Vel­kom­men til den ny kol­de krig

-om Rusland og udenrigspolitikken

Kort før det histo­ri­ske top­mø­de i Vil­ni­us i novem­ber 2013 hav­de præ­si­dent Vik­tor Januko­vitj med­delt, at han ind­til vide­re ikke agte­de at under­skri­ve den ”dybe fri­han­del­s­af­ta­le” med EU, som var kom­met på plads efter fle­re år med inten­si­ve for­hand­lin­ger. Afvis­nin­gen før­te til omfat­ten­de demon­stra­tio­ner og især på Mai­dan. Som sagt af Adam Dani­el Rot­feld i det pol­ske dag­blad ”Gaze­ta Wyborcza” (14.–15.2.15) var Mai­dan, gan­ske som i sin tid Soli­da­ri­tet i Polen, en mani­fe­sta­tion af det direk­te demo­kra­ti, en revo­lu­tion og rødt kort til et eksi­ste­ren­de regi­me og i Ukrai­nes til­fæl­de i sær­de­les­hed præsidenten.

Hand­ler vi dybest set ratio­nelt i for­hold til Rusland?

For­lø­bet der­ef­ter ken­der vi. Præ­si­dent Januko­vitj og inder­kred­sen omkring ham flyg­te­de til Rusland. Rusland annek­te­re­de Krim, alle for­søg på at fin­de frem til en fre­de­lig diplo­ma­tisk løs­ning kuld­sej­le­de, og ind­gå­e­de afta­ler blev brudt. Ned­skyd­nin­gen af det malay­si­ske pas­sa­ger­fly i juli måned 2014 optrap­pe­de blot kon­flik­ten, der meget hur­tigt blev helt fastfrosset.

Den ny og den gam­le kol­de krig 

I dag befin­der vi os i en ny kold krig, der dog er en del ander­le­des end den vi ople­ve­de, den­gang Sov­je­tu­ni­o­nen eksi­ste­re­de. Ter­r­or­ba­lan­cen holdt den­gang de to super­mag­ter, Sov­je­tu­ni­o­nen og USA, i skak. ”Fre­de­lig samek­si­stens” var fra mid­ten af 1950erne ble­vet den ny linje i sov­je­tisk uden­rigs­po­li­tik. Kold krig og deten­te aflø­ste der­ef­ter hin­an­den. Kun enkel­te gan­ge var vi tæt på en regu­lær krig.

Som beskre­vet af histo­ri­ke­ren Eric Hobs­bawn, var der under den gam­le kol­de krig, i hvert fald frem til mid­ten af 1970erne, stil­tien­de enig­hed mel­lem super­mag­ter­ne om at betrag­te den kol­de krig som kold fred.

I dag sav­ner vi en ver­den­sor­den med kla­re spil­le­reg­ler, hvil­ket meget skyl­des den asym­me­tri­ske afslut­ning på den gam­le kol­de krig. Spørgs­må­let er dog, om vi har at gøre med kold krig. Kold krig i dag er i hvert fald ikke som under den tid­li­ge­re det ”orga­ni­se­ren­de prin­cip”. Den ny ”kol­de krig” er ikke glo­bal, men sna­rest regio­nal. Den er for­trins­vist begræn­set til Euro­pa og SNG-områ­det, men ind­dra­ger med kri­gen i Syri­en også Mel­le­mø­sten. I ame­ri­kansk per­spek­tiv er Rusland nok en trus­sel, men ikke af de helt sto­re. Som sagt af Oba­ma i 2015, trus­len fra Rusland befin­der sig et eller andet sted mel­lem trus­ler­ne fra Ebo­la og ISIS. USA har dog haft brug for rus­sisk med­vir­ken i for­bin­del­se med for­hand­lin­ger­ne om Syri­en og Iran. Det grund­syns­punkt lå i sin tid også bag USA’s ”re-set” poli­tik over for Rusland.

Rusland har ter­ri­to­ri­et, res­sour­cer­ne og ker­ne­våb­ne­ne, men svag øko­no­mi; er en petro­stat, ”et Nige­ria og Venezu­ela med atomvåben”

I de sene­re år har Rusland-poli­tik­ken svin­get mel­lem ”re-set” (for­hand­lin­ger) og mili­tær afskræk­kel­se. Rusland mødes i dag ikke med ”respekt”. Under den gam­le kol­de krig kun­ne Vesten ind­gå kom­pro­mi­ser med Sta­lin, Bres­h­nev og Khru­stjev, men at ind­gå afta­ler og for­hand­le med Putin blev min­dre accep­ta­belt efter begi­ven­he­der­ne i Ukrai­ne[1]. Før 1989 gik super­mag­ter­ne ud fra anta­gel­sen om, at mod­stan­de­ren hand­le­de ratio­nelt. Som beskre­vet af histo­ri­ke­ren Eric Hobs­bawn, var der under den gam­le kol­de krig, i hvert fald frem til mid­ten af 1970erne, stil­tien­de enig­hed mel­lem super­mag­ter­ne om at betrag­te den kol­de krig som kold fred. Der blev ind­gå­et adskil­li­ge våben­kon­trol eller sna­re­re våben­be­græns­nings­af­ta­ler, fx om prø­ve­stop for a‑våben, SALT-afta­ler, om anti-bal­li­sti­ske mis­si­ler (ABM) og om ikke-spred­ning af atom­vå­ben. Når en kri­se blev til­spid­set under den gam­le kol­de krig, som fx under Korea-kri­gen, Cuba-kri­sen og Ungarn 1956 sto­le­de den ene part på den anden parts tilbageholdenhed.

Det er ikke i sam­me grad til­fæl­det i dag. I dag har vi tvær­ti­mod en uli­ge kon­kur­ren­ce. Rusland er øko­no­misk og mili­tært den klart under­leg­ne part. I Sov­jet-peri­o­den blev der brugt 300–400 mia. dol­lar om året på mili­tær, i dag blot 80 mil­li­ar­der[2]. Rusland har ter­ri­to­ri­et, res­sour­cer­ne og ker­ne­våb­ne­ne, men svag øko­no­mi; er en petro­stat, ”et Nige­ria og Venezu­ela med atomvåben”.

Den ny kol­de krig føres på fle­re dimen­sio­ner, eksem­pel­vis omkring spørgs­mål med til­knyt­ning til ”glo­bal gover­nan­ce”, regio­nal geopo­li­tik, geo-øko­no­mi samt omkring infor­ma­tio­ner og pro­pa­gan­da og med kam­pe også i cyber-sfæ­ren. Som sagt af rus­se­ren Ser­gey Mar­kedo­nov dre­jer ny ”kol­de krig” sig helt grund­læg­gen­de om for­skel­le i udlæg­nin­ger af, hvad fol­ke­ret er, hvor­dan den skal for­tol­kes, og hvor­dan den ny ver­den­sor­den skal se ud, skal den være uni­la­te­ral, bila­te­ral eller multilateral?

Mag­ten har fået nye dimen­sio­ner. Hård mili­tær og blød øko­no­misk magt spil­ler sta­dig en rol­le, men, som meget rig­tigt sagt af Joseph N. Nye i ”Futu­re of Power, er der et sti­gen­de fokus på ”smart power”, som han defi­ne­rer som evnen til at kom­bi­ne­re hård og blød magt og omsæt­te det­te i de ret­te stra­te­gi­er (”power con­ver­sion”). Kri­ge føres i høje­re grad intern i sta­ter­ne, trans­na­tio­nalt og gen­nem ikke-stats­li­ge aktø­rer. Ukrai­ne er ingen und­ta­gel­se fra den regel. Det skyl­des, at vi i sti­gen­de grad har at gøre med sva­ge sta­ter og fle­re EU-lan­de illi­be­ra­le. Sta­ter vil sta­dig være vig­ti­ge, men den inter­na­tio­na­le sce­ne er ”overcrow­ded” og der­for svæ­re­re at kontrollere.

Sta­ter­ne må fin­de de ret­te svar på fem cen­tra­le spørgsmål,

  • for det før­ste: hvil­ke mål og resul­ta­ter skal der stræ­bes efter? I den for­bin­del­se (jævn­før fx poli­tik­ken over for Rusland og Iran): har vi at gøre med et nulsum-spil eller ”joint gains” (”win-win” situationer).
  • Og på det andet spørgs­mål: hvil­ke res­sour­cer er der til rådig­hed? Blød og/eller hård magt? Hvil­ken mag­tad­færd er bedst, den hår­de eller den mere sam­ar­bejds­ven­li­ge (”coop­ti­ve”) eller en kom­bi­na­tion heraf?
  • Og det tred­je: Hvor­dan er styr­ken, hold­nin­ger­ne og posi­tio­ner­ne hos den eller de sta­ter, der ønskes påvirket?
  • Det fjer­de: hvil­ken adfærd og påvirk­ning giver de ret­te ”outco­mes”?
  • Og ende­lig for det fem­te: Hvad er sand­syn­lig­he­den for, at de valg­te stra­te­gi­er lyk­kes? Erfa­rin­ger­ne fra fx Irak (USA) og Afg­ha­ni­stan (Sov­je­tu­ni­o­nen) maner til eftertan­ke. Med andre ord, hand­ler vi dybest set ratio­nelt i for­hold til Rusland? (…)

[1] For­mu­le­ret i en sam­ta­le om den ny kol­de krig mel­lem Robert Leg­vold og Dmi­tri Tre­nin, Cane­gie Moscow Cen­ter, 7. marts 2015.

[2] Jacek Pawli­cki i det pol­ske Newswe­ek, 9.–15.3. 2015, side 21.

 

(Down­lo­ad hele artik­len som PDF — 79 sider)

Bil­led­kil­de:

Forfatter(e)

Lek­tor i Statskund­skab ved Syd­dansk Uni­ver­si­tet med spe­ci­a­le i Østeuropa.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *