Af 
Børnekultur som begreb er kun cirka 75 år gammel, men har i den tid haft stor værdi for udviklingen af en betydningsfuld kulturproduktion og kulturformidling for børn. Kvalitet i børnehøjde, indhold tilpasset børns udviklingstrin og børn som en kunstnerisk og kulturel udfordring er blot nogle af de parametre, der har været styrende. Hertil kommer en øget forståelse for betydningen af børns egen kultur,deres møder med kunst og kultur og ikke mindst børns egen skabende virksomhed.
Denne bog er den første til at give et samlet historisk overblik over børnekulturområdet og dets udvikling fra forsøgsstadie på ildsjæleniveau til et mere professionelt forankret kulturområde i Danmark.
Bogen er skrevet af en gruppe eksperter og fagfolk med baggrund i både den akademiske, organisatoriske og praktiske verden.
Ordet ‘børnekultur’ blev registreret første gang af Dansk Sprognævn i 1971. Som forskningsområde bliver ordet i dag brugt om kultur skabt af voksne for børn, kultur skabt af voksne sammen med børn, og kultur skabt af børn.
Bogen Børnekultur i Danmark 1945–2020 er et kampskrift for udvikling af og forskning i børnekultur. Bogen er støttet af en lang række fonde og udgivet i samarbejde med Institut for Kommunikation på KU. Redaktørerne indleder med ordene: Dansk børnekultur har i dag international gennemslagskraft…verden over. Hvad der inspirerer — og udfordrer — kinesere og amerikanere, australiere og japanere, russere og sydafrikanere…er det særlige syn på børn og barndom, der har styret den kunstneriske udvikling…Hvor kom det fra?…” og bogen slutter 400 sider senere “…Vi skal have skabt en kulturpolitik både nationalt og lokalt, som sikrer, at der er økonomi til børns kunstneriske og kulturelle interesser…Kunst og kultur er den tredje dimension i vores liv. Hvis den ikke var der skulle vi gå i vuggestue, børnehave, skole…arbejde på at blive ordentlige sociale mennesker-uden pauser, uden en æstetisk motorvej med hjælp og inspiration til vores medmenneskelighed…”
Børnekultur i Danmark 1945–2020 indledes med en historisk gennemgang af udviklingen i ‘barndomslandskabet’ siden 1945, i kapitlet: “Barndom i bevægelse”. En barndom, der er præget af ændringer i familiemønstre, faderens nye rolle, nye medier og institutionaliseringen. I kapitlet “Leg, legetyper og legeomgivelser” får læserne en introduktion til funktionslege, konstruktionslege og Som om-lege og disses udvikling og ændringer på grund af ændringer i børneflokkene og med den nye digitale teknologis muligheder. Bogen er afgjort ikke teknologiforskrækket! Synet på børn får en fin historisk gennemgang i kapitlet “Børnesyn under omvæltning”, hvor blandt andet synet på barnet som ‘being’ i modsætning til ‘becoming’ forklares. I kapitlerne “Samfundspolitik med barnet i centrum” og “Kulturpolitik i børnehøjde” gennemgås den politiske udvikling på området. Alle disse indledende kapitler, og litteraturlisterne bag i bogen, er inspirerende læsning for historielæreren, sammen med god bonusinfo: FNs børnekonvention blev vedtaget i 1989. Den er tiltrådt 196 lande. Den danske børnekulturkanon kom i 2006 og havde foruden byggelegepladsen (1931) og LEGO klodsen (1951) også blandt andre Carls Barks: “Anders And og den gyldne hjelm” (1954) på listen.
Børnekultur i Danmark 1945–2020s hovedafsnit henvender sig ikke specifikt til historielæreren: “Et kunstneriske landskab i opbrud” og “Kulturformidling og kulturinstitutioner under pres” fokuserer på udvikling af og formidling af litteratur, teater, dans, film, musik, Radio og TV og billedkunst til de 0–12 årige. Sportsklubber og foreninger inddrages ikke. Grundskolen kun som samarbejdspartner,- ungdomsuddannelserne slet ikke, også på grund af aldersafgrænsningen.
I historieforskningen er der i øjeblikket en stor interesse for medier. Måske kunne afsnittet om Radio og TV og det efterfølgende kapitel “En ny medieverden i fremvækst” bruges som underviserens egen inspiration til undervisning og opgaveskrivning. Mette Boritz har skrevet bogens afsnit om “Formidlingens kunst på museer”, men behandler selv området meget fyldigere i “Museumsundervisning — med sanser og materialitet på kulturhistoriske museer. (2018).
Hvorfor udkommer Børnekultur i Danmark 1945–2020 netop nu? Efter at have læst bogen forstår jeg til fulde ønsket om at få børnekulturen tilbage på den politiske dagsorden. Men jeg bliver samtidig lidt trist over, at børnekulturens institutioner og forskere vælger grundskolen fra som den oplagte kontaktflade til eleverne, den er. Så bliver det svært at ændre en af bogens konklusioner:
“Der er stadig langt mellem børn og de mange kunstneriske og kulturelle tilbud, der råber på dem…Det værste er, at en stor del af afstanden mellem børn og de mange tilbud handler om økonomi..Familier med penge klarer det, familier uden klarer sig — uden…Det kan og skal ikke koste familierne flere tusinde kroner at støtte børns egne interesser. …”
Behøver kultur og undervisning være hinandens modsætninger?
