Det europæiske samarbejde er stærkt udfordret i disse år. Vi nævner i flæng flygtningekrisen, grænsekontrol, nej-afstemninger, Brexit, le Pen, Trump.
Vi har derfor valgt at sætte fokus på EU ved dette regionalkursus, hvor vi dels vil belyse den historiske baggrund for Europas rolle i verden og for EU, og dels vil drøfte EU’s nutidige og fremtidige udfordringer.
Uffe Østergård, professor emeritus i europæisk historie, CBS, vil give os en introduktion til den historiske baggrund for den nutidige europæiske virkelighed under titlen Den europæiske parentes 1492–1992 set fra 2017.
Jacob Langvad, Bruxelles-korrespondent for bl.a DRs Orientering og Weekendavisen, og forfatter til bogen Europas Svære Fællesskab (Columbus), fortæller om EUs forsøg på at tage livtag med krisen; hvad der er på spil for Danmark, og om hvordan den videre vej ser ud.
De to foredragsholdere har begge skrevet fyldige introer til deres foredrag. Se nedenfor.
Det nye historiefag. Læreplansarbejdet har pågået hele efteråret og vinteren. Vi har et håb om, at fagkonsulent Christian Vollmond kan komme og præsentere de nye læreplaner for historie, der meget gerne skulle ligge grydeklare til april. Hvis den meget travle Christian ikke kan komme til vores møde, vil vi arbejde hårdt på, at en anden deltager i læreplansarbejdet kan komme og åbne posen for os.
Program:
9.30–10.00 Velkomst + kaffe og rundstykke
10.00–12.00 Uffe Østergaard
12.00–12.15 Nyt fra Historielærerforeningen
12.15–13.00 Frokost
13.00–14.45 Jacob Langvad
14.45–15.00 Kaffe og kage
15.00–16.00 Det nye Historiefag
16.00 Afslutning.
Tilmelding senest mandag d. 13.3.2017 til regionssekretær Carsten Lykke-Kjeldsen, Munkensdam Gymnasium (CL@munkensdam.dk)
mobil 27200839
Vel mødt i Fredericia / Carsten Lykke-Kjeldsen
Hermed introduktionerne fra de to foredragsholdere:
Uffe Østergaard skriver:
Kineserne opfatter det nuværende Europa, der er delt i mere eller mindre uenige nationalstater, som svarende til den tilstand, Kina gennemlevede mellem 800 og 221 f. Kr., der kaldes de ’stridende staters periode’. Forskellen er set fra et kinesisk synspunkt, at Kina overvandt splittelsen, mens Europa har bevaret den, senest med det resultat at et flertal i Storbritannien har stemt sig ud af EU og at centraleuropæerne ikke vil være med i den fælles flygtninge- og grænsepolitik. Og det er endda langt fra det eneste eksempel på uenigheder i den nationale suverænitets navn, som har kostet den Europæiske Union den indflydelse i verden, som EU’s størrelse og økonomiske vægt skulle tilsige.
Kina har været samlet i ét rige siden 221 fvt., altså mere end 2000 år. Det samlede rige er ganske vist ofte gået i opløsning, men er så blevet samlet igen af et nyt dynasti, senest i form af det kommunistiske parti. Europa derimod fremtræder efter finanskrisen i 2008 og den deraf følgende økonomiske og politiske nedtur som stadig mere usikkert og splittet. En svaghed der ikke bliver mindre efter Donald Trumps ’America first’ strategi som sætter spørgsmålstegn ved USA’s automatiske solidaritet med europæerne, uanset hvor lidt vi bidrager til eget forsvar.
Europa vandt verdensherredømmet i århundrederne efter 1492, da Columbus opdagede Amerika. En følge var, at det økonomiske centrum blev forskudt fra Middelhavet til Atlanterhavet, en proces som kulminerede i det ’amerikanske’ 20. århundrede. Europæernes erobring af verden kulminerede i 1919–20 med fredsslutningen mellem sejrherrerne i 1919, hvor de delte tabernes områder mellem sig.
Vi kan nu se at delingen af Mellemøsten mellem Storbritannien og Frankrig, ydmygelsen af Tyskland og opløsningen af det russiske, habsburgske og osmanniske imperium var begyndelsen til enden. Det krævede dog endnu en verdenskrig og afkoloniseringen at erkende det. Og derefter fik Europa endda et pusterum på tres år i kraft af det europæiske samarbejde. Godt hjulpet af USA og truslen fra den kommunistiske Sovjetunion„ der stod som de absolutte sejrherrer i 1945, Europas Stunde Null. Det er denne sidste periode der nu endegyldigt er ved at rinde ud under udfordringen fra globaliseringen med den deraf følgende forvirring og ustabilitet i alle de europæiske stater.
Om det europæiske samarbejde havde stået stærkere i dag, hvis man ikke havde satset på den funktionalistiske samarbejdsmetode, som blev udviklet af den grå eminence Jean Monnet, diskuteres. Et er sikkert: resultatet er blevet en styrkelse af de nationale stater og nationalismen. Nationalstaterne er reelt blevet styrkede som følge af samarbejdet og derfor afviser et stigende antal vælgere det til fordel for national suverænitet og grænsebomme. De vil gerne have fordelene ved det grænseløse indre marked, men ikke betale prisen ved at opgive kontrollen over territoriet. Det er EU’s dilemma som meget vel kan koste det livet i en situation hvor Europas rolle i verden er på retur efter afslutningen af den parentes på 500 år, hvor Europa dominerede verden 1492–1992.
Jacob Langvad skriver:
Kriser er ikke altid af det onde. For EU bliver stærkere af sine kriser, og udvikler sig ved at opfinde fælles løsninger, der i sidste ende bliver til mere europæisk integration.” Sådan lyder den gamle Bruxelles-visdom. Men den bliver der nu sat alvorligt spørgsmålstegn ved. Mange tvivler nu på om fællesskabet vil komme helskindet igennem skælvet fra flygtningekrisen, Brexit, russisk militær aggressivitet og en ny amerikansk præsident med en isolationistisk dagsorden. Hvor EU i mange år har kunne kontrollere sin omverden ved at åbne sig, og tage imod nye lande i langsomme, kontrollerede forløb, der er endt med udvidelserne af EU-klubben, så er det nu konsekvenserne af både den nære og fjerne omverden og dens krige og kaotiske konflikter, der vælter ind og ryster EU.