Introduktion
Den transatlantiske slavehandel har indtil de senere år ikke indtaget nogen større plads i gymnasiets undervisningsbøger. Det er uforståeligt men kan måske forklares med dårlig samvittighed over hvad der foregik. Resultaterne er imidlertid ikke til at se bort fra: det økonomiske grundlag for den florissante periode omkring slutningen af 1700-tallet var til dels skabt af de formuer, der hjemførtes fra trekantshandelen, og en tur rundt i København og Nordsjælland lader ingen i tvivl om, at der var tale om store fortjenester. Den anden side af medaljen var naturligvis de enorme menneskelige omkostninger som slaverne betalte. “Efterslæbet” kan vi se endnu i dag i form af nutidens slaveri som trafficking, gældsslaveri, børn der lever i slaveri mv. Der er således også meget gode muligheder for perspektivering i dette tema. Temaet aktualiseres også af 200-året for ophævelsen af den engelske handel med slaver i Afrika samt 50-året for Ghanas selvstændighed i 2007. Temaet knytter sig til dels til Galathea 3 Ekspeditionen, der anløb St. Thomas i marts 2007. Her arbejdede Bernhard Bierlich med den lokale naturmedicin og sammenhængen mellem Afrika og Vestindien.
Tak: En meget stor tak til Jeff Klintø for indsamling og digitalisering af tekstmaterialet der indgår i temaet.
Beskrivelse af materialet
Temaet er bygget op som forslag til undervisnings- og yderligere litteratur samt kilder til 10 nedslag indenfor temaet. De enkelte nedslag kan dog også læses hver for sig eller delvist. I forhold til studieretningsprojektet er der også en litteraturliste, som er inddelt med litteraturforslag til de enkelte punkter – litteraturlisten vil også med fordel kunne bruges af den lærer, der foretrækker at undervise klassen i en helt almindelig og traditionel klassegennemgang under brug af det tekstmateriale, der i øvrigt stilles til rådighed under de enkelte
punkter i højre spalte af siden.
Den gennemgående linie i temaet er forbindelserne over Atlanterhavet mellem Afrika og Caribien med det transatlantiske slaveri som omdrejningspunkt men i særdeleshed den naturmedicin, som findes både i Afrika og i det tidligere Dansk Vestindien både dengang og i dag. Der skabes herigennem en linie på tværs over Atlanten med lægen Paul Isert som bindeled og dette skulle gerne resultere i en øget forståelse på elevsiden for sammenhængen kontinenterne imellem og en øget forståelse for den Transatlantiske Slavehandel (: TST – The Transatlantic Slave Trade).
Hvert enkelt punkt indledes med en introduktion til punktet der i første række er henvendt til læreren og som samtidig foreslår henvisninger til de mest almindelige og tilgængelige undervisningsbøger. Hertil er der ud for hvert punkt foreslået tekstmateriale af forskellig karakter – både fremstillinger og originalt kildemateriale. Kildematerialet er ikke umiddelbart tilgængeligt fra biblioteker m.v.
Derfor ligger det her som klikbare filer, hvor pdf-formatet er valgt af brugerhensyn, da nogle af filerne ellers ville være meget store og tage lang tid at downloade. I teksterne er det oprindelige sprog bibeholdt – dette kan betyde at eleverne skal have nogen hjælp til at læse og forstå sproget i teksterne (en del af materialet stammer fra slutningen af 1700-tallet). Der er indarbejdet progression i de foreslåede 10 nedslag således, at temaet bevæger sig frem kronologisk og geografisk fra Afrika til Vestindien for til sidst at se på effekten af TST i Danmark –
i særdeleshed i København, hvor der er forslag til at forlade skolen for at gå ud i byen og opsøge hvad der nu er tilbage af den ekstremt indbringende handel over Atlanten.
Kreditering
Materialet er oprindeligt lagt på EMU.dk af Peder Wiben
1 — Trekantshandelsen og handelsselskaberne
Den Transatlantiske Slavehandel har traditionelt ikke fyldt meget i de undervisningsbøger, der hidtil er udkommet. I de generelle historiebøger drejer det sig blot om en begrænset omtale, hvilket også fremgår af litteraturforslag.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/Kort over transporten over Atlanten.
Det danske skolenetværk der i regi af UNESCO’s Associated Schools Project siden 2001 har arbejdet med at finde og udvikle materialer til undervisningen i Den Transatlantiske Slavehandel (: TST) i samarbejde med samarbejdspartnere i Ghana og Virgin Islands, danske forskere på Universiteterne, Rigsarkivet og mange andre har i høj grad bidraget til at rette opmærksomheden mod denne del af dansk kolonihistorie. Netværket stiller alt deres udviklede materiale til rådighed på dets hjemmeside (se link overfor). Der er tale om materialer til de fleste fag i både folkeskole og gymnasier.
Der er således i de senere år kommet en del litteratur til undervisningen om emnet – accentueret først af 150-året for slaveriets ophør i Danmark i 1998 og senest af 200-året i 2007 for ophævelsen af slavehandelen i den engelske del af Afrika sammen med 50-året for Ghanas selvstændighed, ligeledes i 2007. Det forventes også at 100 året i 2017 for salget af Dansk Vestindien (nuværende Virgin Islands) til USA vil blive markeret. Eksempelvis er Rigsarkivet for tiden i gang med at digitalisere Det Vestindiske Arkiv, der indeholder et stort og i hovedsagen fuldstændigt arkiv.
Kilde 1 — Römer om merkantilismen
Kilde 2 — Paul Iserts 1. brev
Kilde 3 — Oktroj 1671
Kilde 4 — Iserts biografi 1917
Intro og litteratur
2 — Det kulturelt-koloniale møde
Dette tema understreger betydningen af afrikansk kultur, når vi studerer healing og sygdomsbehandling på Virgin Islands. I denne forbindelse lægges der vægt på den meget spændende og højst relevante direkte korrelation mellem Afrika og Vestindien. På den måde sættes der fokus på slavernes eget perspektiv, som er en afro-caribisk synsvinkel og et perspektiv, som mange af de gængse skrevne danske kilder desværre ofte ignorerer.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/Møde i afrikansk landsby.
Når vi ser på spørgsmålet om healing og slavehandlen, er det først og fremmet vigtigt, at forholde sig til dette afro-caribiske synspunkt og ikke udelukkende at fokusere på kolonihistorien og mødet med andre kulturer i forbindelse med slavehandlen ud fra vores danske og europæiske perspektiv. Ved at lade slaverne og deres afrikanske kulturer og baggrund — og ikke-vestlige kulturer i det hele taget — fremstå som afgørende i samspillet mellem Europa/Danmark og Afrika peger dette forløb på en nyskabende, stimulerende og kritisk tilgang. Europas/Danmarks møde med Afrika lærer os nemlig betydningen af at værdsætte andre kulturer og det anderledes for at forstå dette højst ubehagelige kapitel i vores historie (: den danske slavehandel) men for i det hele taget at forholde os til vores fortløbende møder med fremmede kulturer og mennesker. Disse er nemlig ikke ´kastebolde i vores spil’, men har deres egne meninger og handlemåder og er (rigtige) mennesker, ligesom du og jeg.
For at afdække slavernes undervurderede perspektiv (jvnf. temaer 7–9) og skrive historien om mødet mellem Europa og Afrika og sygdomsbehandling (healing) ud fra deres synsvinkel, anvender dette forløb historiens, men også antropologiens nutidige metoder, idet vi både henviser til og gør brug af kilder fra det 18. og 19. århundrede samt helt nutidigt materiale i form af interviews (i marts 2007 i forbindelse med Galathea 3) med vestindiske “weed women”: direkte efterkommere af slaver med en stor overleveret viden om helbredelse med planter. Ved deres mellemkomst er vi i stand til at fuldføre cirklen, idet vi med dem kan tage tilbage til slavetiden (det 17.–19. århundrede) og også foretage rejsen tilbage til Afrika, det kontinent, som de vestindiske slaver kom fra.
For ikke at gentage, men snarere at fuldstændiggøre og styrke betydningen af igangværende forskning vedrørende Dansk Vestindien, som primært undersøger forholdet til slaverne ud fra de vestlige og danske kirurgers og den vestlige koloniale magts synspunkt, understreger dette forløb det modsatte perspektiv. Hermed ser vi nemlig på forholdet mellem slaverne og danskerne ud fra de afro-caribiske slavers synspunkt. Dette forløb ønsker at undersøge den betydningsgivende og spændende ‘afrikanske faktor’ og dens/slavernes interaktion med den dominerende danske og vestlige medicinske tilgang. Denne faktor er hidtil forblevet næsten ikke undersøgt, men gøres af dette Galathea 3 Projekt til genstand for en grundig undersøgelse. Bierlich kombinerer sin antropologiske og historiske ekspertise og er således i stand til at bidrage med viden og en forståelse af dette kulturelle og koloniale møde, hvor slavernes helbredelsesformer hidtil er forblevet ubeskrevet. Men dette forløb viser, at der er tvingende beviser, der byder os at vende op og ned på gængse forklaringer og revidere vores ‘traditionelle’ historieopfattelse fordi den ignorer den ‘afrikanske faktor’. Forløbet ønsker, at eleverne via en kritisk måde at tænke på (og ud fra kilder, som understøtter deres tænkemåde) undgår et etnocentrisk dansk/europæisk perspektiv. De opfordres tværtimod til en multikulturel forståelse. I det ‘kulturelle og koloniale møde’ fokuserer vi derfor først og fremmest på det afrikanske og det afro-caribiske perspektiv og den markante indflydelse af afrikanske træk på (healing) sygdomsbehandling i området på de danske øer i Vestindien. Hermed træder det traditionelle fokus på hvordan dansk kolonial historie udfoldede sig ud fra et dansk synspunkt i baggrunden.
Når der i dette forløb fokuseres på slaverne og deres kulturer, er det for at understrege, at det ‘afrikanske’, det ‘anderledes’, må have en fuldt ligeværdig plads i vores fremstilling af det ene eller andet aspekt af den koloniale historie, som altid, hvad enten den udspiller sig i det Indiske Ocean (tropekolonierne Tranquebar og Nicobarerne), i Vestafrika (Guldkysten) eller Dansk Vestindien — eller i vores tidligere ‘kolde’ kolonier i Grønland og på Færøerne — vil være et møde mellem en vestlig og en ikke-vestlig kultur. Dette fokus er spændende og nyt og vil være af stor interesse for mange elever i gymnasiet for hvem dette forløb vil være en vigtig guide til kolonihistorien og det ‘kulturelle møde’. Forløbet karakteriseres ved af at koble historie og antropologi sammen på en ny og kritisk måde vedrørende et ofte overset spørgsmål, når man ser på Danmarks kolonihistorie: danskerne og deres slaver på de vestindiske øer. Projektet står også helt centralt og ligger fint i forlængelse af Nationalmuseets nye satsning på forskning i de ‘varme’ kolonier og inkluderer blandt andet ‘Tranquebar Initiativet’ og Bente Wolffs og Inger Schellerups forskningsaktiviteter, som også omtales på Galathea 3s hjemmeside.
Kilde 1 — Thaarup om Guinea
Kilde 2 — Isert om det kulturelle møde
Kilde 3 — Isert om blandede ægteskaber
Intro og litteratur
3 — Den danske slavehandel og dens læger
Det var generelt et behov for penge til at færdiggøre uddannelsen som læge eller til at etablere sig efter selve uddannelsen, som derfor foranledigede nogle læger til at søge en stilling på et slaveskib. Vi ved, at der fungerede alt i alt 31 læger på de forskellige sejladser i perioden 1712–1776.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/Køb af slaver.
Mens de engelske lægejournaler er ganske korte og ofte kun består af et par sider, er lægejournalerne (ofte på tysk), som er bevaret fra de danske slaveskibe fra perioden 1766–1776, overordentlig detaljerede og således ganske usædvanlige. De tillader os et enestående indblik i sygdomsomfang, diagnosticering og behandling af slaver og besætningsmedlemmer.
Sygdomme og Behandling
6 lægejournaler er bevaret fra perioden 1766–76. I denne periode forestod Guineisk Kompagni (GK) trekantshandlen. 4.000–4.800 slaver blev eksporteret i denne periode og 16–21 togter fandt sted.
Lægen Henrik Degen arbejdede på skibet Christiansborg i 1768–70, medens Claus Joachim Diderichsen fungerede som læge på samme skib i 1771–72. Johan Joachim Dettmer tjente under skibet Adas anden rejse i 1771–72 og Heinrich Conrad Wrede arbejdede på Eleonora i 1772–74. Alt i alt beskrev disse læger 5.200 konsultationer. Ud fra 2.190 af disse, døde 125 slaver samt 13 besætningsmedlemmer, inklusive en kaptajn. Diagnoserne i lægejournalerne spænder fra respiratoriske sygdomme, forskellige former for feber, skørbug, svulster og interne sygdomme, såsom diarré og dysenteri.
Lægen Heinrich Conrad Wrede, som arbejdede på Eleonora beskriver i sin journal, hvordan han eksperimenterede med forskellige medikamenter for at nå positive behandlingsresultater; denne form for eksperimentering foregår også inden for den moderne biomedicin. Under læsningen af hans journal kan man tydeligt se, hvordan Wrede behandler hvert symptom eller symptomgruppe med respektive medikamenter, inklusive kamferdråber, kinabark/pulver (mod feber), rabarber, pulver mod brystsmerter, brækmidler, laxativer, etc. (alt sammen standardmedikamenter på denne tid). Således bemærkede Wrede, at han behandlede en drengeslave for ascitis (vand i maven) med godt resultat, og at drengen ved ankomsten til St. Croix den 5. maj 1774 blev solgt, ’… ich ließ ihn obige Mittel fort gebrauchen, und kam im Lande und wurde verkauft’ [Wredes understregtning: verkauft=solgt]. Vi finder også gang på gang diagnoseskift i forbindelse med symptombilleder, der ændrede sig. Således stillede Wrede den 10. juni 1774 diagnosen verdorbener Magen, men ændrede denne senere hen (den 27. juni) til febris putrida (”vedvarende feber”) (patienten, et besætningsmedlem, kom sig ifølge notat af 23. juli 1774).
En gammel mandsslave, som dog senere kom sig, blev af Wrede diagnosticeret med Dÿssenteria alb: (tynd afføring uden blod) den 16. januar 1774, tre dage inde i skibsrejsen til St. Thomas. Han beskriver indgående behandlingen: ”Først brugte jeg afføringsmidler i små doseringer, derefter behandlede jeg de kropslige smerter med forskellige medikamenter samt laudanum og kina-pulver (mod feber)”.
Derimod døde mandsslaven, som lægen Johan Joachim Dettmer behandlede, af dysenteri med blodig afføring (en hyppig dødsårsag) den 15. juni 1772. Han var først blevet diagnosticeret den 28. juni. Man ser tydeligt, hvordan lægen i de følgende 16 konsultationer eksperimenterer (versuchen er en meget almindelig term i lægejournalerne) med forskellige behandlinger, bl.a. en mikstur af rabarber og kina-pulver (for at bekæmpe feberen) indtil den syge afviste al medicin den 12. juni.
For at kunne forstå lægejournalerne og behandlingsformerne, må man gøre sig det klart, at lægerne opererede med en begrebsramme, hvor ”humoral teorien” (kropslige væskers balance/ubalance) dominerede. I henhold til denne teori er diagnoser generelt fuldt forståelige. Diagnoserne danner grundlaget for en behandling under, hvad der uden tvivl, har været højst usædvanlige og grumme forhold (overfyldte og meget uhumske skibe). Dertil kom det ukendte tropeklima, som krævede mange dødsofre på grund af feber og dysenteri blandt besætningsmedlemmerne men også blandt slaverne.
Lægernes Kompetence
En grundig gennemgang af disse lægejournaler viser os, at lægerne var ganske kompetente og ingenlunde, som visse myter har antydet, kvaksalvere og dårlige læger. Tværtimod. I deres arbejde anvendte de den gængse (18. århundredes) medicinske viden og eksperimenterede, som sagt, med medikamenter for at opnå en helbredelse. Ligeledes var lægerne i høj grad villige til at revidere deres diagnoser i henhold til foreliggende symptomer. Vi bemærker således, at det ikke var et spørgsmål om lægernes ’kompetence’, men at ’eksterne’ (ikke medicinske faktorer), så som den varierende længde for indkøbene af slaver i Vestafrika og de indkøbte slavers sundhedstilstand sammen med de ekstremt uhumske og usunde betingelser ombord på skibene samt den barske behandling af slaverne. Disse forhold var primært skyld i slavernes sygelig- og dødelighed under deres transport fra Afrika til Vestindien.
Et fremragende eksempel på disse forholds betydning findes i lægen Johannes Joachim Dettmers (slaveskibet Ada, 1771–72) kommentarer, at indkøbte slaver, uanset lægelig mellemkomst, ville dø ombord,
Ein Scelet-ähnlicher Neger starb, gehörte der Compagnie. Taugliche Neger zu erhalten war seine [kaptajnens] Sache, die ich nicht billigen wollte, wohl wissend, daß es mir von der Direction in meinen mitgebrachten Instructionen verboten war, nur daß sie auch nicht lange lebten, wie die Seiten dieses Journals zeigen. [Da han protesterede] so bekam ich die Antwort [fra autoriteterne på fortet Christiansborg], daß es für die Compagnie gleichgültig wäre, ob ein gekaufter Sclave auf dem Fortress oder auf dem Schiff stürbe.
Hvorfor afrikansk slaveri?
Et fundamentalt spørgsmål er: hvorfor slaveri? Hvad gjorde, at de danske kolonister i Vestindien gjorde brug af afrikansk arbejdskraft?
Kilde 1 — Om negerhandelen
Kilde 2 — Isert om slavehandel
Kilde 3 — Isert om sygdomme
Intro og litteratur
4 — Mellempassagen
I perioden fra cirka 1500–1867 anslår man, at 11–12 millioner afrikanere fra det vestlige og det vestligt-centrale Afrika krydsede Atlanterhavet som slaver. Dette var to-tre gange så mange som de (frivillige) indvandrere fra Europa til Amerika i tiden før 1840. Af de slaver, som kom ombord i Afrika, døde cirka 15 % under den atlantiske overfart og en stor del af de slaver, som kom i land på den anden side af Atlanten døde inden for de første 3 år.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/
Oven i de femten procent skal også lægges den store dødelighed blandt de tilfangetagne afrikanere under marchen til kysten og det ofte lange og grumme ophold og opbevaringen i forternes ”slavehuller” eller fængsler før deres endelige transport over havet. Idet man ser på selve overfarten eller den såkaldte ’Mellem Passage’ skal man også betragte selve overfartens varighed (2 til flere måneder) og stederne i Afrika, hvor slaverne blev købt og kom ombord samt længden (helt op til 1 år!), de indkøbte slaver var tvunget til at opholde sig i skibenes skrog før selve overfarten. Samtidig er det klogt at have de tilfangetagne afrikaneres sundhedstilstand på det tidspunkt, hvor de blev købt, in mente. Ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at en stor del af de indkøbte slaver allerede før påbegyndelsen af overfarten var syge, led af underernæring, af mæslinger og forskellige mangelsygdomme såsom skørbug, som de havde pådraget sig i slavehullerne (jvf også debatterne i det engelske parlament, som førte til et forbud af slavehandlen). På denne baggrund fremstår lægerne, som vi tidligere omtalte (punkt 3) heller ikke som inkompetente men konfronteret med mange forskellige sygdomsproducerende faktorer, som de slet ikke var herrer over. Således kan vi også konkludere, at slavernes dødelighed under overfarten kun er en del af slaveriets historie og derfor kun toppen af isbjerget, som har mange af sine rødder før selve sejladsen over Atlanterhavet.
Vi kan med fordel forholde os til Mellem Passagen og dødeligheden før, under og efter overfarten ved at se på den danske slavehandel i 1730’erne og 30–40 år senere, i 1760–1770’erne.
’Negotie [handels-] Bogen Holden paa Grevinden af Laurwigen’ i 1733–34 beskriver indkøb langs Vestafrikas kyst af 156 slaver over en 6 måneders periode, september 1733-februar 1734 (jvnf billedet af indkøbene gjort af søsterskibet Laarburg Gallej, 1732 – se også appendiks nedenfor om dødeligheden på Laarburg Gallej). Før skibet nåede tilbage til Christiansand i Norge den 8. oktober 1734 var 45 % eller 18 ud af den oprindelige besætning på 40 døde, især af tropiske sygdomme, og det i løbet af de forgangne 12 måneder. Ifølge en rapport over de døde slaver for perioden oktober 1733-maj 1734, dvs. dækkende både indkøbsperioden og overfarten, er der tale om 51 døde eller 21,98 %, således at 181 slaver gik af borde på St. Thomas i Vestindien. (jvnf. også kostplanen for slaver og besætning, som er afbildet i Svalesen, 1996, siderne 112–113: Et godt indblik i overfarten findes i en lægejournal ført 40 år senere på skibet Christiansborg i 1774–76:
’Om morgenen kommer slaverne op på dækket [fra deres kummerlige opbevaring under dækket, hvor de var stuvet sammen som sardiner i en dåse] for at få frisk luft, deres sår behandles og deres kroppe smøres ind i palmeolie. Af og til bliver de barberet, og om søndagen får de kød og en pibe tobak’.
Da en syg slave begår selvmord ved at springe overbord (et eller andet sted på Atlanterhavet den 17. april 1775) noterer lægen nøgternt, at han snart efter denne begivenhed fortsatte den daglige rutine med at barbere slaverne, ’Doctoren Continuerede med at Barbere Slaverne’.
Kosten, den begrænsede mængde drikkevand til rådighed under overfarten, den meget voldelige, ofte sadistiske, fremfærd og den ganske ubegribelige bortførsel fra det fædrene land og ens familie af, hvad afrikanerne ofte opfattede som hvide kannibaler, førte til mange selvmord og også mange oprør blandt slaverne, især så længe Afrikas kyst stadig var i syne.
Oven i disse forhold beskrev de engelske modstandere af slavehandlen (især William Wilberforce og Thomas Clarkson) indgående de horrible forhold ombord på slaveskibene og manglen på plads og luft for de sammenstuvede og sammenlænkede slaver under dæk, der konstant var søsyge og led af stor tørst (jvnf. debatten af det danske forbud af 1792 vedr. handel med slaver).
Kilde 1 — Forholdene på skibene
Kilde 2 — Ernæring på skibene
Kilde 3 — Sundhed på skibene
Kilde 4 — Isert om oprør på skibene
Kilde 5 — Statistik Mellempassagen
Intro og litteratur
5 — Dansk Vestindien
Omkring 1625 begyndte Frankrig og England koloniseringen af Caribien og etablere en produktionsform baseret på slaveri med afrikanske slaver.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/ Sukkerrør høstes.
I 1672 blev St. Thomas overtaget af Danmark og i 1718 koloniseredes St Jan. I 1733 købte Danmark St Croix af Frankrig for der igennem at deltage i jagten på de store profitter, der kunne opnås ved plantagedrift og især sukkerproduktion. Øerne var befolket af mange nationaliteter og danskerne var ikke i overtal. Øerne inddeltes i parceller til plantager — se kort via linket til mappen til temaet.
Kilde 1 — Sukkerproduktion
Kilde 2 — Slaveskib og auktion på St. Thomas
Kilde 3 — Isert om auktioner og plantager
Kilde 4 — Liv og straf på plantagerne
Kilde 5 — Fødsel og død blandt slaverne
Kilde 6 — En toldforvalter om de hvides liv
Kilde 7 — En modstander af slaveriet om auktionerne
Kilde 8 — Sukkereksporten fra Danmark
Intro og litteratur
6 — Dæmonisering af de sorte
Frygten for slavernes ‘sorte magi’ (: ”obeah”)ses tydeligt i politi-og kriminalretsprotokoller fra det 18. og 19. århundredes Dansk Vestindien — når vi taler om ‘dæmonisering’, tænk også på vores og Europas behandling af mennesker (‘de fremmede’) fra andre kulturer.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/
I dette punkt understreger vi, at slavernes helbredelsesformer havde deres rødder i de helbredelsesmetoder, der fandtes i de vestafrikanske samfund hvor mange af de danske kolonislaver havde deres oprindelse. Slavernes vestindiske ‘stemmer’ udtrykker derfor et tydeligt afrikansk perspektiv, som de vestindiske plantageejere frygtede og næsten helt var i stand til at undertrykke og bortvise fra de skrevne koloniale kilder.
Lad os se på forskellige former for kilder for at genfinde den ‘afrikanske melodi’. For det første, og ganske dominerende desværre, er der dansk kolonial medicin, som kom til at bestemme forholdet (og de manglende beskrivelser) af slavernes (plantebaserede) helbredelsesformer. Den danske historiker Niklas Thode Jensen har beskrevet dansk kolonial medicin og slavernes sundhed i sin Ph.d. — afhandling fra 2006, For Slavernes Sundhed: sygdom, sundhed og kolonialadministrationens sundhedspolitik blandt plantageslaverne på St. Croix, Dansk Vestindien, 1803–1848.
Med udgangspunkt i hans beskrivelser går vi et skridt videre for at fokusere på plantageejernes store frygt for slaverne og deres oprør (Jvf. Thorkild Hansens beskrivelser i Slavernes Øer, 1970). Denne frygt gav sig udtryk i anklager om angivelige onde hensigter og hekseri, som de hvide plantageejere beskyldte slaverne for (Jvf. Kriminal- og Politiprotokollerne i de vestindiske Lokalarkiver på Rigsarkivet). Ordet de brugte for at udtrykke deres bekymring var obeah, som er et vestafrikansk og centralafrikansk ord (Jvf. Handler, Jerome og Lange, Frederick Plantation Slavery in Barbados: An archaeological and historical investigation, 1978).
Obeah forbandtes med sort, hedensk magi, hekseri og forskellige former for mystik — tænk f.eks. på Voodoo, den haitianske form for obeah og frygten derfor. I forbindelse med denne frygt for slavernes obeah, som fandtes overalt i Vestindien, dvs. i de franske, engelske og hollandske kolonier, møder man i den dansk vestindiske sammenhæng også moko jumbie, som er en styltedanser, der optræder i forbindelse med helligdage og under karnevaler, som i sig selv er begivenheder hvor ‘den omvendte verden’ (f.eks. de undertrykte) (!) kommer til orde for en kort stund.
Plantageejerne forsøgte, som sagt, at sætte ord på deres frygt og dæmoniserede og kriminaliserede slaverne (hvem var de egentlige kriminelle?). Eftertiden, inklusive mange forskere, har, uden at sætte spørgsmålstegn ved dette forsøg på at gøre slaverne til forbrydere, lagt alt for stor vægt på obeah. Ved næsten udelukkende at fokusere på obeah, har man overset/ignoreret de helt overskyggende hverdagsproblemer, som knyttede sig til slavernes sundhed, deres klager og død (ofte forårsaget af deres dårlige ernæring, boligforhold og vold mod dem) i forbindelse med infektioner, stivkrampe, febre, sår, osv.
Dette oversete kapitel, slavernes sundhed og behandlingsmåder og deres afrikanske plantebaserede fundament er Galathea 3 Projektets fokus. Dermed skriver projektet en ny og anderledes dansk kolonihistorie, en historiefortælling, som lader slaverne (og det fremmede) tale for sig selv, træde i karakter, have deres egne stemmer (i slavernes tilfælde: ‘afrikanske stemmer’).
Udgangspunktet for Bierlichs forskning og dette punkt er den relativt nye og spændende idé, at slavernes helbredelsesformer, som primært var plantebaserede og af afrikansk oprindelse (man ved, at der er en stor lighed mellem den tropiske vegetation man finder i Afrika og i Vestindien), fortjener at blive fokuseret på, uafhængigt af den dominerende og koloniale form for vestlig medicin og dets praktiserende kirurger i byerne og på plantagerne. Punktet fremdrager derfor betydningen af slavernes afrikanske kultur i det koloniale møde og i studiet af slavernes sundhed. Fokus er således på den generelt kun lidt belyste direkte forbindelse mellem Afrika og Vestindien. I denne forbindelse kommer slavernes eget perspektiv, en synsvinkel, der i den gængse form for kolonihistorie ignoreres, tydeligt til syne.
Med andre ord har man ladet sig besnære af det ‘eksotiske’ og dermed videreført vores vestlige måde at forholde os til andre/fremmede kulturer (Johannes Fabian, The Time and the Other, 1983, og journalisten Peter Thygesen, “CONGO — formoder jeg. Fortællinger fra drømmeland”, Centrum, 2001). Johannes Fabian gør os opmærksom på, at Darwins evolutionsteori, ud over den enorme fordel ved at have et stort tidsperspektiv på flere milliarder år til rådighed, også indebærer en uheldig inddeling af kulturer i dem (os), der er videnskabelige, og de andre (tredje verdens kulturer, de fremmede, inklusive de ‘hedenske’, ‘primitive’ vestindiske slaver).
I de fremmede, tredje verdens kulturer lever mennesker ud fra et ‘ikke-videnskabeligt’, ‘mytologisk’, ‘magisk’, ‘cyklisk’ tidsbegreb. Vi mener os selv fritaget fra magiske holdninger, men måske er vi såkaldte rationelle, videnskabeligt-tænkende mennesker ikke så fornuftige alligevel. Vestlig rationalitet, inklusive den vestlige, moderne lægevidenskab, er nemlig gennemsyret af magi og mystik (Jvf. Professor Janzens forord til Bierlichs bog, The Problem of Money, 2006; Lewis, Double Standards of Treatment Evaluation’, 1993). Dette punkt opfordrer os derfor også til at forholde os kritisk til denne inddeling og søge at overkomme denne ved at se os og de andre som havende en fælles menneskelig kærne på trods af det ‘ydre’ lag af kulturel forskelligartethed. Slaveriet i Dansk Vestindien skal derfor i høj grad også ses ud fra slavernes perspektiv, som involverer forholdet mellem Afrika (ofte Guld Kysten og andre dele af Vestafrika) og Dansk Vestindien.
Kilde 1 — ??
MATERIALET MANGLER DESVÆRRE PT. HÅBER AT KUNNE UPLOADE DET SNAREST
Intro og litteratur
7 — Slaveriet og tilknytningen til Afrika, slaverne får stemmer
Dette punkt fokuserer på den afrikanske baggrund af de danske slaver og deres helbredelsesformer i Dansk Vestindien.
Vi ønsker at etablere en forståelse for spredningen og overførslen af helbredelsesformer fra Afrika til Vestindien. Som vores særlige fokus har vi slavernes behandling af sygdomme, især den afrikanske oprindelse af behandlingerne.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/Obeah
Botanikeren Edward Ayensu fortæller os, at der findes en meget stor sammenhæng mellem den planteverden, man finder i Vestafrika og vegetationen i det ligeledes tropiske Vestindien. Denne sammenhæng skyldes især spredningen eller overførslen af planter fra det ene til det andet kontinent i forbindelse med slavehandlen.
Mange af de almindeligt forekommende sygdomme behandledes med planter og diverse afkog af planter. Vi kan tage vores udgangspunkt i en beskrivelse af en lokal (guineisk) sårbehandling fra sidst i det 18. århundrede/begyndelsen af det 19. århundrede af den danske videnskabsmand (og Etatsråd) Peter Thonning. Han beskriver således en sårbehandling med planten Jasminum, som, ifølge ham, er ’Almindeligt blandt andre Buske, den blomstrer fornemmeligen om Natten, og udbreder en behagelig Lugt. Blomsternes Störrelse og Lugt er som hos Jasminum officinale … Negerne stöder Bladene og lægge dem saaledes paa gammel Benskade, efter at Saaret er renset med andre Midler’.
Dette punkt opfordrer eleverne til at se på overførslen og den nære sammenhæng mellem Afrika og Vestindien. Begge er de tropiske egne og begge ligger de ikke længere væk end på den anden side af Atlanterhavet. Således skriver den amerikanske geograf Judith Carney, at eksport af ris fra Amerika til Europa har ’afrikanske’ rødder. Hendes hovedargument er, at slaverne medbragte og dermed indførte en riskultur til de oversøiske plantager, som var af decideret afrikansk oprindelse. Måske allerede omkring 1500 før vor tidsregning dyrkede man ris (Oryza glaberrima, ikke at forveksle med Oryza sativa, den asiatiske sort, som portugiserne sandsynligvis introducerede i Europa i det tidlige 16. århundrede) i Vestafrika. Længe før europæerne ankom, havde vestafrikanerne udviklet komplekse dyrkningssystemer i bl.a. mangrove- og kystområderne. Ifølge Carney dyrkede de bortløbne slaver på den hollandske vestindiske ø Surinam ris som deres primære ernæringskilde, og deres traditioner fortæller om, at kvindelige forfædre (slaver fra Afrika) medbragte og skjulte ris i deres hår, da de kom fra Afrika til Surinam og da de løb bort fra plantagerne på øen. Carney taler således om ris som den primære afgrøde som den afrikanske diaspora bidrog med. Dette afrikanske bidrag kommer til udtryk i Carneys bog med den meget spændende titel Black Rice.
I hvorvidt eksporten af ris fra Amerika har udelukkende afrikanske årsager kan diskuteres. Man kan dog næppe komme uden om den ’afrikanske faktor’ og den geografiske forbindelse mellem Afrika og Amerika, når man vender sig mod brugen af planter til sygdomsbekæmpelse hos afrikanere og slaver i Afrika og Vestindien. Den geografiske forbindelse og den afrikanske indflydelse på sundhedsområdet er mere end tydelig. At Afrika skulle spille en direkte rolle i Amerikansk historie er en spændende tanke, især nu hvor enhver ‘lokal historie’ skal ses i en ’global sammenhæng’.
Det ’lokale og ’globale’ hænger uløseligt sammen – tænk blot på talemåden ’den globale landsby’. Den globale sammenhæng er også en ’multikulturel sammenhæng’. Det er derfor en særdeles positiv tanke, at det afrikanske bidrag synes at bestå af meget mere end et (unægteligt) umenneskeligt og særdeles slidsomt plantageliv, men, på sundhedsområdet, af en livlig og stor kunnen, som er relateret til slavehandlen og overførslen af en viden og kunnen (et kulturelt system) fra et tropisk område (Afrika) til et andet. Derfor fortjener slaverne at blive hørt.
Historikeren Selena Axelrod Winsnes, som har oversat Römer (som vi tidligere har stiftet bekendtskab med) til engelsk, bemærker også “that the only medication in the ship’s chest be anti-scurvy and anti-venereal drugs, but that a few female slaves be provided with malagetta pepper [: frø fra Amomum meliguetta fra Vestafrika, brugt som krydderi og i plantemedicin, også kendt som Grains of Paradise eller Guinea Grains], pimento, palm oil, and limes from which they can prepare their traditional medicines which work well for them.’ Ifølge Leif Svalesen fortæller fortpræsterne (Ghana) Johannes Rask og H. C. Monrad (18. og 19. århundrede), at med en blanding af mallaget, permenter, palmeolie og citroner kunne meget helbredes. Ja, selv blodgang kunne ganske effektivt behandles med ’meelagtige spiser af jams af mais blandet med en guulagtig rod’. Det afrikanske bidrag kan ikke benægtes.
Spredning, eller med et fint ord diffusion af mennesker og handlemåder fører os hen mod en ’afrikansk faktor’, hvor en vestindisk kvinde, en såkaldt weed woman og en af de mange efterkommere af slaver på øerne, taler til os om bl.a. Jasmin, behandling med samme, og i øvrigt den store sammenhæng og betydning af Afrika for vestinderne. Det nærværende og efterfølgende punkt er en overbevisende afslutning for dette forløb, hvor vi taler om en tydelig forbindelse mellem Dansk Vestindien og Afrika. I forlængelse af denne geografiske forbindelse og sammenhæng drejer det sig i dette forløb i høj grad om at give de danske kolonislaver ‘afrikanske stemmer’.
Baggrund 1 — Slaverne får stemmer 1
Baggrund 2 — Slaverne får stemmer 2
Kilde 1 — Weed Woman
Baggrund 3 — Artikel om Weed Woman
Intro og litteratur
8 — Ophævelsen af slaveriet og den samtidige debat herom
I årene 1788–92 fandt en intens debat om slavehandlen og dens omkostninger sted i det engelske under- og overhus. Denne debat blev nøje fulgt af danskerne og danner en hjørnesten i beslutningen om at afskaffe den danske slavehandel i 1792 (med effekt fra nytåret 1803). Debatten i England hjælper os med at fokusere på kompetence-spørgsmålet og den store indflydelse af ‘eksterne’ (ikke-medicinske) faktorer på behandling og slavernes dødelighed. En kopi af nogle af disse debatter findes i de Schimmelmannske Papirer på Rigsarkivet.
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/Ophævelsen af slaveriet råbes ud.
På mange måder (og hermed refererer vi direkte til punkt 2 om det ‘Kulturelle og Koloniale Møde’) var den danske slavehandel en del af et større europæisk initiativ, hvor det europæiske økonomiske system (merkantilismen) udvidede sig og kom i kontakt med Afrika. Europæerne (englænderne, franskmændene, hollænderne, danskerne og portugiserne) samarbejdede vedrørende denne fælles økonomiske sag.
Blandt problemerne, som blev debatteret i det engelske parlament var spørgsmålet om slavernes lange opbevaring på de forskellige forter på kysten under usle, ganske uværdige forhold før de blev købt til den endelige transport over Atlanten. Slavernes lange opbevaring havde ofte en negativ indflydelse på deres sundhed.
Et af parlamentsvidnerne, Captain Knox, som havde været en kaptajn og læge på flere slavesejladser bemærkede, at ‘Scurvy [skørbug] got among the Negroes’ som blev opbevaret på kysten. I denne forbindelse blev et andet vidne, Captain Norris, spurgt: ‘How long, on Average, may they [slaveskibene og deres indkøb af slaverne på kysten] continue on the Coast from the Time of their being put on Board till a Cargo of 400 is completed?’ Hvorpå han svarede: ‘That is uncertain — It may be 3 Weeks, or it may be 12 Months”. Andre faktorer blev også debatteret, bl.a. den udhungrede tilstand slaverne var i da de blev købt og årstiderne, på hvilke de blev købt og problemet med ‘want of Provisions in the Country’.
Den tidligere omtalte kaptajn Norris bemærkede, at slaverne, som ventede i såkaldte ‘slave holes’ [fængsler] på kysten på at blive købt, ‘frequently come on Board the Ships in a diseased State’, idet de var syge med ‘pokker’, ‘skørbug’, ‘mæslinger’, og var blevet dårligt behandlet og havde fået en meget enkel kost under opbevaringen i forterne. Ifølge Norris kom mindst 15 % af slaverne (jvf. det anslåede dødstal for Mellem Passagen på 15 %) ombord i en sådan sygelig tilstand. Klein, Engerman, Haines and Shlomowitz begynder deres artikel (2001) med at referere til Buxtons (1839) beskrivelser af omkostningerne i menneskeliv i de forskellige faser af slaveriet forud for selve den trans Atlantiske transport. Død blandt slaverne under transporten, den såkaldte Mellem Passage, er ‘only one part of the story of the mortality attributable to enslavement’.
Kilde 1 — Anti-slaveri prædiken af biskoppen af Gloucester 1766
Kilde 2 — Den afrikanske prins 1785
Kilde 3 — Debat om negerhandelen 1792
Kilde 4 — Om Negerhandelen 1792
Kilde 5 — Dahlerup 1842 om emancipation
Kilde 6 — Rigsdagstidende 1852 om emancipationen
Kilde 7 — Salget 1917
Intro og litteratur
9: Andet materiale
10 — Inspiration til ekskursion til København
Der rigtigt gode muligheder for at arbejde med Det Transatlantiske Slaveri i København under en ekskursion.
© Peder Wiben Figur i Nyhavn.
I det indre København, på Christianshavn og nord for byen findes der mange steder og bygninger, der relaterer sig til slavehandelen og der store fortjenester der blev hentet hjem i den forbindelse. Den var forudsætningen for den florrisante periode i Danmark.
Eksempelvis er Odd Fellow Palæet i Bredgade bygget for penge tjent på slavehandelen.
Det er jo også en tanke værd at Statsministerens embedsbolig på Marienborg knyter sig til denne handel — ligesom embedsboligen for den ghanesiske præsident indtil for ganske få år siden (og i skrivende stund stadig er) det tidligere danske hovedfort i Ghana: Christiansborg.