Populisme, anti-systemiske og etniske partier i øst

Fænomenet populisme er forbundet med bestemte historiske perioder. I Nordamerika slog det Populistiske Parti igennem sidst i det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede. I den periode voksede narodnikkerne i Rusland sig stærke, også romantismen i Tyskland havde tydelige populistiske træk. I mellemkrigsårene blev populisme især forbundet med agrar ideologi og i højreekstreme varianter med nazisme og fascisme. Kommunisterne havde dengang monopol på venstrefløjspopulismen. Kort sagt fandtes blød og hård populisme i både venstre- og højrevarianter.

Efter 2. verdenskrig er populisme blevet forbundet med fx peronismen i Argentina, Hugo Chavez i Venezuela og højreradikalisme som hos Haider i Østrig, Le Pen i Frankrig og Volen Sidorov i Bulgarien (Todorov, 2009). Populistiske partier kan mere bredt placeres inden for kategorien alternative partier (Meseznikov mfl., 2013), der har til fælles at være imod de etablerede partier, men ikke nødvendigvis er populistiske. De fleste alternative partier er ”purifier” partier, forstået på den måde, at de ønsker at rense partisystemet for korrupte og ikke-lydhøre partier. Men de alternative partier var i en eller anden grad også ”profetiske”, forstået på den måde at de kom med nye politiske projekter og ideologier, ligesom de ofte kom med politiske budskaber, fx når det gjaldt velfærd og mindretalsforhold, som de etablerede partier overså bevidst eller ubevidst (”prolocutors”).

Mange alternative partier har udnyttet sociale medier særdeles effektivt, kunne ligefrem være ”cyber-partier” eller ”on-line partier”. I Europa har populistiske partier fremstået forskelligt, i nogle lande har populisme været forbundet med antisemitisme, i andre lande slet ikke, og nogle lande, fx Østrig og Schweitz har haft stærke populistiske parter trods økonomisk vækst. Efter murens fald er interessen for de højre-radikale og nationalistiske tendenser i Central- og Østeuropa vokset, men det har på ingen måde været let at indplacere de populistiske partier og bevægelser på højre-venstre skalaer.

Modsat i øst har populistiske partier ofte haft baggrund i agrare samfund, og modstanden har mest været rettet mod indre ”fjender”, fx den gamle magtelite, jøder og romaer. Populisme har i det politiske establishment i højeste grad været negativt ladet og brugt til at diskreditere modstandere, men vi skal ikke glemme, at de antikommunistiske bevægelser, der bidrog til kommunismens fald, fx Solidaritet i Polen, var populistiske, og det ikke i negativ betydning.
Det skal tages i betragtning, at grænsen mellem blød og hård populisme er uskarpt, og at stort set alle partier i en eller anden grad har benyttet sig af populistiske fremgangsmåder, så faren for at gøre fænomenet populisme for bredt er bestemt til stede. Det ændrer dog ikke ved, at Winston Churchills klassiske formulering om, at demokrati (underforstået det liberale) måske ikke er perfekt, men at alternativerne er værre, har mistet folkelig opbakning.

Populisme har givet politik særlige egenskaber og forskellige ”ansigter”, det være sig et højrevendt, liberalt, populistisk eller social-populistisk (Mudde, 2009:29). Normalt ses populistiske partier som værende politisk destabiliserende, hvorfor de ofte har været isoleret og marginaliseret af de etablerede partier, men i flere lande har de dog været med i regeringer og ad den vej ansvarliggjort og måske usynliggjort. Kort sagt, populistiske partier kan have et afpresningspotentiale, måske også et koalitionspotentiale. De opfører sig som ”Europas gadedrenge”. Det så vi i forbindelse med folkeafstemningen og ”leave” resultatet ved folkeafstemningen i Storbritannien i juni 2016, hvor mange briter især uden for London og andre store byer stemte nej.

Men der er grunde til, at mange følger sig utilfredse og oversete. Det er nødvendigt, siger Mudde, at de politiske løsninger bliver forklaret og kommunikeret i form af fakta-baserede argumenter, som hænger sammen, peger fremad og vinder større folkelig opbakning. Kort sagt skal komplekse problemer forklares i et mere u‑teknokratisk sprog.

Populisme er blevet defineret noget forskelligt, men har dog bestemte kerneelementer, en ”analytical core”.

Cas Mudde definerer populisme som

an ideology that considers society to be ultimately separated into two homogeneous and antagonistic groups, the ”pure people versus the corrupt elite”, and which argues that politics should be an expression of the volonté general (general will) of the people (Mudde, 2004:543).

De populistiske radikale højrepartier kendetegnes ved nativisme, populisme og autoritære synspunkter (Mudde, 2009).

(…)

Download hele artiklen i PDF

Billedkilde: http://www.freeimages.com/photo/people-1432658