Historie, fiktion og fortælling

Fortælling, formidling, fiktion og fup
En replik til Ulrik Langen

I Noters temanummer om Fortid og fortælling får – eller tiltager Ulrik Langen sig – rollen som den historiefaglige autoritet, der vil vise os vej og trække grænser.
Det gør han med den sympatiske hensigt at give fortællingen større legitimitet som faglig formidlingsform og derigennem bringe glæden ved den gode historie tilbage til faget.
Selv er han gået i forvejen – eller nærmere i udbrud på bogmarkedet med fortællinger om nattens gerninger, tyve og hundemord.
Langen betoner allerede i anslaget til sin artikel Historie, fiktion og fortælling (Noter nr. 207/side 10–12), at historiefortællingen som fremstillingsform rummer store muligheder som led i en faglig formidling, og at selve handlingen at fortælle har været en undervurderet måde at kommunikere videnskabelige resultater på.
Næsten samtidig gør han også en anden ting. Han vælger for historievidenskabens og klarhedens skyld at trække en skarp grænse mellem historie og fiktion. Hermed mener han, at filmfolk og romanforfattere i modsætning til historikere ikke er bundet af sandheds- og dokumentationskrav.
Når det bliver pindet ud på den måde, kan jeg ikke være mere enig. Men når faghistorikere i praksis begynder at fortælle og foretager sproglige og fortælletekniske valg, opstår de vilkår og udfordringer, som artiklen ikke medtænker og derfor heller ikke rummer svar på. Teoretisk og fagligt set har Ulrik Langens artikel her sin blinde plet.
Det er nemlig på ingen måde gratis og risikofrit at tage sproget i besiddelse. Der ligger prioriteringer, valg og dermed også tolkninger af fortiden i de måder, vi vælger at vinkle og fortælle historier på. Og sådan er det – også selv om vi hele vejen bestræber os på at fortælle sandheden og kun sandheden.
Sagen er nemlig den, at den enkelte fortællings form er og bliver en konstruktion. Lige fra begyndelsen, fra det allerførste anslag har fortælleren bundet sig til en bestemt fortællemåde og en genre, som er med til af forme den opfattelse af historien, som det er fortællingens projekt at formidle.
I enhver fortælling, hvad enten det drejer sig om forsøg på faglig formidling eller fup og fiktion kan indhold og form, materiale og struktur, ikke skilles ad. Enhver fortælling gestalter en forestillingsverden. Og de måder, den enkelte fortælling virker på, resulterer i, at teksten kommunikerer en specifik mening og forståelse. Lige meget om fortællingen er fup, fiktion eller faglig formidling laver fortælleren et plot og bruger sproget og de samme typer af fortælletekniske greb. Fiktionsforfatteren og historikeren befinder sig således ikke i fuldstændigt adskilte verdener.
Jeg vil gerne konkret illustrere udfordringerne ved faglig formidling ved at vise tre forskellige korte anslag til en fortælling om vanskelighederne ved at fortælle en tilnærmelsesvis sand historie på en fagligt forsvarlig måde.
Eksemplerne stammer fra min introduktion til metahistorie,( se http://www.emu.dk/sites/default/files/Historiefort%C3%A6lling%20og%20Metahistorie.pdf).
De rummer på sin vis en slags metakommunikation, fordi de netop drejer sig om historiefagets komplekse forhold til det at fortælle en sand historie:

Eksempel 1: Anslag til en aktualisering
I en nutidig sammenhæng er det en udbredt opfattelse, at vi møder verden og forstår den gennem fortællinger. Det kan postuleres at være en indsigt af nærmest evig gyldighed, men lige nu fylder forestillingen næsten for meget på alt for mange områder: Virksomheder, centrale personer og moderne organisationer iscenesætter sig gennem storytelling. Medierne laver allesammen noget, de kalder ”historier”, og erindringsforskning, nutidige teorier om identitet og mange såkaldte selvhjælpsbøger nærmest drukner os i ”narrativer” – et begreb, der stammer fra latin og egentlig bare – uden at lægge noget særligt til – betyder fortælling, eller det, der angår en fortælling eller en måde at fortælle på.
Så er vi ved at være der …

Eksempel 2: Anslag til en skeptisk historiefaglig tilgang til selve det at fortælle
Det moderne historiefag, der udviklede sig i 18- og 1900-tallet, interesserede sig – når det kom til stykket – langt mere for den kritiske fordybelse i sit materiale end for det at fortælle.
Det lå ligesom i den kildekritiske metodes indbyggede logik, at det var nødvendigt at stille sig skeptisk an, når det handlede om at vurdere sandhedsværdien af beretninger om og fra fortiden. Og fra den faglige position blev det nærliggende også at være tilbageholdende, når det drejede sig om at skrive historie og fortælle selv.
For hvordan kunne den seriøse historiker ellers sikre sig, at hans eller hendes historieskrivning ikke kom til at ligne alle de andre løsagtige fortællegenrer, som ikke mindst skønlitteraturen udviklede og benyttede sig af?

Eksempel 3: Anslag til en ny faglig begyndelse
Det er umuligt at kommunikere faglig viden og formidle historie uden at fortælle. Derfor må vi i historie vænne os til og lære at elske, at fortællingen og dermed sproget og alle sprogbrugens konventioner – det vil sige sprogets og de forskellige genrers uskrevne, men almindelig anerkendte spilleregler – indgår i det vi gør, når vi formidler viden og tilkendegiver holdninger til både den og til hinanden. Altså når vi fortæller historier.
Til trods for at de tre anslags forskellighed, handler de dybest set om det samme – om, at vi i faget historie på samme tid er frisat til – og bundet af – at fortælle historier og derigennem organisere en forståelse af den fortid og det oplevede fortidige liv, vi beskæftiger os med.
Vores formidling af det sande eller plausible kommer til udtryk gennem sproget, og det faglige input kan ikke frigøre sig fra, at de måder vi fortæller på bliver en integreret del af den mening, vi formidler. På nogle områder er historikere og fiktionsforfattere alligevel på en måde i samme båd. Alle er vi bundet af de sproglige og fortælletekniske valg, vi hver især foretager.
Det kan undre, at Ulrik Langen ikke mener, at det var nødvendigt at gå dybere ned i fortælletekniske spørgsmål og metahistoriske problemstillinger. Men hans fravalg betyder, at hans artikel ender med blot at kratte i overfladen.

Geert A. Nielsen
På forlaget Columbus’ hjemmeside ligger der i øvrigt en kort elevrettet intro til det at konstruere og analysere historiefortællinger (se http://forlagetcolumbus.dk/uploads/tx_tcfiledownload/Historiefortaelling.pdf ).
Denne replik blev trykt i Noter #208, marts 2016.

Svar

2 kommentarer til “Historie, fiktion og fortælling”

Geert A. Nielsen :
16. marts 2016 kl. 17:25
Fortælling, formidling, fiktion og fup
En replik til Ulrik Langen
I Noters temanummer om Fortid og fortælling får – eller tiltager Ulrik Langen sig – rollen som den historiefaglige autoritet, der vil vise os vej og trække grænser.
Det gør han med den sympatiske hensigt at give fortællingen større legitimitet som faglig formidlingsform og derigennem bringe glæden ved den gode historie tilbage til faget.
Selv er han gået i forvejen – eller nærmere i udbrud på bogmarkedet med fortællinger om nattens gerninger, tyve og hundemord.
Langen betoner allerede i anslaget til sin artikel Historie, fiktion og fortælling (Noter nr. 207/side 10–12), at historiefortællingen som fremstillingsform rummer store muligheder som led i en faglig formidling, og at selve handlingen at fortælle har været en undervurderet måde at kommunikere videnskabelige resultater på.
Næsten samtidig gør han også en anden ting. Han vælger for historievidenskabens og klarhedens skyld at trække en skarp grænse mellem historie og fiktion. Hermed mener han, at filmfolk og romanforfattere i modsætning til historikere ikke er bundet af sandheds- og dokumentationskrav.
Når det bliver pindet ud på den måde, kan jeg ikke være mere enig. Men når faghistorikere i praksis begynder at fortælle og foretager sproglige og fortælletekniske valg, opstår de vilkår og udfordringer, som artiklen ikke medtænker og derfor heller ikke rummer svar på. Teoretisk og fagligt set har Ulrik Langens artikel her sin blinde plet.
Det er nemlig på ingen måde gratis og risikofrit at tage sproget i besiddelse. Der ligger prioriteringer, valg og dermed også tolkninger af fortiden i de måder, vi vælger at vinkle og fortælle historier på. Og sådan er det – også selv om vi hele vejen bestræber os på at fortælle sandheden og kun sandheden.
Sagen er nemlig den, at den enkelte fortællings form er og bliver en konstruktion. Lige fra begyndelsen, fra det allerførste anslag har fortælleren bundet sig til en bestemt fortællemåde og en genre, som er med til af forme den opfattelse af historien, som det er fortællingens projekt at formidle.
I enhver fortælling, hvad enten det drejer sig om forsøg på faglig formidling eller fup og fiktion kan indhold og form, materiale og struktur, ikke skilles ad. Enhver fortælling gestalter en forestillingsverden. Og de måder, den enkelte fortælling virker på, resulterer i, at teksten kommunikerer en specifik mening og forståelse. Lige meget om fortællingen er fup, fiktion eller faglig formidling laver fortælleren et plot og bruger sproget og de samme typer af fortælletekniske greb. Fiktionsforfatteren og historikeren befinder sig således ikke i fuldstændigt adskilte verdener.
Jeg vil gerne konkret illustrere udfordringerne ved faglig formidling ved at vise tre forskellige korte anslag til en fortælling om vanskelighederne ved at fortælle en tilnærmelsesvis sand historie på en fagligt forsvarlig måde.
Eksemplerne stammer fra min introduktion til metahistorie,( se http://www.emu.dk/sites/default/files/Historiefort%C3%A6lling%20og%20Metahistorie.pdf).
De rummer på sin vis en slags metakommunikation, fordi de netop drejer sig om historiefagets komplekse forhold til det at fortælle en sand historie:
Eksempel 1: Anslag til en aktualisering
I en nutidig sammenhæng er det en udbredt opfattelse, at vi møder verden og forstår den gennem fortællinger. Det kan postuleres at være en indsigt af nærmest evig gyldighed, men lige nu fylder forestillingen næsten for meget på alt for mange områder: Virksomheder, centrale personer og moderne organisationer iscenesætter sig gennem storytelling. Medierne laver allesammen noget, de kalder ”historier”, og erindringsforskning, nutidige teorier om identitet og mange såkaldte selvhjælpsbøger nærmest drukner os i ”narrativer” – et begreb, der stammer fra latin og egentlig bare – uden at lægge noget særligt til – betyder fortælling, eller det, der angår en fortælling eller en måde at fortælle på.
Så er vi ved at være der …
Eksempel 2: Anslag til en skeptisk historiefaglig tilgang til selve det at fortælle
Det moderne historiefag, der udviklede sig i 18- og 1900-tallet, interesserede sig – når det kom til stykket – langt mere for den kritiske fordybelse i sit materiale end for det at fortælle.
Det lå ligesom i den kildekritiske metodes indbyggede logik, at det var nødvendigt at stille sig skeptisk an, når det handlede om at vurdere sandhedsværdien af beretninger om og fra fortiden. Og fra den faglige position blev det nærliggende også at være tilbageholdende, når det drejede sig om at skrive historie og fortælle selv.
For hvordan kunne den seriøse historiker ellers sikre sig, at hans eller hendes historieskrivning ikke kom til at ligne alle de andre løsagtige fortællegenrer, som ikke mindst skønlitteraturen udviklede og benyttede sig af?
Eksempel 3: Anslag til en ny faglig begyndelse
Det er umuligt at kommunikere faglig viden og formidle historie uden at fortælle. Derfor må vi i historie vænne os til og lære at elske, at fortællingen og dermed sproget og alle sprogbrugens konventioner – det vil sige sprogets og de forskellige genrers uskrevne, men almindelig anerkendte spilleregler – indgår i det vi gør, når vi formidler viden og tilkendegiver holdninger til både den og til hinanden. Altså når vi fortæller historier.
Til trods for at de tre anslags forskellighed, handler de dybest set om det samme – om, at vi i faget historie på samme tid er frisat til – og bundet af – at fortælle historier og derigennem organisere en forståelse af den fortid og det oplevede fortidige liv, vi beskæftiger os med.
Vores formidling af det sande eller plausible kommer til udtryk gennem sproget, og det faglige input kan ikke frigøre sig fra, at de måder vi fortæller på bliver en integreret del af den mening, vi formidler. På nogle områder er historikere og fiktionsforfattere alligevel på en måde i samme båd. Alle er vi bundet af de sproglige og fortælletekniske valg, vi hver især foretager.
Det kan undre, at Ulrik Langen ikke mener, at det var nødvendigt at gå dybere ned i fortælletekniske spørgsmål og metahistoriske problemstillinger. Men hans fravalg betyder, at hans artikel ender med blot at kratte i overfladen.
Geert A. Nielsen
På forlaget Columbus’ hjemmeside ligger der i øvrigt en kort elevrettet intro til det at konstruere og analysere historiefortællinger (se http://forlagetcolumbus.dk/uploads/tx_tcfiledownload/Historiefortaelling.pdf ).
Denne replik blev trykt i Noter #208, marts 2016.
Svar
Forfra - om udfordringen ved at skrive i historie » Historielærer.dk :
27. marts 2020 kl. 19:42
[…] [2] Jeg har tidligere i en replik til Langen været inde på den begrænsning, se https://historielaerer.dk/historie-fiktion-og-fortaelling/ […]
Svar