§ 1 Foreningens navn er Historielærerforeningen
§ 2 Foreningens formål er at virke til gavn for historieundervisningen på gymnasiale uddannelser og i samarbejde med GL at arbejde for forbedring af arbejdsforholdene for medlemmerne.
§ 3 Foreningens formål søges fremmet ved afholdelse af møder og kurser med emner af faglig og pædagogisk art samt ved udgivelse af pædagogiske hjælpemidler til brug ved historieundervisningen.
§ 4 Enhver, der underviser i historie ved en gymnasial uddannelse, kan optages som medlem i foreningen. Desuden kan andre, som ifølge uddannelse og stilling måtte være interesseret deri, med bestyrelsens godkendelse optages som medlemmer. Et medlem, som ophører med undervisningsvirksomhed, kan bevare sit medlemskab i foreningen.
§ 5 Ordinær generalforsamling afholdes inden årsskiftet i ulige år. Den indvarsles mindst 1 måned før afholdelsen ved bekendtgørelse enten i Gymnasieskolen eller i foreningens medlemsblad eller ved udsendelse af skrivelser til foreningens medlemmer. Bekendtgørelsen skal indeholde en foreløbig dagsorden for generalforsamlingen. Forslag, der ønskes optaget på dagsordenen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, hvorefter endelig dagsorden skal meddeles foreningens medlemmer forud for generalforsamlingen.
§ 6 På den ordinære generalforsamling vælges en bestyrelse på 9 medlemmer. Der vælges endvidere en suppleant ved særskilt afstemning. Sammen med den endelige dagsorden udsender bestyrelsen en liste over de på dette tidspunkt foreslåede kandidater. Kandidater kan også foreslås på generalforsamlingen. Der vælges endvidere en revisor. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og sekretær og fungerer til næste ordinære generalforsamling. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til behandling af forskellige sager.
§ 7 Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning af bestyrelsen eller på skriftlig begæring af mindst en sjettedel af medlemmerne. Den indvarsles efter samme regler som en ordinær generalforsamling.
§ 8 Kontingentet fastsættes på en ordinær eller eventuelt en ekstraordinær generalforsamling. Foreningens regnskabsår går fra 1. september til 31. august.
§ 9 Historielærerforeningen hæfter kun med foreningens egne aktiver, og tegnes af formanden/kassereren i forening med et medlem af bestyrelsen.
§ 10 Bestyrelsesmedlemmers rejseudgifter og nødvendige dagpenge under rejser med foreningsformål for øje godtgøres efter de til enhver tid gældende regler for censorer ved studentereksamen.
§ 11 Ændringer af foreningens love skal vedtages på en ordinær generalforsamling med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Forslag til lovændring skal bekendtgøres ved indvarslingen til den generalforsamling, hvor forslagene behandles.
§ 12 Opløsning af foreningen skal vedtages ved urafstemning med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Derefter skal den sidste bestyrelse sørge for, at foreningens midler anvendes på en måde, der er til gavn for danske historielæreres fællesinteresser.
§ 13 De under §§ 1–12 nævnte bestemmelser træder i kraft på vedtagelsestidspunktet.
________________________________________
Ovenstående vedtægter er senest ændret på Generalforsamlingen 1. oktober 2019.