Tilmelding: Senest d. 13. januar til regionssekretær Jakob Bang, Odder Gymnasium, på jb@odder-gym.dk eller på mobil 51633242. Husk at angive EAN-nummer ved tilmelding.
Transport: Der vil efter ønske blive indsat gratis Taxa Bus fra Skanderborg St. kl. 9.30 (dette gælder også fra gymnasiet til Skanderborg St. efter kurset – 25 min. kørsel)
1968 var krig, tøbrud, oprør, rockmusik og meget mere. Man taler ofte om 68’erne som en særlig generation – en generation med en særlig ånd – en generation der ændrede verden (?)
Ved dette kursus stilles der skarpt på denne tid via en markering af 50 året. Der ses nærmere på en af
de begivenheder, der virkede som en særlig motor i denne tids udvikling, nemlig Vietnamkrigen, og
efterfølgende kommer det til at omhandle ungdomsoprøret i Danmark.
Det første oplæg ved historiker Niels Bjerre-Poulsen omhandler således Vietnamkrigen. I januar 1968 kørte den amerikanske krigsmaskine på sit højeste med mere end 500.000 soldater i Vietnam. I denne måned kom krigens vendepunkt – Tet-offensiven.
Krigen delte i det meste af den vestlige verden de politiske vande og blev en katalysator for ungdomsoprør og kulturelt opbrud – ikke mindst fordi tv bragte krigens billeder ind i folks dagligstuer. Krigen satte sig dybe og vedvarende spor i international politik, og dens spøgelser huserer fortsat. På grundlag af den nyeste internationale forskning tegner Niels Bjerre-Poulsen det store billede af krigen og dens følger.
Niels Bjerre-Poulsen er ph.d. i amerikansk historie fra University of California og lektor på Center
for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.
Det andet oplæg ved journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen omhandler ungdomsoprøret i Danmark. Peter Øvig har i en række bøger beskæftiget sig med forskellige typer af oprør – hippie-bevægelsen, Blekingebanden og BZbevægelsen. I dette oplæg vil han trække trådene tilbage til baggrunden for
ungdomsoprøret i 1968. Hvem var de? Hvad drev dem? Hvad ville de? Hvad var deres midler? Og i hvilket omfang opnåede de deres mål?
Peter Øvig Knudsen er uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole, og han har bl.a. arbejdet ved Information og Weekendavisen. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter på fuld tid, og han har modtaget en lang række priser for flere af sine udgivelser.
Efter de to oplæg vil fagkonsulent Christian Vollmond fortælle nyt fra ministeriet. Christian
Vollmond vil blandt andet komme ind på læreplanen og dansk-historie opgaven. Der bliver mulighed
for at stille spørgsmål.
Program
09.40 — 10.00 Kaffe/ te
10.00 — 10.15 Velkomst
10.15 — 11.45 Oplæg ved historiker Niels Bjerre-Poulsen
11.45 — 12.30 Frokost fra ’Madhimlen’
12.30 — 14.00 Oplæg ved journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen
14.00 — 14.20 Kaffepause
14.20 — 15.00 Oplæg og diskussion ved fagkonsulent Christian Vollmond
15.00 — 15.10 Nyt fra Historielærerforeningen ved Jakob Bang
15.10 — 15.15 Afslutning
Vel mødt i Odder!
Jakob Bang
Topbillede: US Troops Among The Ruins of Saigon, Vietnam 1968. Flickr