- I en verden i stadig forandring
Kursus arrangeret af Foreningen Af Lærere i Samfundsfag & Historielærerforeningen, Nordjylland i samarbejde med RÆSON
Fra britisk koloni til Det amerikanske århundrede
Fra grundlæggelsen af Jamestown i 1607 og frem til sejren over Frankrig i Syvårskrigen i 1763 befæstede det britiske imperium til stadighed sin tilstedeværelse i Nordamerika. I 1783 løsrev de 13 oprindelige kolonier sig dog fra det britiske overherredømme og hermed begyndte etableringen af en international supermagt, der over de sidste 100 år har spillet en afgørende rolle for verden. Dette i så høj grad, at tiden efter 2. Verdenskrig af nogle er blevet betegnet som Det amerikanske århundrede. Til trods for debatten om, at USA i dag er en svækket supermagt og at der er ved at etablere sig en ny verdensorden, så står USA stadig tilbage som et økonomisk, kulturelt og politisk omdrejningspunkt i verden.
Den 8. november 2016 vælger den amerikanske befolkning den 45. amerikanske præsident og endnu engang vil verdens opmærksomhed rette sig mod, hvilken vej, som den nye amerikanske præsident udstikker. Dels i forhold til amerikansk indenrigspolitik, dels i forhold til amerikansk udenrigspolitik; herunder det transatlantiske samarbejde, der har en særlig betydning for Europa og Danmark. Hvis man således er interesseret i amerikansk historie eller aktuelle amerikanske samfundsforhold, i amerikansk indenrigs- eller udenrigspolitik, eller i amerikansk kultur og religion, så er valget af USA’s næste præsident et nærliggende afsæt for at se nærmere på ”the land of the free and the home of the brave”.
I december 2015 satte vi, sammen med over 500 fantastiske deltagere, fokus på ”Dansk udenrigspolitik i en verden i stadig forandring”. Verden er stadig i forandring og det har været naturligt denne gang at rette blikket mod USA og de bånd, der binder USA og Europa sammen på tværs af Atlanterhavet. I kraft af et samarbejde i mellem det politiske magasin RÆSON, Historielærerforeningen og Foreningen Af Lærere i Samfundsfag (FALS), så giver kurset et unikt indblik i amerikansk historie, transatlantiske bånd, præsidentvalget 2016, og de konsekvenser, som dette vil få fremadrettet; for USA, Europa og for resten af verden.
Jacob Bay Jepsen
Foreningen Af Lærere i Samfundsfag, Nordjylland
Casper Døssing
Historielærerforeningen, Nordjylland
Kursusprogram
08:50–09:00. Fælles velkomst i Festsalen
09:10–10:10. Fagkonsulenter for historie og samfundsfag
Kurset giver mulighed for oplæg og diskussion med fagkonsulenten for historie, Christian Vollmond, og fagkonsulenten for samfundsfag, Bent Fischer; herunder mulighed for opfølgning på betydningen af en gymnasiereform for de to fag.
10:20–11:10. Parallel-session I: USA før og nu
a) Civilreligion i amerikansk politik v. Bjarne Troelsen
Nationen er statens metafysiske overbygning og har til formål at skabe tilhørsforhold, offervilje og sammenhængskraft i befolkningen. Forestillingen om nationen er således vigtig for et lands eksistens; ikke mindst i USA, der forstår sig selv som en smeltedigel og ønsker at inkludere og skabe en enhed af indvandrere fra mange forskellige nationer. Dette søges bl.a. opnået via en nationstanke, der bygger på en række quasireligiøse forestillinger, ritualer og myter, som religionsvidenskaben undersøger under etiketten ’civil religion’.
b) Amerikanske myter og deres betydning i dag v. Niels Bjerre-Poulsen
Siden USA’s grundlæggelse har den nationale identitet blandt andet hvilet på et fundament af fælles myter og forestillinger om det amerikanske demokratis karakter, om den enkeltes muligheder, og om nationens særlige rolle i verden. De overraskende drejninger, som kampen om at blive USA’ næste præsident har taget, vidner måske om, at troen på disse myter er blevet svækket alvorligt på begge politiske fløje. Niels Bjerre-Poulsen sammenholder i dette oplæg den aktuelle politiske situation i USA med tidligere kriser i nationens historie, hvor de fælles myter måtte omfortolkes og det politiske system justeres.
c) Billedforedrag om hvad vi på godt og ondt kan lære af amerikanernes integrationspolitik v. Jacob Holdt
Amerikanernes evne og vilje til at integrere sig med deres sorte og latinoer er i høj grad fejlet med parallelsamfund, forringet indlæringsevne i skolerne og medfølgende høj kriminalitet og ungdomsarbejdsløshed som resultat. Men hvorfor lykkes integrationen af især muslimske indvandrere i langt højere grad med disses hurtige tilegnelse af ”amerikanske værdier”? Dette til trods for de senere års negative toner over for dem fra republikanerne og ikke mindst fra Donald Trump? Og hvad kan vi lære af det med henblik på at integrere os med vore egne indvandrere/flygtninge, så de hurtigt tilegner sig ”danske værdier”?
11:30–12:20. Parallel-session II: USA før og nu
a) Nationalisme, nationsforståelser og nationsbygning v. Christian Albrekt Larsen
Nationalstaten har sejret. Det er blevet den dominerende måde at indrette verdenen på. Mens statsdelen er nem at definere, volder nationstanken større problemer. Det gælder i USA, hvor indvandringen fra syd har gjort dele af landet spansktalende. Det gælder også i Danmark, hvor indvandringen udfordrer forestillingerne om, hvad vi har — eller burde have — tilfælles. På baggrund af omfattende surveyanalyser af nationale forestillinger i USA, Danmark og en række andre lande diskuterer Christian Albrekt Larsen i dette oplæg mulighederne for en revitalisering af den amerikanske nationalliberale nationsforståelse.
b) Hvorfor præsidentvalget gik, som det gik v. Derek Beach
I dette oplæg ser Derek Beach tilbage på, hvorfor amerikanerne stemte, som de gjorde i november 2016. Herigennem berører han bl.a. hvad valget fortæller os om USA i dag samt går dybere ned i, hvilke grupper i samfundet, der stemte hhv. demokrat og hhv. republikansk ved præsidentvalget og ved valgene til kongressen. I forlængelse heraf vurderer Beach, hvorvidt kampagnerne var ‘business as usual’, eller om de bød på kampagnemæssigt nybrud som ved 2008-valget, hvor brug af internet-organisering på græsrodsniveau, og mobilisering af nye vælgergrupper fandt sted.
c) Europa-USA: Synet på de andre v. Ulla Terkelsen I 2015–16 er meget gået anderledes, end det politiske establishment i Europa og USA havde forudset. Verdens gang blev ændret. TV2s internationale korrespondent Ulla Terkelsen har dækket samtlige begivenheder i den forbindelse, Grækenland, Ukraine, flygtningestrømmen, Brexit, terror, Syrien og det amerikanske valg. I en spørgsmål-svar session vil hun her fortælle mere om oplevelsen af pendulets sving tæt på og om, hvordan det var at være til stede, da det gik helt anderledes end denne verdens “Besserwissere” havde forudsagt.
12:20–13:20. Frokostpause
13:20–14:35. Titel og oplægsholder offentliggøres senere Afventer endelig bekræftelse fra forventet oplægsholder
14:35–14:55. Kaffepause
14:55:17:10. USA’s betydning for verden v. ordstyrer Martin Krasnik
Under ledelse af Martin Krasnik beder vi her Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft, Per Stig Møller og Villy Søvndal om dels at skue tilbage på deres egen tid som udenrigsminister og de tilhørende relationer til USA, dels at vurdere hvilken retning, som den nyvalgte præsident vil anlægge i amerikansk udenrigspolitik. De fem tidligere udenrigsministre her repræsenteret Danmark samtidig med så forskellige amerikanske præsidenter som Ronald Reagan, Georg Bush, Bill Clinton, Georg W. Bush og Barack Obama. Der findes således næppe et mere kompetent panel til at vurdere USA’s betydning for verdenssamfundet.
17:10–17:30. Kaffepause
17:30–19:00. Transatlantiske bånd v. Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen beskriver opbygningen af den internationale verdensorden efter 2.verdenskrig, og analyserer USA’s betydning for den fred, frihed og økonomiske udvikling, vesten har nydt godt af siden afslutningen af 2. verdenskrig. Anders Fogh Rasmussen zoomer i sit oplæg ind på amerikansk udenrigspolitik og kommer med sin vurdering af, hvordan fremtidens transatlantiske samarbejde mellem Danmark, Europa og USA vil forme sig.
19:00–20:00. Aftensmad
20:00–21:30. Er USA færdig som supermagt? v. Clement B. Kjersgaard
Dét spørgsmål stiller TV-værten og udgiveren af RÆSON, Clement Kjersgaard, få uger efter at USA har fået sin nye præsident — og efter et år, der har vendt op og ned på alle selvfølgeligheder i amerikansk politik. Med afsæt i et enestående kendskab til amerikanske politiske forhold, understøttet af sine interviews med bl.a. John McCain, Madeleine Albright, Francis Fukuyama, Fareed Zakaria og Joseph Stiglitz, diskuterer journalisten bag bl.a. ”Clement i Amerika” (2007) og ”Clement på Sundance” (2015), hvad valget fremadrettet vil betyde både for amerikansk indenrigspolitik og for USA’s rolle på den globale scene.
Tilmelding til kurset
Der er et begrænset antal pladser til kurset, der afsættes efter et princip om ”først til mølle”. Tilmelding skal finde sted senest d. 15. september på e‑mail ja@hasseris-gym.dk
Om muligt, så modtager vi gerne en samlet tilmelding fra hver enkelt institution, således at hver institution indsender institutionens tilmeldinger i én mail. Herefter vil det også være muligt at lave ”efter-tilmeldinger” og/eller enkelt-tilmeldinger. Uafhængig af tilmeldingsformen, så er det vigtigt, at der angives navne samt mail-adresser på de tilmeldte samt institutionens EANnummer.
Der er en egenbetaling på 1.750 kr. pr. deltager. Tilmelding til kurset er bindende. Institutioner er altid velkomne til at ændre navne på deltagere (i så fald skal dette meddeles pr. mail til ja@hasseris-gym.dk), men ved afbud frem til d. 1. november, så opkræves det halve kursusgebyr. Efter 1. november opkræves det fulde kursusgebyr.
Billedcredit: This caricature of Hillary Clinton was adapted from a photo in the public domain from the East Asia and Pacific Media’s Flickr photostream. The body was adapted from a photo in the public domain from the U.S. Department of State’s Flickr photostream. This caricature of Donald Trump was adapted from Creative Commons licensed images from Max Goldberg’s flickr photostream.