregår i Skive efter gudstjenesten hvor præsten sidder på kroen og spiller kort med en munk. Den tørstige Peder Smed kommer ind. Kort efter kommer Adser Bonde, der er på vej til Karup for at besøge Maria billedet, der græder over, at Luther har sørget for at der ikke længere er så mange der besøger hende. Peder Smed angriber valfartsuvæsenet og får Adser Bonde til at opgive sit forehavende. Munken omvendes til protestantismen, mens præsten står fast og vil anklage Per Smed for biskoppen. Historien kan opfattes som typisk for reformationskampen i de mindre byer.
Kilde:
Krøniken om gråbrødrenes fordrivelse .Her efter www.martinluther.dk i dansk oversættelse
En katolsk beretning om hvordan fransiskanernes (en tiggermunkeorden) klostre i Danmark blev overtaget af protestanterne. Uddraget omhandler klostret i Malmø.
Protestanterne havde efter længere tids chikanerier trængt sig ind i klostret og prøvede at presse munkene ud:
”Da de(protestanterne) havde lukket brødrene inde i spisesalen, så fyldte disse borgere, som borgmesteren havde sat til at passe på munkene, sig hele natten med deres øl, sang og dansede i sovesalen og koret, ringede stadig med klokken og holdt en rigtig bacchusfest, og hver time natten igennem åbnede de døren til spisesalen og gik ind for at se om munkene var flygtet gennem vinduerne.
Om morgenen kunne de knap få lov til at gå på toilettet, og når nogen gik derud, fulgte tre eller fire med dem for at holde øje med dem, helt ud til toiletdøren; og når de vendte tilbage, lukkede de døren, indtil borgmestrene kom. Da de kom henad middag, førte de deres læsemestre ind i brødrenes spisesal for at de skulle omvende, for ikke at sige forføre, dem til den lutherske tro.
Men da de havde endt to forelæsninger henimod middagstid og ikke kunnet overbevise brødrene om deres kætteri, drev de dem med magt ud af deres kloster; hver af brødrene fik dog sine sengeklæder og et bækken, der blev hentet fra cellen. Da de skulle gå ud gennem kirkegården, tog de guardianen, Gabriel Poulsen og broderen Bernhard Pulsen, anden viceguardian, bort fra brødrene og førte dem til fængslet, fordi de ikke ville røbe for dem, hvor fundationsbrevene var; de havde i forvejen sendt dem et andet sted hen til opbevaring.
De andre munke drog til Lund, men de to blev løsladt fra fængslet, på den betingelse, at de overværede deres kætterske lektioner. Det gik guardianen med til, og han er nu forført og har et år efter kastet sin ordensdragt. Gud den højeste og største størstesig over ham på grund af sin umådelige barmhjertighed. Ham være ære og herlighed for denne og de øvrige velsignelsesrige gerninger, han har gjort mod os og mod alle sine enkelte skabninger, fra skaberværkets begyndelse indtil den time, hvor han samler dem igen, og for alle ting og for hvert enkelt ting giver os og giver dem tilbage igen i evighed. Amen”
Hvem var det, der kæmpede om troen i Danmark?
I dette afsnit skal vi se nærmere på nogle af de mest fremtrædende personer, der kæmpede om religionen i Danmark.
De katolske bisper
De katolske bisper var ikke valgt på grund af deres teologiske kundskaber. Bispedømmerne betragtedes som storgodser som kongen, i det omfang han kunne få pavens tilladelse, kunne bortgive til sine betroede embedsmænd. Derfor optrådte de både som diplomater og krigere. Langt de fleste kom fra den danske højadel.
Jens Andersen Beldenak var undtagelsen fra reglen om adelskab. Han var søn af en skomager og højt international uddannet. Som belønning for sit arbejde for kongen blev han 1501 udnævnt til biskop over Fyns stift, et af de rigeste i landet. Han var livet igennem en kontroversiel person, der tit havde konflikter med kongemagten og adelen. I flere tilfælde blev han fængslet. Han spillede en fremtrædende rolle på Christian d. 2.s side under Det stockholmske Blodbad. Til sidst blev han trængt ud at sit stift 1529 til fordel for Viborgs domprovst Knud Henriksen Gyldenstjerne. Gyldenstjerne var venlig over for den evangeliske lære. I 1532 ansatte han Tausens nærmeste medarbejder, Jens Jørgen Sadolin som sin kapellan. Den reformatoriske lære blev således fuldt accepteret i Fyns Stift flere år før den egentlige reformation.. Jens Andersen var reelt den eneste af bisperne, der forsøgte at tage til genmæle imod det reformatoriske prædikanter, og han blev altså fortrængt i den afgørende reformationskamp. Han skrev en modargumentation imod Hans Tausens standpunkter . Desuden skrev han advarende breve til en række byer, blandt andet Assens. Hans modoffensiv havde ikke den ønskede effekt, men blev taget seriøst af Hans Tausen, der skrev et gensvar til forsvar for den evangeliske lære.
En anden bemærkelsesværdig biskop var Joakim Rønnow. Han var også en af kongens betroede embedsmænd. Desuden stod hans rigets mægtigste mand, rigshofmesteren, den allerede lutherske Mogens Gøje, nær. Da bispen i Roskilde døde 1529 var Gøje sammen med Frederik d. 1. aktive for at presse domkapitlet til at vælge Joakim Rønnow som ny biskop. Kongen havde, som bekendt, på dette tidspunkt forbudt bisperne at søge anerkendelse hos paven. I stedet måtte Rønnow betale det sædvanlige beløb for anerkendelsen til kongen. Han var således helt afhængig af kongens nåde. Rønnow gik ikke op i lærestridighederne. Som adelsmand beskæftigede han sig med at sikre stiftets besiddelse af dets godser og kirker . Prædikanterne havde frit spil. Hans Tausen flyttede til København. Den svenske konge Gustav Vasa, der var gået over til lutherdommen, roste endda Rønnow for hans tiltag i evangelisk retning. Senere kom Rønnow i konflikt med de evangeliske. Han prøvede at få kontrol over deres brug af kirkerne. Hans Tausen blev dømt til at forlade stiftet, men indgik snart efter et forlig med Rønnow, så han kunne vende tilbage. I det hele taget er der spor af forsøg på samarbejde mellem Rønnow og Tausen om at få situationen mere under kontrol. I 1536 blev Rønnow, ligesom de andre bisper, fængslet. Men modsat alle de andre indgik han ikke et forlig med kongen. Han forblev i fangenskab til sin død i 1544. I den sidste tid før sin død var han dog ved at få et forlig i stand med kongen. Det, at netop han fik den hårdeste behandling viser, at opgøret med bisperne i højere grad var politisk og økonomisk end religiøst.
Den reformkatolske stemme
Danmarks nok mest kompetente katolske teolog kastede sig også ind i reformationskampen. Det var karmelitterprioren Poul Helgesen. Han var ikke af adelig herkomst. Man ved meget lidt om hans studietid og tidlige år, men han sluttede sig til den reformkatolske bevægelse ledet af Erasmus af Rotterdam. I begyndelsen opfattede mange Luthers kritik af kirken som udtryk for et reformkatolsk standpunkt. Reformkatolikkerne var ikke mindre kritiske over for pavestolens misbrug end Luther og anvendte lige så hårde ord. Men hvor reformatorerne satte biblen op imod kirkens misbrug, så prøvede Helgesen i stedet i stedet at udrydde de åbenlyse fejl i den katolske kirke. Han var aldrig i tvivl om gudstjenestens, klosterlivets og helgendyrkelsens nødvendighed. Han var en anset universitetslærer og havde forbindelse til hoffet. Da han blev klar over, at Luthers tanker førte til totalt brud med den katolske kirke, blev han reformatorernes skarpeste kritiker i Danmark. Det må have påvirket ham stærkt, at mange af de studerende, som han havde oplært i reformkatolske synspunkter, svingede over til reformatorerne og blev blandt deres stærkeste teologer. Det drejer sig for eksempel om Peder Laurentsen og Frants Vormordsen, der var toneangivende blandt Malmøreformatorerne. Selv kastede Helgesen sig ud i en omfattende kampagne både imod reformationen og for at rette misbrugene inden for den bestående kirke. Han deltog i debatter om religionssagen, affattede gennemarbejde modskrifter imod de protestantiske prædikanter samt skrev en stærk politisk historiske fremstilling af perioden, Skibbykrøniken. Den blev dog ikke offentliggjort i samtiden, måske fordi den aldrig blev færdiggjort, eller fordi dens mange hårde udfald gjorde det for farligt. Helgesens håndskrevne uafsluttede manuskript blev mange år senere fundet indemuret i Skibby kirke. Det vides ikke hvornår Poul Helgesen døde. Mange mener, at han døde under Grevens Fejde, men andre finder spor af hans pen i skrifter affattet senere.
De protestantiske prædikanter
De protestantiske prædikanter var en meget sammensat gruppe uden egentlig ledelse. Den meste kendte i eftertiden er Hans Tausen. Han var munk fra den fornemme Johannitterorden. Derfor har han vel været lavadelig. Efter studier i udlandet, vendte han tilbage til Københavns Universitet, hvor har studerede under Poul Helgesen. Senere læste han et par år i Wittenberg, inden han 1525 vendte tilbage til Danmark midt i den begyndende reformationskamp. Han blev hurtigt en kontroversiel præst i Viborg, fordi han prædikede luthersk. Kongen forhindrede biskoppen i at stoppe Tausen ved at give ham et såkaldt værnebrev, der gjorde ham til kongens personlige præst. Med denne begivenhed og andre senere værnebreve kom der gang i den reformatoriske prædiken i Danmark. Tausen brød på alle måder med den katolske kirke. Han giftede sig og foretog selv præsteindvielser, selv om det efter kirkens lære var forbeholdt biskopperne. 1529. efter Rønnows overtagelse af bispestolen, blev Tausen flyttet til København og satte gang i reformationskampen der. I 1530 prøvede man på herredagen i København at nå til en afklaring af religionsagen, men det mislykkedes. Tausen førte sammen med Malmøreformatorerne an i debatten. Efter kongens død 1533 dømte rigsrådet Tausen til forvisning fra byen for kætteri og for at have grebet ind i bispens myndighedsområd. Han blev dog hurtigt forligt med Joakim Rønnow. Efter Reformationen blev Tausen i første omgang lektor i hebraisk ved universitetet. Først i 1542 blev han biskop, da Ribe bispestol blev ledig. Ved siden af hans direkte virke fik han stor indflydelse som forfatter og oversætter. Han skrev den prædikensamling, som de tidligere katolske præster i begyndelsen læste op af i stedet for selv at holde prædikener. De fleste katolske præster ved landsbykirkerne fortsatte nemlig som protestantiske præster efter reformationen.
Peder Laurentsen var den ledende person i det reformationscentrum, der opstod i Malmø efter 1529. Han var også en af Poul Helgesen elever og desuden hans tidligere kollega som underviser ved karmeliterkollegiet i København. Under hans og Frans Vordmordsens (se senere) ledelse blev Malmø omdannet til en reformeret by med protestantisk præsteuddannelse, offentlig omsorg for syge og fattige og lignende. Det er sandsynligvis også Peder Laurentsen, der er hovedmanden bag de 43 artikler (Den københavnske Trosbekendelse, som prædikanterne fremlagde på herredagen i København 1530, som deres udgangspunkt for religionsdebatten. En nærmere undersøgelse af denne bekendelse har vist, at den i høj grad er påvirket af den sydtyske reformationstype. Efter borgerkrigen deltog han i affattelsen af den latinske kirkeordinans. Da præsteskolen i Malmø blev nedlagt efter genoprettelsen af Københavns Universitet blev Laurensen lektor i teologi ved Lunds domkapitel. Det var en vanskelig , fordi de fleste kannikker ved kapitlet fastholdt katolicismen.
Frans Vormordsen udgik ligesom Peder Laurentsen fra kredsen omkring Poul Helgesen. Han var fra Nederlandene, men indvandrede på et eller andet tidspunkt til Danmark, hvor man første gang hører om ham som munk i karmeliterklostret i Helsingør sammen med Helgesen. Senere flyttede han til den nye præsteskole i København, hvor han underviste, også sammen med Helgesen. I 1529 gik han over til protestanterne og sluttede sig til reformatorerne i Malmø. Han må have været anset for at være temmelig moderat, for han opnåede den katolske ærkebisps tilladelse til at prædike. Sammen med Laurentsen søgte han at tilbagevise katolikkernes kritik ved herredagen i København 1530. Også Vormordsen deltog i udarbejdelsen af kirkeordinansen efter Christian d. 3. s. indførelse af den lutherske kirke. Efter fænglingen af de katolske bisper blev Frans Vormordsen superintendent(biskop) i Lund, hvor han sammen med kongen brugte mange kræfter på at få ro i det kirkeligt og politisk splittede område.
Kilde:
Uddrag af Peder Laurentsen: Malmøbogen 1529. Malmøbogen er en skildring af hvordan man havde indrettet det reformerede Malmø . Her efter: www.martinluther.dk/malm. Nutidsdansk v. Richardt Riis.
“Om hospitaler
Der er hospitaler og offentlige huse her, og ydermere skal derhen skikkes fattige, syge og sårede, gamle og vanføre til hjælp og hvile, med redelig tjeneste og forsyning, fra det gods, der tilforn gik til alterne, lavene og anden misbrug. (42b) Og hvor det ikke kan række til eller er nok, da skal den menige mand her i byen hjælpe til med at føde dem, hver efter sin gode vilje og formåen, efter en kristen kærlighed, som han bør bevise mod sin fattige broder, hvilken Gud har miskundelig søgt og lagt sin hånd på, tænkendes hver ved sig, at Gud har den samme magt over ham, som han nu bruger mod de arme, de syge etc. (2 Kor 9,7)
Dette er en retsindig gudstjeneste, kærlighed til sin næste, behjælpe arme, syge og fattige, i hvilken den rette kristne tro bevises og åbenbares. (Matt 25,35; Gal 5,6 Laurentsen har ikke angivet kapitelnummeret)
Ligeledes: Hvilke arme mennesker (især fattige mænd, kvinder og børn, som her udi byen er og har boet, skattet og delt byens besvær), der er syge og sårede, og står til at hjælpe og helbredes, da har borgmester og råd tilskikket læger og badskærere, hvilke skal smøre dem, læge og hjælpe dem til karskhed og sundhed igen, på det de kunne sørge for og hjælpe sig selv siden. Men kan de ikke blive tilpas igen, så deres sygdom forsvinder, da lægges de ind i hospitalet, om de det er begærendes. Eller de får hjælp af de førnævnte penge og kristen folks almisse at hjælpe sig med.
Ligeledes: Dette er Guds bud og skriftens, hvilket en ret kristen skik og skel bør give stor magt, at hver stad eller by først og fremmest bør behjælpe og forsyne arme kristne mennesker, som har levet ærligt og vel hos dem, og er komne i armod, (43a) fattigdom, krankhed eller sygdom og ikke kan hjælpe sig selv. (5 Mos 15,7; 1 Tim 5,8)
Det bør heller ikke være sådan, og det er ikke bekvemt, at kristne mennesker, syge eller usyge, mere i kristendommen går rundt eller føres omkring at tigge eller trygle, end udi den jødiske lovs tid, i hvilken det var forbudt, at der måtte være nogen tiggere, men de skulle forsynes af almuen, til livs føde og nødtørft, især dem, der ikke kunne hjælpe sig selv, med arbejde eller anden tilbørlig forsyning som sagt er. (5 Mos 15,4; Laurentsen henviser til 5 Mos 17)
Da skulle det skikkes i stæderne og andre steder udi landene, at enhver skulle sørge for og besørge sine fattige, gamle og kranke, tagendes til hjælp det gods, som blev misbrugt under gudstjenestes navn til altre, laug og gilde etc.
Ligeledes, i hvert landsogn at sørge for sine nødlidende med, som er i samme sogn, med en part af tienden, med det, almuen plejer at give bisse-munke og andre tryglere, som hvert år bisser omkring efter korn, penge, lam, gæs, svin, oste og smør og mange andre ting, som fattige folk har her til dags i lang tid være besværede med af førnævnte ørkesløse buge.
Og hvor førnævnte almisse gives ud velvilligt i en kristen kærlighed, de sande arme og syge til hjælp, da blev i sandhed den fattige almue derover ubedragen og fik Guds velsignelse på gods, frugt og kvæg, som Gud har selv lovet mange steder i skriften. (3 Mos 19,9f; Tob 3,(?); 11,(?); Sl 41,2f; 114,7f; Sirak 3,30f; 4,1–10; 7,32–36; 17,22f; 29,1–13; Es 58,7f; Matt 6,2–4; 25,35; Luk 11,42; 12,33f; 14,33; 16,11; 2 Kor 9,8; 1 Joh 3,17. ) (43b)
Ligeledes: til at skikke og forsyne samme arme mennesker med førnævnte almisse og samle den sammen skulle 2 eller 3 gode kristne mænd indsættes i hvert sogn, som var trofaste og retsindige i ovennævnte befaling, og hvert år gøre rede og regnskab derpå. Sådan bør Guds almisse gives og skikkes ud. Det har vi Guds vilje og bud på. Men om munkes og andre ørkesløse tryglere og deres løgn og bedrageri, har vi intet om, andet end at deres handel og trygleri er imod Guds ord og den hellige skrift. (Apg 6,3; 1 Mos 41,33; Apg 20,35; 1 Kor 4,1; 2 Kor 11,8f; 2 Thess 3,10) ”
Borgerkrig og kirkekup
Da Frederik d. 1. døde i 1533 var der ingen klarhed over situationen, hverken politisk, eller med hensyn til religionssagen. De to sagsområder var uløseligt knyttet til hinanden. Efter kongens død mødtes rigsrådet til herredag i København juni – juli 1533. Der var indgået en aftale med Frederik d. 1. om at vælge en af hans sønner til konge, men det var ikke afgjort hvem. Christian d. 2. sad fængslet i Sønderborg og kunne altså ikke umiddelbart gøre sin sit krav gældende. Kejser Carl d. 5. havde dog ikke glemt sagen. Christian d. 2. s. søn Hans, der havde et arvekrav på den danske trone støttedes af habsburgerne. I 1532 døde prins Hans. Kejseren sørgede derfor for at få Christian d. 2. s. ældste datter, Dorothea, gift med den næsten 40 år ældre kurfyrst Friedrich af Pfalz, der kunne opretholde arvekravet gennem sin kone. Brylluppet blev indgået 1534. Kurfyrstens krav kom således til at spille en rolle i Grevefejdens kamp om den danske krone, samt senere. Herredagen i København nåede ikke frem til en endelig beslutning og at vælge den ene af Frederik d. 1.s to sønner. Prins Hans var endnu et barn, der kunne formes efter rigsrådets vilje, men formynderstyre indtil han blev myndig ville skabe en farlig ustabilitet. Den ældre søn, hertug Christian, var tilhænger af den lutherske fyrstekirke og således uantagelig for de gejstlige medlemmer af rigsrådet. Det endte med, at man udsatte kongevalget og derved også løsningen af religionssagen til en ny herredag til midsommer 1534. Aftalen om dette er kun beseglet af de gejstlige og enkelte ”gammelkatolske” råder. På den måde afspejler den uenigheden på herredagen. Indtil næste herredag skulle rigsrådet stå for regeringsførelsen. Den officielle begrundelse var, at de norske rigsråder ikke kunne nå frem til herredagen 1533 og gøre deres indflydelse gældende. I lyset af den senere begivenheder var det en katastrofal beslutning at udsætte afgørelserne et år. På den anden side er der ikke noget, der tyder på, at man kunne have forudset borgerkrigen.
Den protestantiske ledelse i Malmø havde sluttet sig sammen med grev Christoffer af Oldenburg om et forsøg på at gennemtvinge befrielsen af den nu protestantiske Christian d. 2. og gøre ham til konge igen. Lübeck var med i dette projekt for at sikre handelsrettighederne i et Danmark, der begyndte at hælde mere til de konkurrerende Nederlande. Denne udenlandske aktion for at bestemme udviklingen i det danske rige krævede handling fra adelens side. Situationen blev yderligere kompliceret af pfalzgrevens truende holdning.
Den danske overgangsadministration var ikke i stand til en samlet reaktion da Malmø sammen med grev Christoffer og Lübeck angreb. Den østdanske adel kunne ikke stille noget op imod oprøret og grev Christoffers invasionstropper, der landede i Skovshoved nord for København 22. juni 1534, et par dage før den planlagte herredag, der selvfølgelig ikke blev til noget. De østdanske valgte at hylde grev Christoffer på Christian d. 2. vegne. Tanken om hjælp fra det vestlige Danmark inden for en rimelig tid forekom usandsynlig. De danske rige var splittet med risiko for en længere varende opdeling. I Vestdanmark var Christian d. 2. mindre populær. Den vestdanske adel ville ikke tilslutte sig grev Christoffer. I stedet rettede man henvendelse til hertug Christian og hyldede ham hurtigst muligt som konge. Uanset hvem af de to, der vandt opgøret var protestanterne sikret sejren i religionsopgøret. Christians lillebror Hans var tilsyneladende helt ude af feltet. Eneste tilbageværende chance for katolikkerne var Pfalzgrevens krav gennem Christian d. 2. datter Dorothea, og dette projekt virkede overordentlig usandsynligt. Grevens fejde forstås bedre som et klassisk opgør om magten i Danmark, end som et opgør om religionen.
I det videre forløb fik den vestdanske koalition under ledelse af hertug Christian , fra 18. august 1534, kong Christian d. 3, efterhånden overtaget. Hans erfarne holstenske hærfører Johann Rantzau førte en effektiv krig både imod de sociale oprør og de adelige modstandere. Det lykkedes af forhindre kejserlig indgriben under den årelange belejring af København. Endelig d. 29. juli 1536 overgav København sig som den sidste til Christian d. 3. Byen var på det tidspunkt næsten tømt for fødevarer og nøden var meget stor, så man kunne ikke vente længere på den undsætning, som Christian d. 2.s tilhængere arbejdede for.
Christian d. 3. havde nu magten i hele Danmark. Den var vundet med udenlandske tropper, der nu skulle betales. Den danske rigsrådsadel havde udstillet sin splittelse ved ikke at kunne enes om at støtte en fælles kandidat til kongemagten. Kongen stod sammen med sine hjælpere usædvanlig stærk. Især de østdanske, der havde anerkendt grev Christoffer som repræsentant for Christian d. 2. var i en vanskelig situation.
Det mest påtrængende problem for kongen var at finde midler til at betale tropperne. Derefter skulle situationen i riget stabiliseres, både verdsligt og kirkeligt.
Kongen handlede særdeles håndfast. Allerede 12. august lod han alle landets biskopper fængsle. Dette skete uden hensyn til, at de havde forholdt sig forskelligt til de protestantiske prædikanter i tiden før borgerkrigen. De verdslige rigsråder måtte afgive et forpligtelsesbrev, hvor de godkendte det skete. Senere, 30. oktober, blev der fremlagt et omfattende klageskrift imod de fængslede bisper. Der er spor af at der har eksisteret et tilsvarende klageskrift imod de verdslige råder, der sluttede sig til grev Christoffer. Det kan antages, at kongen har skaffet tilslutning fra de verdslige råder til klageskriftet mod bisper ved at true med at udvide aktionen til nogle af de verdslige råder. I alle tilfælde udnyttede kongen den styrke det gav at være hyldet uden endnu at have accepteret en håndfæstning. Hans løfter om at stadfæste den gamle kirkes godsbesiddelser og ceremonier var kun gældende indtil borgerkrigen sluttede. Efter krigen var afsluttet havde han blot lovet sammen med rigsråd og adel at foranstalte en ”kristelig skikkelse” på kirkens forhold.
Ved stænderforsamlingen i København oktober 1536 mødtes omkring 1200 repræsentanter fra rigets stænder for at lægge grunden til det nye styre. Kongen tog den fulde kontrol med den religiøse nyordning. Kirkegodset overgik til kronen. På den måde fik kongen mulighed for at betale krigsgælden. Udformningen af den nye kirke blev lagt i hænderne på Luthers nære medarbejder Johann Bugenhagen, der allerede havde stået for organiseringen af reformationen i en række protestantiske byer. Foruden Bugenhagen fik den unge danske teolog Peder Palladius stor indflydelse. Han var uddannet i Wittenberg, og havde opholdt sig der fra 1531 til han kom til København 1537, antagelig sammen med Bugenhagen. De danske prædikanter fra reformationskampen synes ikke at have fået væsentlig indflydelse. Det kan måske forklares med, at de støttede den ”forkerte” side under Grevens Fejde. Man kan også pege på, at de måske har forestillet sig en mere selvstændig kirke, end den Christian d. 3. lagde op til.
Kilde:
Uddrag af Kong Christian d. 3.s klageskrift imod Danmarks biskopper. Her efter H. F. Rørdam. Monumenta historiæ danicæ Bd. 1. Gad 1873
“Bespenn i Aarssz anrørendis.
Thenne Biscop haffuer fasth verit houit for altt papistrij, och haffuer for pawens oc hans egenn moduillighedt schylde forhindret konningenns vduelelsze oc koer. Thij att ther Riigens Radt forschiickede til hannom till Siilckeborgh och loed handle mett hannom om koningenns koer: thaa hanst formercth haffuer, att handt schulde thett indgaa, er handt vordet gredendis och haffuer saa aff thee andre Bisper ladet leeth oc førth segh aff thenn rette vey, saa handt icke haffuer (som handt well plictiig var) acthett oc besindet Riigens menige nøtte, gaffnn og vellfartt. Ther aff thenne Riigens schade och forderffue er kommen oc vpuoxth. Oc ther szom handt elders i thenne sag haffde beuiist seg saa troeligenn, szom handt elders altiidt tilfornn haffuer beuissth sig vtj Riigens ærinde oc thienisth, thaa haffde vij icke sønderligenn visth att beschyldige hannom, ………… (s. 183 – 184
Bespenn af Viiborgh anrørendis
Item, Thenne Biscop er oc en, som haffde forhindret koninglige valdt oc kor. Huilcket er beuiisligt mett Indsegell. Och haffuer handt forbuddet, at mandt schulde ingenn troning eller loffue sette till koning Freldericks breff eller segle. …………..Vij lade oss dog saa tøcke, att vor herre och fader haffde thett icke aff hannom forthient eller forschyllet, att handt strax effter vor herre fader vor dødt oc affgangenn, haffuer handt sagt och fliitelige bedet aff Gudt och vunsket seg, att handt motte vere enn dieffuell, thaa vilde handt saa plaue koning Fredericks sziell, och villde bøde hende stoer hede till, och viilde saa bere kolth paa igenn. (s. 186 – 187)
Bespenn aff Fyenn anrøredis.
Thenne Biscop er oc enn, som forhindret kongens valdt och koer etc. Och haffuer handt huercken vildet veret patisth eller Euangelisk, meenn haffuer førtt eth egit regimente for seg selff, och vilde kallis herre aff Fyen.” (s. 188 – 189)
Den lutherske fyrstekirke i Danmark
Christian d. 3. havde sikret sig frihed til at ordne religionsspørgsmålet i Danmark efter sin militære sejr og opgør med gejstlighedens magt i rigsrådet. Modellen for nyordningen blev taget udefra. Den indhentede ekspert, Johann Bugenhagen havde allerede stået for kirkeordningen i en række tyske byer og fyrstendømmer. Desuden var han Luthers fortrolige og skriftefader.
Kongen nedsatte en kommission for at udarbejde den nye kirkeordning. Den kom til at bestå af 18 personer her iblandt Hans Tausen, Peder Laurentsen og Frans Vormordsen. Lidt mere overraskende optog kongen repræsentanter for katolikkerne i kommissionen. Arbejdet tog temmelig lang tid med en del ændringer undervejs. Først i 1539 forelå ”Kirkeordinansen” på latin. Derefter måtte man vente endnu 3 år til 1542 før den danske udgave udkom officielt.
Superintendenterne
Organisatorisk blev kongen kirkens overhoved. Som kristen øvrighed havde han det øverste ansvar for hele samfundet, kirken og at undersåtternes sjæle blev frelst. De gamle bisper blev erstattet af ligestillede ”superintendenter”, der bestyrede hver deres stift. De blev indviet af Bugenhagen, der ikke selv var bispeviet i den katolske kirke. Man forlod således den ”apostolske succession” med en ubrudt kæde af håndspålæggelser tilbage til apostlen Peter, der var den første biskop i Rom og pavens forgænger. De danske prædikanter havde arbejdet med tanken om en overordnet gejstlig som leder af kirken til erstatning for ærkebiskoppen. Dette forslag blev ikke ført ud i livet. Da kronen havde inddraget bispegodset blev superintendenterne gjort til lønnede embedsmænd. De nye superintendenter var åndelige ledere på kirkens vegne i kraft af deres indvielse. Men de var samtidig kongelige embedsmænd, der skulle bestride deres embede på kongens vegne. Lønnen var efter Bugenhagens mening urimelig lav. Herefter var adelen uinteresseret i en gejstlig karriere og kunne ikke længere bruge kirken som en politisk platform imod kongen.
Superintendenterne var de centrale i opbyggelsen af den reformerede kirke. De skulle sørge for at det nye kom ind i de enkelte kirkesogne. På den anden side skulle det ske uden at var tale om en helt ny kirke. Målet var netop at reformere den bestående kirke, så den kom i overensstemmelse med den evangeliske lære, som reformatorerne betragtede som den sande arvtager af oldkirken.
Superintendentens centrale redskab til at indføre den nye lære var visitatsen. De besøgte systematisk alle sognene, overværede gudstjenesten, overhørte eleverne i skolen og talte med præsten om den nye lære. På den måde blev der skabt en ensartet forståelse af kristendommen. Sjællands superintendent, Peder Palladius skrev en beretning om sine visitatsrejser, som i dag er en vigtig kilde til den praktiske gennemførelse af reformationen. Skolen var en kirkelig institution. Derfor var det superintendenterne, der ansatte skolelederne. I forhold til regeringen optrædte supeintendenten som rådgiver i religiøse sager. Kongen forbeholdt sig retten til at træffe den endelige afgørelse, også i læresager. Dette ønske om at bevare kontrollen er måske forklaringen på at fællesmøder for superintendenterne aldrig blev en stærk institution. Der blev kun afholdt 5 i Christian d. 3.s regeringstid, og de var alle indkaldt af kongen . Selv om kongen hentede den reelt ledende superintendent, Peder Palladius, uden for prædikanternes kreds, så blev der også plads til de lokale reformatorer. Mest kendt er Frans Vormordsen fra Malmøskolen, der blev superintendent i Lund, det tidligere ærkebispesæde, og Hans Tausens nære medarbejder Jørgen Sadolin, der blev superintendent i Fyens stift, hvor han havde virket som medhjælper hos den katolske biskop siden 1532.
Præsterne
Længere nede i systemet fortsatte de mange sognepræster som hidtil. De blev som før aflønnet primært ved præstegårdene. Desuden var der andel i tienden og indsamlinger ved de tre store kirkelige højtider, samt andre gaver fra menigheden. Man må dog regne med at præsternes økonomi blev forringet efter reformationen, idet mange af de katolske indtægter som sjælegave og Mariabyrd (Marias fødselsdag) bortfaldt Problemet med at omskole præsterne til at prædike luthersk klarede man blandt andet ved at lade dem læse en prædiken op fra en prædikensamling de første år. Ude i landsbyerne har man ikke oplevet reformationen på samme voldsomme måde, som i købstæderne. De altre, som ikke passede til den nye tro blev dog enten fjernet eller ommalet, så det passede til den nye teologi. Men man overmalede ikke de mange kalkmalerier før mange år senere. De store nyskabelser i den evangeliske gudstjeneste var salmesangen og prædiken. Set i det lange perspektiv blev den lokale præst omdrejningspunktet for både trosliv, kultur og undervisning i de danske landsogne. Et meget stort antal bevarede gamle præstegårde er stadig et vidnesbyrd om landsbypræstens betydning.
Klostrene
Tiggermunkenes virke blev forbudt. Man lod dog gamle og svagelige munke blive i klostrene livet ud på den betingelse, at de holdt op med at bære ordensdragten, og lod være med at ”bespotte evangeliet”. De store herreklostre på landet var kongen nødt til at være mere forsigtig med, da der boede mange adelige og velstående borgere. Derfor kunne de ikke lukkes. Man lod munkene beholde deres ordensdragt, men ikke tonsuren (kronragningen). Desuden forlangte man, at de skulle ansætte en person til at undervise beboerne i den lutherske lære. Ændringen gik langsomt, og længe efter reformationen måtte man lægge pres på munkene for at rette sig efter reglerne. Nonneklostrene fik en lignende behandling. I enkelte tilfælde endda blidere. Adelen havde brug for et sted at anbringe ugifte kvinder standsmæssigt, så man bevarede Maribo kloster som en adelig stiftelse, hvor man kunne leve en adelig klostertilværelse under forudsætning af, at man overholdt den nye lære. Det var i praksis umuligt at få dette krav opfyldt. Trods mange anstrengelser holdt nonnerne fast ved deres katolske tro. Først langt inde i det 17. århundrede blev klosterlivet ophævet i Maribo.
Overgangen fra katolicisme til protestantisme var langvarig og var længe præget af strid om forståelsen af det lutherske. Teologerne kæmpede i lang tid om hvad der var ægte Luthersk. Den Augsburgske Trosbekendelse, som man angav som læregrundlag, var på en række områder åben for fortolkning. I befolkningen opretholdt man i mange år en del af de gamle katolske skikke og sædvaner. Religionsforandring er altid en langsom affære.
Kilde
Dette uddrag af Peder Palladius visitatsbog giver et godt indtryk af hvor bredt bispen opfattede sin tilsynspligt og sit ansvar for at vejlede menighederne. Her taler han til sognets piger og unge kvinder om hvad man forventede af dem. (Peder Palladius visitatsbog v. Peder Langkjer maj 1998 http://runeberg.org/visitats/
“En Formaning til Pigerne og Møerne
Eder bør Tak, mine gode Bømlille, for I læse saa vel Eders Børnelærdom; Degnen skal og lære Eder de Ord, I bleve døbt med, dér I var smaa Piger, og de Ord, I skal lade Eder berette med. Og I, som er her i Kirkebyen, skal ogsaa lade Eder finde her paa disse Stole, som disse Dannekvinder her paa sidder, naar I vide, at Tiden er, som jeg sagde til Drengene tilforn; og I andre skal møde i Eders egen By, som før sagt er, paa en liden Stund. Siden kan I lempe i og gøre anden Helligdags-Gerning. Læser og selv hverinde Morgen og Aften Eders ti Budord, Troen, Fadervor, saa bliver Eder gode Raad for; og tjener Eders Husbonde og Hustru med Tro og Takke! Ser Eder i Spejl paa disse Dannekvinder; de have været, som I er nu, og trolig arbejdet for deres Brød! Nu haver Gud ladet dem indføre i Gaard og Grund, saa at de er forseet med Hæder og Ære; saa vil han ogsaa gøre ved Eder, dersom I vil være gudfrygtige, tjene troligen for Eders Brød. Forvarer Eder, at I lade Eder ikke belokke heller beligge af Skalke! Bier saa længe, til Gud sender Eder et godt Bud, saa komme I til et skamløs Brød; ellers blive I Skarns Skøger og fordærvet, ja forsmaaet og foragtet Kvinder alle de Dage, I leve paa Jorden, saa hver Mand véd siden at spotte, forhaane og forskyde Eder, som I kan vel se Eder i Spejl paa de Skarns Folk, som har ladet Skalke faa deres Vilje med dem.
Naar en Skalk haver fanget sin Vilje med dig, da er han den første, som forsmaar og forskyder dig, i hvor sødt han lover dig; han var da tilfreds, Du var en Hare og løb for en Hob Mynder; han haver da faaet det, han vilde have; Du sidder igen med baade Skam og Skade, det maa Du vente dig af hannem og intet andet! Men naar den kommer, som dig vil have til Hæder og Ære, da beraad dig med Gud, med Slægt og Venner, gak ikke af deres Raad. Se dig endda vel for, hvem Du tager ved Haanden, naar Du gaar i Dansen! Der ligger dig Magt paa.
Kommer der en Skalk til dig og vil voldtage dig, heller ellers byde dig Skam og Skændsel, vil trammel og føle dig, vil gaa dig nærmere, end hannem bør med Hæder og Ære, est Du ellers en god Pige og vil bære din Urtekrans om Sommer paa dit Hoved med Hæder og Ære, da skulde før alle dine Negle sidde kendt udi saadan en Skalks Forhoved, at han kan sige, han har været der, førend han skulde fremme sin Vilje hos dig. Det er bedre, at Du skrammer hannem, end han skænder dig. Mærk, hvad jeg siger dig, Pigelille, det gælder dig og ikke mig.
Nu, mine kære Bømlille, haver Tak for Eders Umag, og gaar nu ned igen, og sætter Eder udi Eders Hustruers Stole! Gaar ikke end hjem, jeg haver endnu mere at give Eder til Kende, Eder til Gavn næst Guds Hjælp.”
Litteraturforslag
Litteraturen om den danske reformation er meget omfattende. En del af de centrale undersøgelser er lavet for mere end 100 år siden og kan derfor være svære at få fat på. Her er nogle vigtige titler:
- Martin Schwarz Lausten: Reformationen i Danmark Eksistensen København 2016. Opdateret fremstilling med omfattende litteraturliste.
- Martin Schwarz Lausten: Danmarks kirkehistorie 3. udgave Gyldendal 2004. Kort indføring i den danske kirkehistorie. Litteraturliste.
- Den danske kirkes historie Gyldendal 1950 – 1966. bd. 3 og 4. Bred skildring af kirkehistorien
- Kai Hørby og Mikael Venge: Danmarks historie bd. 2 1. halvbind Tiden 1340 – 1648. Gyldendal 1980. Forskningsbaseret danmarkshistorie med mange kilde- og litteraturhenvisninger.
- www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien: Alex Wittendorff: På herskabs og guds nåde. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd 7 2. udgave 2002 – 2005. Bred danmarkshistorie. Litteraturhenvisninger. Tilgængelig på nettet gennem denstoredanske.dk.
- www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon: Dansk biografiske leksikon 3. udgave 1979 – 1984. Leksikon over kendte danskere. Litteraturliste efter hver biografi. Tilgængelig på nettet gennem denstoredanske.dk.
- www.runeberg.org/dbl : Dansk biografisk lexikon 1. udgave 1887 – 1905. Leksikon over kendte danskere. Litteraturliste efter hver biografi. 1. udgaven er rummer en del biografier fra reformationstiden, som ikke er medtaget i 3. udgaven. Desuden rummer nogle af de biografier, som stadig findes i 3. udgaven flere oplysninger.
- www.hist.uib.no/kalkar/ Kalkar: ordbog over det ældre danske sprog. København 1881 – 1907.
- Ordbog over dansk ca. 1400 til ca. 1700. En stor hjælp til læsning af de gammeldanske tekster fra reformationstiden.
Opgaveforslag:
- Undersøg i hvor høj grad den danske reformation var et folkeligt projekt.
- Undersøg hvad kongemagtens formål var med kirkepolitikken 1517 – 1539. Diskuter i hvilket omfang kongen opnåede de ønskede mål.
- Undersøg følgende personers betydning for den danske reformation:
- Hans Tausen
- Peder Laurentsen
- Frands Vormordsen
- Peder Palladius
- Poul Helgesen
- Joakim Rønnow
- Diskuter´ hvad reformationen kom til at betyde for den brede befolkning.
- Undersøg og diskuter´ med udgangspunkt i det aftrykte uddrag, klageskriftet imod bispernes betydning som kilde til den danske reformation.
- Undersøg hvad uddraget af Peder Palladius oplyser om unge kvinders situation på reformationstiden.
- Undersøg hvad uddraget af Malmøbogen og Krøniken om gråbrødrenes Fordrivelse oplyser om reformationen i praksis under reformationskampen.
- Undersøg hvad katolikkerne gjorde for at imødegå reformationen i Danmark.
- Diskuter´ hvilken betydning ”den habsburgske forbindelse havde for reformationskampen i Danmark.
Forslag til 3 lektioner:
Lektion 1:
Kort lærerintroduktion til hovedbegivenhederne i den danske reformation (15 min.)
Klassen opdeles i 5 opgavegrupper, det vælger 2 af opgaveforslagene. Dog bør opgave 3
betragtes som to opgaver i sig selv. (10 min.)
Grupperne arbejder med deres opgaver og aftaler hvad der slags laves inden næste lektion (45 min).
Lektion 2:
Afslutning af gruppearbejdet (50 min.)
Gruppe 1 og 2 fremlægger med efterfølgende debat (2 x 20 minutter).
Lektion 3:
Gruppe 3, 4, 5 fremlægger (3 x 20 minutter)
Jeg er bestemt ikke på nogen måde ekspert i dansk reformationshistorie, men ved dog nok til, at det falder i øjnene, at hertug Christians MEGET TIDLIGE gennemførelse af den reformation i de to len i det nordlige Slesvig, han styrede, nemlig Haderslev og Tørning ikke er behandlet i teksten. Begivenhederne her er ekstra spændende, fordi de tidsmæssigt forløber parallelt med udviklingen i de reformatoriske kerneområder Kurfyrstendømmet Sachsen og Landgrevskabet Hessen. Henvisning: H. V. Gregersen, Reformationen i Sønderjylland. 1986.
De steder i teksten, hvor der henvises til begivenheder og forhold i Tyskland, er desværre behæftet med mange både alvorlige og små fejl. Her er jeg på hjemmebane og kan derfor tillade mig at være lidt skarp. Jeg kunne sagtens tage fat på en række punkter, men det vil her føre for vidt. Ønskes det af Jer i anden sammenhæng, laver jeg gerne lidt arbejde.
Hertugens kirkeordning i Tørning og Haderslev er udeladt på grund af forløbets længde, men er selvfølgelig væsentligt, hvis man bruger mere tid på emnet.
Angående forholdene i Tyskland, så bør kritikken nok præciseres mere, hvis jeg skal forholde mig til behovet for ændringer.
Suno Scharling