Histo­rie, fik­tion og fortælling

(Du skal være med­lem af for­e­nin­gen og log­get ind for at se indholdet.) 

Forfatter(e)

Pro­fes­sor i 1700-tal­lets histo­rie ved Køben­havns Uni­ver­si­tet og forfatter

2 kommentarer til “Histo­rie, fik­tion og fortælling

  1. For­tæl­ling, for­mid­ling, fik­tion og fup
    En replik til Ulrik Langen 

    I Noters tema­num­mer om For­tid og for­tæl­ling får – eller til­ta­ger Ulrik Lan­gen sig – rol­len som den histo­ri­e­fag­li­ge auto­ri­tet, der vil vise os vej og træk­ke grænser.
    Det gør han med den sym­pa­ti­ske hen­sigt at give for­tæl­lin­gen stør­re legi­ti­mi­tet som fag­lig for­mid­lings­form og der­i­gen­nem brin­ge glæ­den ved den gode histo­rie til­ba­ge til faget.
    Selv er han gået i for­vej­en – eller nær­me­re i udbrud på bog­mar­ke­det med for­tæl­lin­ger om nat­tens ger­nin­ger, tyve og hundemord.
    Lan­gen beto­ner alle­re­de i ansla­get til sin arti­kel Histo­rie, fik­tion og for­tæl­ling (Noter nr. 207/side 10–12), at histo­ri­e­for­tæl­lin­gen som frem­stil­lings­form rum­mer sto­re mulig­he­der som led i en fag­lig for­mid­ling, og at sel­ve hand­lin­gen at for­tæl­le har været en under­vur­de­ret måde at kom­mu­ni­ke­re viden­ska­be­li­ge resul­ta­ter på.
    Næsten sam­ti­dig gør han også en anden ting. Han væl­ger for histo­ri­e­vi­den­ska­bens og klar­he­dens skyld at træk­ke en skarp græn­se mel­lem histo­rie og fik­tion. Her­med mener han, at film­folk og roman­for­fat­te­re i mod­sæt­ning til histo­ri­ke­re ikke er bun­det af sand­heds- og dokumentationskrav.
    Når det bli­ver pin­det ud på den måde, kan jeg ikke være mere enig. Men når fag­hi­sto­ri­ke­re i prak­sis begyn­der at for­tæl­le og fore­ta­ger sprog­li­ge og for­tæl­le­tek­ni­ske valg, opstår de vil­kår og udfor­drin­ger, som artik­len ikke medtæn­ker og der­for hel­ler ikke rum­mer svar på. Teo­re­tisk og fag­ligt set har Ulrik Lan­gens arti­kel her sin blin­de plet.
    Det er nem­lig på ingen måde gra­tis og risi­kof­rit at tage spro­get i besid­del­se. Der lig­ger pri­o­ri­te­rin­ger, valg og der­med også tolk­nin­ger af for­ti­den i de måder, vi væl­ger at vink­le og for­tæl­le histo­ri­er på. Og sådan er det – også selv om vi hele vej­en bestræ­ber os på at for­tæl­le sand­he­den og kun sandheden.
    Sagen er nem­lig den, at den enkel­te for­tæl­lings form er og bli­ver en kon­struk­tion. Lige fra begyn­del­sen, fra det aller­før­ste anslag har for­tæl­leren bun­det sig til en bestemt for­tæl­lemå­de og en gen­re, som er med til af for­me den opfat­tel­se af histo­ri­en, som det er for­tæl­lin­gens pro­jekt at formidle.
    I enhver for­tæl­ling, hvad enten det dre­jer sig om for­søg på fag­lig for­mid­ling eller fup og fik­tion kan ind­hold og form, mate­ri­a­le og struk­tur, ikke skil­les ad. Enhver for­tæl­ling gestal­ter en fore­stil­lings­ver­den. Og de måder, den enkel­te for­tæl­ling vir­ker på, resul­te­rer i, at tek­sten kom­mu­ni­ke­rer en spe­ci­fik mening og for­stå­el­se. Lige meget om for­tæl­lin­gen er fup, fik­tion eller fag­lig for­mid­ling laver for­tæl­leren et plot og bru­ger spro­get og de sam­me typer af for­tæl­le­tek­ni­ske greb. Fik­tions­for­fat­te­ren og histo­ri­ke­ren befin­der sig såle­des ikke i fuld­stæn­digt adskil­te verdener.
    Jeg vil ger­ne kon­kret illu­stre­re udfor­drin­ger­ne ved fag­lig for­mid­ling ved at vise tre for­skel­li­ge kor­te anslag til en for­tæl­ling om van­ske­lig­he­der­ne ved at for­tæl­le en til­nær­mel­ses­vis sand histo­rie på en fag­ligt for­svar­lig måde.
    Eksemp­ler­ne stam­mer fra min intro­duk­tion til meta­hi­sto­rie,( se http://www.emu.dk/sites/default/files/Historiefort%C3%A6lling%20og%20Metahistorie.pdf).
    De rum­mer på sin vis en slags metakom­mu­ni­ka­tion, for­di de net­op dre­jer sig om histo­ri­e­fa­gets kom­plek­se for­hold til det at for­tæl­le en sand historie:

    Eksem­pel 1: Anslag til en aktualisering
    I en nuti­dig sam­men­hæng er det en udbredt opfat­tel­se, at vi møder ver­den og for­står den gen­nem for­tæl­lin­ger. Det kan postu­le­res at være en ind­sigt af nær­mest evig gyl­dig­hed, men lige nu fyl­der fore­stil­lin­gen næsten for meget på alt for man­ge områ­der: Virk­som­he­der, cen­tra­le per­so­ner og moder­ne orga­ni­sa­tio­ner isce­ne­sæt­ter sig gen­nem storytel­ling. Medi­er­ne laver alle­sam­men noget, de kal­der ”histo­ri­er”, og erin­drings­forsk­ning, nuti­di­ge teo­ri­er om iden­ti­tet og man­ge såkald­te selv­hjælps­bø­ger nær­mest druk­ner os i ”nar­ra­ti­ver” – et begreb, der stam­mer fra lat­in og egent­lig bare – uden at læg­ge noget sær­ligt til – bety­der for­tæl­ling, eller det, der angår en for­tæl­ling eller en måde at for­tæl­le på.
    Så er vi ved at være der … 

    Eksem­pel 2: Anslag til en skep­tisk histo­ri­e­fag­lig til­gang til sel­ve det at fortælle
    Det moder­ne histo­ri­e­fag, der udvik­le­de sig i 18- og 1900-tal­let, inter­es­se­re­de sig – når det kom til styk­ket – langt mere for den kri­ti­ske for­dy­bel­se i sit mate­ri­a­le end for det at fortælle.
    Det lå lige­som i den kil­de­kri­ti­ske meto­des ind­byg­ge­de logik, at det var nød­ven­digt at stil­le sig skep­tisk an, når det hand­le­de om at vur­de­re sand­heds­vær­di­en af beret­nin­ger om og fra for­ti­den. Og fra den fag­li­ge posi­tion blev det nær­lig­gen­de også at være til­ba­ge­hol­den­de, når det dre­je­de sig om at skri­ve histo­rie og for­tæl­le selv.
    For hvor­dan kun­ne den seri­ø­se histo­ri­ker ellers sik­re sig, at hans eller hen­des histo­ri­eskriv­ning ikke kom til at lig­ne alle de andre løs­ag­ti­ge for­tæl­legen­rer, som ikke mindst skøn­lit­te­ra­tu­ren udvik­le­de og benyt­te­de sig af?

    Eksem­pel 3: Anslag til en ny fag­lig begyndelse
    Det er umu­ligt at kom­mu­ni­ke­re fag­lig viden og for­mid­le histo­rie uden at for­tæl­le. Der­for må vi i histo­rie væn­ne os til og lære at elske, at for­tæl­lin­gen og der­med spro­get og alle sprog­bru­gens kon­ven­tio­ner – det vil sige spro­gets og de for­skel­li­ge gen­rers uskrev­ne, men almin­de­lig aner­kend­te spil­le­reg­ler – ind­går i det vi gør, når vi for­mid­ler viden og til­ken­de­gi­ver hold­nin­ger til både den og til hin­an­den. Alt­så når vi for­tæl­ler historier.
    Til trods for at de tre anslags for­skel­lig­hed, hand­ler de dybest set om det sam­me – om, at vi i faget histo­rie på sam­me tid er fri­sat til – og bun­det af – at for­tæl­le histo­ri­er og der­i­gen­nem orga­ni­se­re en for­stå­el­se af den for­tid og det ople­ve­de for­ti­di­ge liv, vi beskæf­ti­ger os med.
    Vores for­mid­ling af det san­de eller plau­sib­le kom­mer til udtryk gen­nem spro­get, og det fag­li­ge input kan ikke fri­gø­re sig fra, at de måder vi for­tæl­ler på bli­ver en inte­gre­ret del af den mening, vi for­mid­ler. På nog­le områ­der er histo­ri­ke­re og fik­tions­for­fat­te­re alli­ge­vel på en måde i sam­me båd. Alle er vi bun­det af de sprog­li­ge og for­tæl­le­tek­ni­ske valg, vi hver især foretager.
    Det kan undre, at Ulrik Lan­gen ikke mener, at det var nød­ven­digt at gå dybe­re ned i for­tæl­le­tek­ni­ske spørgs­mål og meta­hi­sto­ri­ske pro­blem­stil­lin­ger. Men hans fra­valg bety­der, at hans arti­kel ender med blot at krat­te i overfladen. 

    Geert A. Nielsen
    På for­la­get Colum­bus’ hjem­mesi­de lig­ger der i øvrigt en kort elev­ret­tet intro til det at kon­stru­e­re og ana­ly­se­re histo­ri­e­for­tæl­lin­ger (se http://forlagetcolumbus.dk/uploads/tx_tcfiledownload/Historiefortaelling.pdf ).
    Den­ne replik blev trykt i Noter #208, marts 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *