I Noter nr. 218/ september 2018, som har 1. verdenskrig som tema, behandles den ny Grundlov af 1915 i en enkelt artikel. Nemlig den som Pia Fris Laneth skriver om kvinders og tyendes inddragelse i den politiske proces. Formålet med indlægget her er at berette, hvordan valgsystemet til Folketinget blev ændret fra enkeltmandskredse via en — lidt kikset — valglov i 1915 til en velfungerende lov om forholdstalstal i 1920.
Fra Laneths artikel fik vi med, hvordan De Konservative havde et yderst ambivalent forhold til nye valglove for begge kamre – også blandt konservative kvinder. For Landstinget blev resultatet af ændringerne i 1915, at medlemmerne stadigvæk vælges af valgmandskollegier, som dog fra nu af skulle sammensættes af ligeberettigede vælgere – og ¼ af medlemmerne skulle udpeges af det afgående Landsting 1. Altså væsentligt mere demokratisk, men med et vist konservativt præg.
Men indførelsen af vor tids valgmåde til Folketinget fik en udløber til 1920 med sin særskilte dramatik.
Det folketingsvalg, som i 1913 havde ført til, at Zahle fra De Radikale blev regeringschef, var blevet opgjort efter den gamle metode med valg i enkeltmandskredse. Resultatet er ret symptomatisk for netop den metode:2
Parti | Socialdemokratiet | Radikale | Højre | Venstre | Udenfor partierne |
% af stemmer | 29,6 | 18,1 | 22.4 | 28,5 | 1,4 |
Mandater (%) | 32 (28,3) | 30 (26,5) | 7 (6,2) | 43 (38) | 0 (0) |
Den ny Grundlov, som blev forhandlet færdig i foråret 1915, skulle vedtages af et nyvalgt Folketing. Valget blev holdt i maj 1915, og der var ikke andre grunde til afholdelsen. Der var fredsvalg de fleste steder og mandatfordelingen blev den samme som i 1913.
Valget i 1918
Valget den 22. april 1918 blev udskrevet, fordi det aktuelle Folketing jo var valgt før 1915-Grundloven — da var Folketingets valgperiode 3 år, så det var altså et helt ordinært valg. Men der var faktisk en del emner på spil. Vælgerskaren var nu mere end fordoblet med kvinder og tyende som de særligt store nye grupper. Verdenskrigen havde ikke dæmpet den politiske meningsudveksling i landet, så Zahle havde optaget ’kontrolministre’ fra og med marts 1916 – fra de store partier. Venstres og Konservatives ministre havde forladt regeringen igen i januar 1918 – især pga. utilfredshed med rationerings- og fordelingspolitikken, som Zahle ikke ville ændre på under krigen. Der var en vis uro på venstrefløjen af dansk politik – ikke mindst inspireret af de uafhængige socialdemokrater i Tyskland og af den russiske revolution.
Den ny lov om valg til Folketinget var naturligvis et kompromis mellem de 4 store partier. De Konservative kunne rent ud sagt ikke acceptere lige valgret til Landstinget – men i Folketinget ville de kunacceptere forholdsmæssig repræsentation.3 Mht. det første fandt De Konservative ingen støtte blandt de andre, selv om Venstres reelle leder I. C. Christensen nu pludselig ikke fandt, at det hastede så meget med at lave om på Landstinget 4. I. C. var nok helt på det rene med, at konkurrencen mellem Venstre og Socialdemokratiet om at være Danmarks største parti var i fuld gang. Den formelle Venstre-leder Klaus Berntsen, derimod, stod gerne frem i offentligheden og talte varmt for kvinders valgret og lige så varmt imod nogen form for politiske privilegier, der byggede på jordbesiddelse. Socialdemokrater og Radikale støttede forholdsmæssig repræsentation. Resultatet, valgloven af 1915, viser, at Venstre trak det længste strå ved at argumentere for, at hvis man beholdt enkeltmandskredsene, sørgede man for, at de valgte virkelig repræsenterede folket på tinge: København og Frederiksberg udgjorde én valgkreds, hvor 24 mandater skulle vælges efter en forholdstalsmetode (d’Hondts metode), mens provinsen var opdelt i 92 enkeltmandskredse, til sidst skulle 23 tillægsmandater fordeles med den d’Hondtske metode til de partier, der lå længst fra deres proportionale andel. Der var nu 139 pladser i Folketinget – plus 1 til Færøerne – mod tidligere 113. En klar fordel ved metoden var selvfølgelig, at politiske partier nu var officielt anerkendte. Det er måske lidt stærkt at kalde denne hybrid for makværk, men enhver samtidig iagttager må have kunnet se, at Venstre ville blive overrepræsenteret i provinsen — som man var vant til — og samtidig få en mulig andel af pladserne i Hovedstaden – større end, den man var vant til. Tillægsmandaterne ville naturligvis i nogen udstrækning hjælpe mindre partier.
Valgets resultat i 1918 ses her:
Parti | Socialdem. | Radikale | Kons. | Erhvervspartiet | Venstre | Udenfor + små p. 5 |
% af stemmer | 28,7 | 20,7 | 18,3 | 1,3 | 29,4 | 2,0 |
Mandater (i %) | 39 (28,1) | 31 (22,3) | 22 (15,8) | 1 (0,7) | 45 (32,3) | 1 (0,8) |
Sammenlignet med valgene før 1918 er der sket en klar forbedring mht. forholdsmæssig repræsentation. Men der er stadig plads til forbedring. Venstre og Radikale er markant overrepræsenteret og Konservative i lige så høj grad underrepræsenteret.
Påskekrise og ny valglov
De Konservative førte an i arbejdet med en ny valglov til Folketinget og i begyndelsen af 1920 tegnede det til et forlig mellem dem og regeringspartiet, De Radikale. I denne situation sprang en politisk bombe: Kong Christian X afskedigede 29. marts 1920 Zahles regering med den begrundelse, at han i situationen var berettiget til det. Og Zahle nægtede at lade sin regering fungere som forretningsministerium. Kongen mente, at højesteretssagfører Otto Liebe var klar til rollen som leder at et forretningsministerium. Liebe sagde da også ja, men egentlig havde han kun forestillet sig en situation, hvor Zahle af egen vilje var trådt tilbage.6
Det er ikke her stedet for en gennemgang af alle Påskekrisens komplicerede tråde — blot én af dem: For Venstre kom Zahle-regeringens afgang særdeles belejligt og I. C. Christensen opfordrede direkte Liebe til at gå i gang. Forretningsministeriet skulle naturligvis bare se at få udskrevet et Folketingsvalg – afholdt efter valgloven af 1915. Med den utilfredshed, der efterhånden havde ophobet sig i befolkningen over regeringens kontrol- og rationeringspolitik, der bare fortsatte i fredstid, kunne Venstre se frem til et strålende valg.
Det parlamentariske liv blev naturligvis lammet, mens det ikke-parlamentariske blomstrede. Chr. X fik omsider i den ophedede stemning taget sig sammen til at drøfte situationen med de politiske partiers ledere. Stauning og I. C. trak i hver sin retning. Stauning vandt, og Liebe blev afskediget 4. april. I. C. ville ikke involveres i en overgangsregering, mens Stauning insisterede på at få 2 socialdemokrater med i overformynder M. P. Friis’ ellers upolitiske forretningsministerium. 7
Friis’ midlertidige regering begyndte arbejdet 5. april, og allerede 11. april var den ny valglov i gennem 3 behandlinger. I betragtning af de ret omfattende ændringer, loven medførte i forhold til den gamle lov, må man sige, at partierne uden om Venstre næsten var færdige med teksten før påsken 1920.
Hovedtræk i valgloven 1920
Vi ser lige på hovedtrækkene i valgloven af 11. april 1920. De har holdt med ret små ændringer til i dag:
Først skal det samlede antal mandater, 139 (hertil 1 til Færøerne), fordeles på 3 hovedområder – Hovedstaden, Øernes Område og Jyllands Område. Den vægt, som de enkelte områder indgår med, sammensættes som summen af a) befolkningstallet, b) antal aktive vælgere ved seneste valg og c) områdets areal i km2 multipliceret med 20. Det sidste er vist det mest originale danske bidrag til loven. Denne favorisering af de tyndt befolkede områder, hvor valgdeltagelsen i øvrigt også historisk er højere end i hovedstaden betød i aprilvalget i 1920, at der var 12.120 registrerede vælgere pr. mandat i hovedstaden, 9.186 i Øernes Område og 8.042 i Jyllands Område. De 3 områders mandattal var henholdsvis 24, 51 og 64 i april 1920. 8. De 110 mandater var kredsmandater, de 29 tillægsmandater. De sidste skulle sikre at stemmespildet blev minimeret
Hovedstaden var inddelt i 3 storkredse, de 2 områder i 19 amtskredse. Hver af disse kredse valgte efter deres befolkningstal mellem 2 og 7 kredsmandater v.h.a. den d’Hondtske metode. Den færøske kreds valgte 1. Den d’Hondtske metode er en divisormetode, hvor partiernes stemmetal successivt divideres med 1, 2, 3 o.s.v., og hvor n’te mandat tilfalder den n’te største af kvotienterne. 9
Så er de 110 kredsmandater plus det færøske fordelt. Herefter er der problemet med fordeling af tillægsmandaterne. Det foregår ved, at man først udregner hvert enkelt partis kvota, som er den brøkdel, partiet opnåede af samtlige afgivne gyldige stemmer på de partier som får adgang til tillægsmandaterne multipliceret med 139. Man bestemmer så i første omgang mandattallet for hvert enkelt parti som heltalsdelen af kvota. Når hvert parti har fået det antal, bliver de mandater, der er tilbage, fordelt til de partier – ét til hver – som har den største decimalbrøksdel, indtil der ikke er flere mandater at fordele. Den beskrevne metode kaldes største brøks metode.10 Det antal, der fremkom på denne måde, er partiernes samlede mandattal. Bemærk at det faktisk er samme metode, der blev brugt til at finde de 139 mandaters fordeling på de 3 geografiske områder.
For hvert parti beregnes antallet af tillægsmandater som forskellen mellem antallet fundet ved største brøks metode og antallet af opnåede kredsmandater. Så opnåelse af kredsmandater giver adgang til kredsmandater. Hvis et parti ingen kredsmandater opnåede, gives der kun adgang til tillægsmandater, hvis partiet i mindst ét af de geografiske områder når et stemmetal, som overstiger det samlede antal afgivne stemmer divideret med 139 – altså ”gennemsnitsprisen” for et mandat. Kun Erhvervspartiet var i den situation i 1920. Selve fordelingen foregår herefter ved at anvende den d’Hondtske metode, men nu inden for de geografiske områders stemmetal og ikke amtskredsenes eller storkredsenes. For de partier, som har fået et antal kredsmandater i området, skal man naturligvis se bort fra lige så mange kvotienter, som de fik kredsmandater. Et parti og et geografisk område udgår af processen, når dets samlede mandattal er opnået.
Med disse regler kan det ikke undre, at andelen af stemmer og andelen af mandater fra april 1920 og fremefter følger hinanden tæt. Valget den 26. april 1920 blev opgjort således:
Parti | Socialdem. | Radikale | Kons. | Erhvervspartiet | Venstre | Udenfor + små 11 |
Pct. af stemmer | 29,3 | 11,9 | 19,7 | 2,9 | 34,2 | 2,0 |
Mandater (i %) | 42 (30,2) | 17 (12,2) | 28 (20,1) | 4 (2,9) | 48 (34,5) | 0 (0) |
Da de partier, der ikke når op på det gennemsnitlige stemmetal pr. mandat, bliver udelukket fra tillægsmandaterne, får de indvalgte partier en smule større repræsentation i Folketinget, end deres stemmeandel berettiger til, men afvigelsen er i det aktuelle tilfælde under 1 procentpoint.
Man bemærker, at Venstre faktisk fik sin komfortable valgsejr i april 1920 – og det blev især De Radikale, der kom til at betale for den. I betragtning af tidens splittelse på venstrefløjen fik Socialdemokratiet også et godt valg.
Systemet med tillægsmandater var ikke en dansk opfindelse. Faktisk blev der skelet til en svensk valgreform til Riksdagen i 1907-08. Sverige var igen inde over ved den danske Grundlov i 1953. Ved den lejlighed blev den d’Hondtske metodes divisorer til kreds- og tillægsmandater udskiftet med dem, man bruger i Sverige.
Den valglov til Folketinget, der blev indført i april 1920 består med flere små og enkelte lidt større ændringer til i dag. Allerede i efteråret 1920 skulle Sønderjylland indarbejdes i loven. Det betød flere kredse i Jyllands Område, og at Folketingets mandattal gik op til 148 (plus 1 til Færøerne). I 1953 skete der som nævnt noget med måden, man finder kreds- og tillægsmandaterne, men ændringen er mere omfattende, idet Folketingets størrelse nu gik op til 175 + 2 fra Færøerne + 2 fra Grønland. Desuden blev der indført en klausul, der udelukkede partier med under 2 procent af stemmerne. Den sidste større ændring af loven er fra 2007. Den ændrede de 3 klassiske valgområder i lyset af regionsreformen til et område udgjort af Hovedstadsregionen, et af Region Sjælland + Syd og endelig et område bestående af Region Midt + Nord. Ved denne lejlighed gik man for øvrigt tilbage til den d’Hondtske metode ved fordelingen af kredsmandater.
Den vigtigste drivkraft ved indførelsen af forholdstalsvalg i Danmark var utvivlsomt den kendsgerning, at den helt overvældende majoritet af politikerne ville af med den privilegerede valgret til Landstinget. Så skulle Højre/Konservative have forholdsmæssig repræsentation i stedet. Noget for noget. I betragtning af de små tilpasninger, der har været siden 1920, kan man konstatere, at politikerne i Danmark er og har været meget tilfredse med indretningens virkemåde. Helt overordnet er det i Danmark største brøks metode, der oversætter vælgernes dom til repræsentation i Folketinget. Og hvis det drejer sig om at minimere forskellen mellem partiernes kvotaer og deres mandattal i Folketinget, er det den, der vinder. 12. Men det er altså set fra partiernes synspunkt. Og repræsenterer de valgte vælgerne i en bestemt kreds – eller et bestemt parti?
Det at repræsentere byer og regioner i en forsamling af valgte personer er ældre end det danske folkestyre – og ældre end partidannelse, i hvert fald vælgerpartier. Så i nogle lande med gamle repræsentative styreformer lever endnu valg i enkeltmandskredse. I den danske og mere generelt i den skandinaviske model anerkendes til en vis grad betydningen af båndet mellem folketingskandidaten og en bestemt del af landet. Den d’Hondtske metode til fordeling af kredsmandater betyder netop, at partirepræsentanterne på tinge kommer fra de kredse, hvor partiet står stærkt. Da man i 1953 gik over til en metode med længere mellem divisorerne 13, betød det, at også store partier blev mere afhængige af tillægsmandater og dermed i højere grad skulle repræsenteres af personer opstillet langt fra deres kerneområder. Det gik man igen bort fra i 2007.
Selv om det ikke er en naturlov, at det er lettere at danne en parlamentarisk stærk regering i lande med valg i enkeltmandskredse, så er det nok lettere at pege på situationer, hvor regeringsdannelsen er problematisk, når den partimæssige styrke er godt afspejlet i parlamentet. Aktuelt f.eks. i Tyskland og Sverige. I lande hvor enkeltmandskredsene først er vundet, når et absolut flertal er fundet efter eventuelt omvalg, kan ’kometer’ på den politiske himmel nærmest gøre det af med parlamentets gamle partier. Aktuelt i Macrons Frankrig, hvor La Republique En Marche fik 308 af nationalforsamlingens 577 mandater efter præsidentvalget. Altså fra 0 til over 53 procent af mandaterne i én valgproces! Det er svært at se, hvordan noget lignende kunne finde sted med et valgsystem som det danske.
Princippet om at tyndtbefolkede områder skal være overrepræsenterede i Folketinget på bekostning af Hovedstaden, har man det tilsyneladende fint med her i landet. I april 1920 var det så grelt, at selv om Venstres stemmetal i hovedstaden lå pænt over landsgennemsnit for stemmer pr. kredsmandat, fik partiet ingen valgt i Hovedstadens Område. Urbane Venstrevælgere måtte altså lade sig repræsentere af fynske og jyske bønder.14
Forholdsmæssig politisk repræsentation har i politik og lovgivning i Danmark drejet sig om kredse, områder og partier. Der var åbenbart ingen, der tænkte på lovgivning for at sikre de nye deltagere i folkestyret – kvinderne. Selvom nogle i vor tid foreslår netop det, er det endnu ikke sket. De første kvinder, der stillede op, blev ikke vel modtaget af vælgerne. I 1918 blev 4 kvinder valgt ind. Af i alt 402 opstillede kandidater var 41 kvinder. Lysten til at stille op var aftaget betydeligt i april 1920. Her var 18 kvinder opstillet ud af i alt 438. 3 blev valgt. Det var M Malling Hauschultz (Kons.) og Helga Larsen (Soc. Dem) i Søndre Storkreds samt Elna Munch (Rad) i Østre Storkreds – alle 3 fik herved fornyet deres mandat af vælgerne. 15
Forfatter(e)
forhenværende lektor
Fodnoter
- K R Skou: Dansk politik. Aschehoug 2005, s 425
- Tabellerne i denne artikel over Folketingsvalg er alle fra www.danmarkshistorien.dk hvor der er indgange til de respektive valg med kort beskrivelse af valgtemaer samt valgresultater. Tabellerne er igen hentet direkte fra Danmarks Statistik, som i øvrigt i hvert af tilfældene advarer om, at der er en vis usikkerhed om de tal som procentangivelserne bygger på pga. mangelfuld indberetning.
- Laneth: Noter nr 218, september 2018 s 32 ff
- S Mørch: 24 statsministre. Gyldendal 2000, s 124
- 1 enkeltmandskreds gik til en person uden for partierne. De små nye venstrefløjspartier fik ikke valgt nogen.
- S Mørch: Op. Cit. S 129ff
- https://da.wikipedia.org/wiki/Regeringen_M.P._Friis
- Statistiske Meddelelser, 4. Række, 60. Bind, 3. Hæfte. Fundet på http://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=20224&sid=valg1920
- Kvotient er det tal som fremkommer af divisionen af stemmetal med et af tallene 1, 2, 3 osv. Hvis 3 partier med stemmetallene 335, 200 og 65 skal fordele 4 mandater mellem sig efter den d’Hondske metode foretager vi divisionerne af stemmetallene med hhv. 1, 2 og 3, Det giver her 335, 167,5 og 111,67 for første stemmetal 200, 100 og 66,67 for det næste og endelig 65, 32,5 og 21,67 for det tredje. De 4 største kvotienter er 335, 200, 167,5 og 111,67, så 3 mandater går til det største parti, 1 går til det næststørste, 0 til det mindste.
- Hvis 3 partier med stemmetallene 335, 200 og 65 skal fordele 4 mandater mellem sig vha. største brøks metode, regnes først deres kvotaer ud. De bliver 2,2, 1,3 hhv. 0,4: Først går 2 mandater til første parti herefter 1 mandat til andet parti og 0 til tredje parti. Der er ét mandat der ikke er fordelt, og det går til det mindste parti, for det har den største decimalbrøksdel, nemlig 0,4
- Ud over de små partier stillede en række enkeltpersoner op i deres valgkreds, I modsætning til 1918-valget opnåede ingen af dem valg.
- E T Poulsen: Matematik og retfærdighed. Gyldendal 2000. s 56 og 68.
- Den skandinaviske divisormetode, også kaldet den modificerede Sainte-Lagüe metode.
- Statistiske Meddelelser, 4. Række, 60. Bind, 3. Hæfte. s 68 og 73.
Endnu i valgloven fra 2007 spiller arealet af landsdelen en positiv rolle, men da både indbyggertal og areal for Hovedstadens landsdel er vokset kraftigt i forhold til 1920 er forskellene ikke nær så påfaldende nu som før 2007, se https://da.wikipedia.org/wiki/Valgkredse_i_Danmark - Statistiske Meddelelser, 4. Række, 60. Bind, 3. Hæfte. s 16 – 18 og 80 – 81
Spændende læsning. Tak for det