Af Som undervisere og opgavevejledere kender vi det så godt. Selv når vores elever har fået grundig vejledning føler de sig i mange tilfælde ikke helt klar på, hvordan det lige er de skal gribe deres opgaveskrivning an.
Det er alle de elever og ikke mindst deres lærere, jeg har tænkt mig at skrive denne opklarende fortælling til:
Du er slet ikke alene …
Det er helt åbenbart udfordrende at skrive historie. Selv mange universitetsansatte historikere, som har brugt masser af deres tid på at undervise studerende i fagets metoder, føler sig ofte meget udfordret, når de selv skal give sig i kast med at skrive historie, altså en fremstilling af en eller anden slags.
Det kan virke paradoksalt, men usikkerheden udspringer vel af, at de finder det fandens svært at skulle leve op til alle de teoretiske standarder, de sætter op for andre i deres metodeundervisning. Sikkert derfor er det er ret almindeligt at fornemme og endda tydeligt se, at udfordringen at fortælle og formidle giver gummiarm. Og det er ganske vist! Historikeren Søren Mørch[1] har i flere omgange været inde på problematikken, og i dette tilfælde er jeg fuldt overbevist om, at hans ord står til troende.
En enkel forklaring
Måske er der også en ret enkel forklaring på, at det forholder sig sådan.
I mange andre humanistiske fag virker kravene til faglig skrivning umiddelbart mere afklarede og indarbejdede i en fast praksis: Sådan skriver du i f.eks. dansk, engelsk og andre sprogfag! Det står klart fra begyndelsen, at det er selve formuleringen af analysen og fortolkningsarbejdet, som udgør det centrale faglige output. Her kommunikerer den skrivende, som gang på gang har øvet sig i forvejen, sine iagttagelser, resultater og indsigter i form af en artikel. Den kan efterfølgende blive genstand for vurdering og debat; men det foregår på et grundlag, som afsender og modtagere kender godt i forvejen.
Men når det drejer sig om at reflektere over, hvad der egentlig kendetegner historiefortælling når Langen ikke at komme på omgangshøjde med gamle Aristoteles[2]. Den vise, antikke filosof vidste, at historie var fortællekunst og at historiefortælleren havde sproget – med alle dets iboende regler og muligheder – som instrument og dermed på væsentlige områder rådede over de samme virkemidler og påvirkningsmuligheder som fiktionsforfatterne. Og den indsigt skulle ikke gerne gå under radaren.
Geert A. Nielsen
I historie stiller sagen sig anderledes. Her kommer den dybe faglige research, kildesøgninger og kildeanalyser i stedet til at udgøre et nødvendigt råprodukt. Dette råprodukt består af en hel stribe delresultater, personlige refleksioner og mellemregninger, som nødvendigvis kræver afklaring forud for løsningen af den egentlige opgave: At fortælle en god sammenhængende historie – med et klart fokus og en stærk indre sammenhæng. Og hvad de krav angår, savner historikere – taget over en bank – fælles forudsætninger og en veludviklet skrivedidaktik at arbejde ud fra.
For det ligger i sagens natur: At skrive en fremstilling er i sin kerne en litterær udfordring med den særlige binding, at fortællingen skal underbygges med faglig dokumentation.
Med andre ord kan bidder fra det forudgående research- og analysearbejde, hvor de virker relevante at bruge, føres ind i selve fortællingen og suppleres med uddybende forklaringer og henvisninger til, hvor oplysningerne kommer fra og hvad brugen af dem bygger på. Det er – helt overordnet – fortællerens suveræne valg, som giver det konkrete fortælleprojekt fokus og retning.
Fælles udfordringer i menneskevidenskaberne
Og helt fremmed for en sådan måde at arbejde på kan sprog- og litteraturfagene ikke være. For deres udøvere står principielt over for samme slags udfordringer og fremgangsmåder, når det handler om at skrive sprog‑, medie- og litteraturhistorie.
Gamle nyheder
Alt det her burde i grunden være gamle nyheder. Allerede de gamle grækere og ikke mindst Aristoteles, filosofihistoriens Store A, formulerede sin erkendelse af, hvad det var der særligt kendetegnede historieskrivning: Den var fortællekunst.
Han gjorde dog den vigtige tilføjelse, at der var tale om en fortællekunst og litteratur med særlige forpligtelser og begrænsninger.
Nok var det vigtigt, at en historiefortælling kunne underholde og samle et lydhørt fællesskab omkring sig. Men historikerens virkelige opgave bestod i at formidle fortidens bedrifter og fejltagelser på en sådan måde, at sam- og eftertiden fik forklaringer på, hvorfor alt gik som det gik. Historikeren måtte derfor begrænse sig. Mens den større eller højere fortællekunst havde retten til at digte frit og lade fantasien folde sig ukontrolleret ud var historieskrivningens frihed begrænset. Denne gamle indsigt i, at historieskrivning overhovedet havde noget med sprog- og fortællekunst at gøre, gik i glemmebogen, underligt nok.
Det moderne gennembrud
Det store skred væk fra fortællingen blev nok i udtalt grad både synligt og mærkbart, da historie i løbet af 1800-tallet blev professionaliseret og fik status som nyt, selvstændigt universitetsfag.
De bærende forestillinger om videnskab i denne moderne gennem- og opbrudstid kom fra de dengang meget succesrige naturvidenskaber. Her var forbilleder at leve op til og efterligne. Nu gjaldt det om at bryde med traditionen, finde facts og sikre kendsgerninger for at gennem dem at kunne skille sandhed fra løgn og opspind. Det var den positivistske videnskab store tid
Grundholdningen var nu, at alt skulle måles og vejes. Seriøs videnskab byggede alene på konkrete erfaringer og iagttagelser. Det blev et ufravigeligt krav, at intet kunne anvendes til noget, hvis det ikke kunne verificeres fuldt ud – og registreres tørt og konstaterende.
Det var lige før historikere tog hvide kitler på, når de skulle arbejde med deres kilder. Og gamle vidnesbyrd, alle slags beretninger og sprogligt spændende overleveringer blev nu betragtet med udtalt skepsis. Den vending fjernede fuldstændigt historiefagets opmærksomhed fra den gode fortælling og fra opmærksomheden på selve det at fortælle.
Forfra nu?
Det udtalte ubehag ved at beskæftige sig seriøst med fortællinger holdt i hundrede år. I løbet af 1960’erne og 70’erne begyndte en forandringens vind – også i det ellers ret selvtilstrækkelige historiefag. Den nyorientering, som ændrede faget mange steder i verden, fandt kun drypvist og i langsomt tempo vej til Danmark. Flere forskere, både arkæologer og historikere, som engagerede sig i nybruddet, blev af mere sindige kolleger nærmest mobbet ud fra universiteterne. Deres videre indsats i forskning og uddannelse kom til at foregå andre steder fra.
Alt det nye og så åbenbart provokerende bliver normalt omtalt som den kulturelle vending ogden sproglige vending. Man får nærmest indtryk af, der var tale om en slags uvejr, som truede historie. Selv en virkelig god, ret ny bog om historiefagets identitet og metoder har et snert af dette ubehag. Hos Anders Hassing og Christian Vollmond i ”Fra fortid til historie”, 2. udgave 2017, hedder det f.eks. side 101: ”Man taler ligefrem om ”den sproglige vending” i videnskaberne. På samme måde taler man om ”den kulturelle vending”, der også var udtryk for en fornyet interesse for, hvordan mennesker kommunikerer og skaber betydning. Det kan virke noget abstrakt …” Så har vi hørt det med! Må jeg være fri, for det passer ikke! Derimod illustrerer udsagnet, hvor lidt faget reelt har genåbnet sig for fortællingen og for en dybere beskæftigelse med selve sammenhængen mellem at undersøge og fortælle historie.
Ikke alt synes dog lige sort.
Ulrik Langen og historiefortællingen
Blandt danske historikere har Ulrik Langen markeret og placeret sig som en fagperson, der har fordybet sig i kulturstudier og samtidig også gerne vil se sig selv og betragtes som historiefortæller. Og Steffen Heiberg, som selv er historiker, har i en anmeldelse slået det fast sort på hvidt: ”Langen er både historiker og historiefortæller”. Formuleringen stammer fra Heibergs rosende anmeldelse af bogen ”Det sorteste hjerte” (2012), hvor Langen fortæller historier om fald og fallit i enevældens København, om te- og porcelænshandleren Michael Brabrand, der kom rigtig galt afsted.
Og for Langens vedkommende hverken startede det eller sluttede det med den udgivelse. Jeg nøjes lige med at hæfte et par ekstra titler på: Såvel ”Hundemordet i Vimmelskaftet – og andre fortællinger fra 1700-tallets København” (2010) og ”Tyven” (2015) fletter sig ind i sammenhængen. I ”Tyven” går Langen i øvrigt ind i kriminalhistorien bag de berømte guldhorns forsvinden i 1802, den samme begivenhed som i sin tid inspirerede den unge Adam Oehlenschläger til at springe ud som romantiker og digter. Men det er en anden historie.
Langen går langt sammenlignet med et bredt felt af fagkolleger. Men når det drejer sig om at reflektere over, hvad der egentlig kendetegner historiefortælling når Langen ikke at komme på omgangshøjde med gamle Aristoteles[2]. Den vise, antikke filosof vidste, at historie var fortællekunst og at historiefortælleren havde sproget – med alle dets iboende regler og muligheder – som instrument og dermed på væsentlige områder rådede over de samme virkemidler og påvirkningsmuligheder som fiktionsforfatterne. Og den indsigt skulle ikke gerne gå under radaren.
Det gør den lidt, selv hos Langen. Når han deler sine skriveerfaringer med fagkolleger, nøjes han nemlig med at betone bindingerne til den faglige dokumentation for det fortalte. Han kommer ikke ind på betydningerne af at bruge sprog og vælge at arrangere en konkret fortælling på en særlig måde. I stedet nøjes han med at se en enkelt forskel på det, han selv praktiserer og det fiktionsforfattere frit kan tillade sig – også når de vælger at lade sig inspirere af eller ligefrem lege med historisk stof. Fiktionsforfatteren er selvfølgelig ikke underlagt krav om at kunne underbygge alt med brug af og henvisning til pålidelige kilder. Det siger sig selv. Men når historikere fortæller, bruger de sproget og principielt de samme typer af sproglige og fortælletekniske greb som fiktionsforfattere. Og det skæbnefællesskab omkring at være bundet til og af fortællingen spiller afgørende ind. Så meget at de sproglige og litterære valg i afgørende grad bliver indskrevet i historien og i fortællingens fortolkning af fortiden.
Det er den klare bevidsthed om lige det, som kan revitalisere skrivearbejde og skrivepædagogik i og med tilknytning til faget historie.
Forfatteren bør tænke højt …!
Og der sker rent faktisk noget derude – jeg kan tillade mig at sige det, for jeg har selv både mærket og set det.
Fornemmelsen af, at noget var på vej, mærkede jeg på mig selv, da jeg lagde sidste hånd på manuskriptet til ”Familiebilleder – fortællinger og andre tilgange” (2017)[3]. Da bogen både handler om identitet, om det nære spændt op mod hele menneskets natur‑, kultur- og samfundshistorie føltes det nærliggende at tænke sig selv ind og gøre det synligt for alle i visse passager og i små doser, at der var et levende jeg tilstede. Desværre afstod jeg fra at foretage springet. Derfor var det med en misundelsesfyldt glæde at opleve, hvad Simon Ege Dahl Kjærsgaard gør i ”Historier om demokrati – Tre vinkler på demokratiets etablering i Danmark ca. 1848–1945 ” (2018)[4]. Her er tale om en bog til undervisning fundet i den store skatkiste, Aarhus Universitets danmarkshistorien.dk, i virkeligheden udgør. Her tager forfatteren springet og tænker højt. I en række korte afsnit bogen igennem træder et fagligt forankret jeg frem for læseren og fremlægger åbent sine overvejelser og begrunder sine valg. Her ser vi en historiker, som bevidst vælger at løfte sin stemme.
Det virker, kan jeg oplyse – og min personlige vurdering blev, da jeg brugte bogen, tydeligt bekræftet af mine elever. Låget på skattekisten åbnede sig ved oplevelsen af, at der fandtes et levende menneske bag bogen og at dette menneske tydeligvis udfoldede en personlig, faglig stemme.
Dens slags sprog- og skrivebevidsthed har vi ellers til gode at udvikle og udbrede. På netop det felt Oplever jeg, at vi har behov for faglig nytænkning af tilgangene til skrivearbejdet. Et er at skrivning i historie træner brug af fagbegreber og færdigheder i at opfylde formelle krav. Den slags har vi masser af skrivebøger, som tilbyder sig med.
Den virkelig brændende udfordring handler om noget andet – om at finde ud af, hvordan vi kan få selve det, jeg vil kalde skrivebevidstheden, til at vokse. Netop déri ligger den sproglige og litterære udfordring til os alle sammen.
[1] I ”Verden som den er” (2005), i afsnittet ”Varedeklaration”, side 149–170 fortæller Søren Mørch om det ubehag ved at skrive historie, som havde grebet de ældre kolleger, han samarbejdede med omkring tilblivelsen af en stor lærebogsserie om Danmarkshistorien, som havde historiestuderende som en central målgruppe.
[2] Jeg har tidligere i en replik til Langen været inde på den begrænsning, se https://historielaerer.dk/historie-fiktion-og-fortaelling/
[3] ”Familiebilleder – fortællinger og andre tilgange” udkom på Samfundslitteratur i sommeren2017 og som iBog® i 2020. Her giver afsnittet ”Historiefortælling – på baggrund af kritisk research”, side 206–214 en klar og læservenlig indgang til både faglig fordybelse og til selve skriveprocessen.
Bogen har også sin egen hjemmeside, hvor jeg ligeledes kommer ind på skriveudfordringerne, se: http://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=49 i
[4] Se https://danmarkshistorien.dk/fileadmin/filer/E‑boeger-historier-om-demokrati/Historier-om-demokrati.pdf
Forfatter(e)
Underviser på Solrød Gymnasium
